I Norges største gletsjer

Langt inde i Sognefjorden ligger Norges største gletsjer, Jostedalsbreen. Vi har været på grottebesøg i gletsjeren.

Når du læser dette, er denne grotte i den mægtige Jostedalsbreen forsvundet igen. En sådan grotte har i snit en levetid på tre uger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eric Mulder
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den ligger som et sovende monster og venter på den anden side af søen.

»Den« er Nigaardsbreen, en arm af Norges største gletsjer, Jostedalsbreen, der breder sig over et areal på 415 kvadratkilometer.

Om sommeren er gletsjeren et yndet turistmål for særligt tyske og japanske sommerturister, men på denne vinterdag kan vi vandre på vores ski hen over den frosne sø uden at møde en eneste sjæl.

Vores guide hedder Björnar Björhusdal. Iført forvasket rød anorak og vejrbidte plovfurer i et smilende ansigt ligner han en mand, der spiser bjerge til morgenmad.

Han er medforfatter til bogen »Toppturer i Sogndal og Fjordane«, har været gletsjerguide i 15 år og kender hver en gletsjersprække, dal og bjergside i disse egne som sin egen bukselomme i de slidte grå skibukser.

Han viser vej henover den frosne sø mod den isblå kæmpe og den gletsjergrotte, der er dagens mål.

Imellem de isblå vægge

»I 1940erne bredte gletsjeren sig flere hundrede meter længere ned fra bjerget end i dag,« fortæller Björhusdal, da vi er nået godt 100 meter ud på den frosne sø.

Fra 1940-1975 trak gletsjeren sig jævnt tilbage, mens den fra 1988–2003 voksede med 280 meter. Årsagen var de store mængder nedbør og kolde somre i denne periode