Inde i den japanske krigsmaskine

De havde kamikazepiloter, menneskelige torpedoer og en overjordisk viljestyrke. Men hvordan var den sagnomspundne japanske krigsmaskine i virkeligheden?

Kaiten – selvmordstorpedoen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Henrik Aagaard

Don’t mention the war!
Sådan lyder – som bekendt – Basil Fawlty alias John Cleeses indtrængende opfordring til sig selv, før han modvilligt går ind i spisestuen for at betjene en række tyske gæster i tv-farcen »Halløj på badehotellet«.

Læs også: Verdens største træ-fly

Noget lignende gør sig gældende i Japan. Tal ikke for meget om krigen, og hvis du gør, så vær forsigtig med at komme for direkte ind på de voldsomme overgreb, som japanske styrker især i årene 1937-45 foretog mod befolkningerne i lande som Kina og Korea.
Dermed risikerer man nemlig at træde på en fortsat ganske øm japansk tå. En del nationalister anerkender ikke, at de kejserlige styrker gik videre, end diverse internationale konventioner gav dem beføjelser til – blandt andet med voldtægter, kemisk krigsførelse, halshugninger og angreb, der i ikke-japansk sammenhæng typisk bliver benævnt som »massakrer«.

Det officielle og i dag overvejende fredselskende Japan har ganske vist talrige gange i umiskendelige vendinger sagt undskyld til nabolandene. Men man har ikke på samme måde som Tyskland haft et egentligt nationalt selvopgør efter krigen. Det afspejler sig blandt andet i relativt konfliktsky skolebøger om landets krigshistorie, i nationalisters fortsat glorværdige omtaler af de kejserlige troppers indsats og i en relativt bred opfattelse af, at Japan i højere grad stod tilbage som offer end som aggressor i kølvandet på Anden Verdenskrigs blodsudgydelser.

Det sidste skyldes ikke mindst a-bomberne over Hiroshima og Nagasaki, de vedvarende tæppebombninger af blandt andre Tokyo og de talrige japanske krigsfanger, som russerne tog med sig hjem til Sibirien efter verdenskrigens officielle ophør.

Østasiens mest kontroversielle stykke land
Som centrale symboler på denne nationale selvforståelse står et tempel med et tilhørende krigsmuseum midt i Tokyo – et fredfyldt parkområde, der har vundet den tvivlsomme ære at blive udpeget som Østasiens mest kontroversielle stykke land.

Templet hedder Yasukuni. Her mindes japanerne næsten 2,5 mio. mænd og enkelte kvinder, som gennem tiderne er faldet i diverse krige for det kejserlige moderland. Af samme årsag er templet lidt af et tilløbsstykke for landets nationalister samt naturligvis for slægtninge til de faldne.

Problemet er bare, at blandt navnene på de døde er 14 dømte top-krigsforbrydere, så det har været en voldsom torn i øjet på især Kina og Sydkorea, når diverse japanske regeringschefer gennem tiderne har besøgt templet for at ære de døde. Dog skal det nævnes, at landets nuværende premierminister, Naoto Kan, har valgt ikke at gøre det.

Yasukuni ligger i Tokyos centrale Chiyoda-distrikt, der også huser kejserpaladset og diverse regeringsbygninger. Man ankommer til tempelområdet gennem en gevaldig og traditionel såkaldt Tori-port, hvorefter man befinder sig i en smuk og skyggefuld park af kirsebær- og tempeltræer – en perfekt flugt fra den omkringliggende og pulserende kæmpeby.

Foran templet vajer små japanske flag, og i middagsheden strømmer habitklædte kontorfolk, unge par og enlige ældre til stedet for at bede en stille bøn og kaste en mønt til de krigsdøde. Mere traditionelt japansk kan det næsten ikke blive.

Som udlænding bør man holde respektfuld afstand, men det behøver man ikke i samme grad på det nærliggende krigsmuseum Yushukan, der også drives af det private Yasukuni-tempel.

Kuldegysninger ned ad ryggen
Det er (når man ser bort fra Hiroshimas bemærkelsesværdige fredsmuseum om atombombens rædsler) så langt Japans mest berømte – og berygtede – krigsmuseum. Til gengæld er det prangende og imponerende i al sin overdådighed og bemærkelsesværdig ved sit næsten komplette fravær af skildringer af krigens gru og tragedier.

I forhallen bliver man mødt af to imponerende maskiner – et Zero-jagerfly samt et lokomotiv fra den berygtede Thai-Burma-jernbane. Mens sidstnævnte giver minder om David Leans mesterlige spillefilm »Broen over floden Kwai«, skaber synet af det for 70 år siden overlegne kampfly kuldegysninger ned ad ryggen, for det var den foretrukne flytype til japanernes desperate kamikaze- eller selvmordsangreb mod de allieredes krigsskibe.

Hele den første halvdel af museet er helliget de interne krige i det helt frem til midten af 1800-tallet næsten hermetisk isolerede Japan. Her kan man blandt andet beskue en overvældende samling af fantastiske samuraisværd, som ville kunne få sværdmesteren Bill fra de kulørte Tarantino-film Kill Bill 1 og 2 til at dåne af begejstring.

Men for vesterlandske øjne er det mest opsigtsvækkende nok, hvordan det officielle Japan her bag finpolerede glasmontrer skildrer den japanske invasion af Kina, eller rettere Manchuriet, i årene op til Anden Verdenskrig. Det var her, at overlegne japanske styrker i december 1937 erobrede den daværende hovedstad Nanking i det, der af vestlige og kinesiske historikere typisk betegnes som en voldtægt eller massakre. Langt over 100.000 menes dræbt, blandt andet ved halshugning, og tusinder af kinesiske kvinder blev voldtaget og i mange tilfælde dræbt.

De kortfattede engelske tekster, der beretter om Nanking på dette fornemme japanske krigsmuseum, benævner imidlertid konsekvent blodbadet som »Nanking-hændelsen«, ligesom der tales om, at hæren »angreb hovedstaden for at gøre en ende på fjendligheder«. Mere neutralt kan den brutale blodsugydelse vist ikke omtales.

Inde i menneskelig torpedo
Den mest kuldegysende udstillingsgenstand på museet er imidlertid et 15 meter langt sort metalrør – en Kaiten. Mens næsten alle i Vesten er bekendt med japanernes kamikaze-fly, er det de færreste, der kender historien om deres uhyggelige selvmordstorpedoer.
I den fremragende japanske øjenvidnebog til krigen »Japan at War« fortæller Kozu Naoji – en af de få, der overlevede at blive tvangsforflyttet til jobbet som kaiten-pilot – om sine sindsoprivende klaustrofobiske nærdødsoplevelser bag roret i en neddykket menneskelig torpedo.

»Fra det øjeblik, du indleder dit angreb (på et allieret skib, red), kan du intet se. Du har et stopur. Du ved, hvor langt der er gået af de et minut og 30 sekunder. Men måske har du lavet en fejlberegning. Du bliver ved med at tænke: »Nu. Nu. Nu.« Men du ved aldrig, hvornår øjeblikket indtræffer. Du indser, at tiden er gået. Du ramte forbi.«

Det private museum afsluttes med tusindvis af små fotos af en række af de utallige japanere, der måtte ladet livet under Anden Verdenskrig for det kejserlige moderland. Det er det mest – og måske i virkeligheden eneste reelt – gribende element i de lange udstillingshaller. De ser næsten alle så unge, uerfarne og uskyldige ud.

Yushukan formår at illustrere den japanske krigsmaskines effektivitet – en velsmurt og uhyggelig viljestærk maskine, der uden at kny tog kampen op mod så vældige nationer som USA og Kina.
Men det formår ikke at illustrere ofrenes rædsler – såvel på fremmed jord som bag de dengang så blodstænkede japanske kyster.

Museet
Yushukan-museet ligger fem minutters gang fra Kudanshita metrostationen i det centrale Chiyoda-distrikt i Tokyo. Det koster 800 yen (ca. 50 kr.) at få adgang til museet for voksne, 300 yen for børn. Adresse. 3-1-1 Kudankita Chiyoda-ku, Tokyo 102-8246. Det omstridte Yasukunitempel for faldne i krige for Japan ligger i umiddelbar tilknytning til museet.

Gode bøger om krigs-Japan

»Japan at War: An Oral History« af Haruko Taya Cook og Theodore F. Cook — gribende og ubegribelige japanske øjendvidneskildringer fra krigen. Anbefales stærkt.

»The Rape of Nanking« af Iris Chang — omdiskuteret, velskrevet og rystende skildring af Nankingmassakren af kinesisk-amerikansk journalist og forfatter.

»Embracing Defeat – Japan in the Aftermath of World War II« af John Dower — fremragende og detaljeret skildring om de syv på mange måder nedværdigende år under amerikansk overherredømme, der fulgte i Japan efter krigen

Gode film om krigs-Japan

»The Pacific« – tv-serie i ti afsnit om Stillehavskrigen. Vises i øjeblikket på DR1 og DR HD. En af verdens dyreste tv-produktioner nogensinde.

»Nanking« – semidokumentarisk og rystende amerikansk film om Nanking-massakren, baseret på øjenvidner, breve, fotoarkiver og lignende.

»Letters From Iwo Jima«/«Flags of Our Fathers«. To anmelderroste spillefilm af Clint Eastwood fra 2006 om slaget om Iwo Jima – den første fra et japansk perspektiv, den anden fra et amerikansk.

Læs også: Den kolde krigs kirkegård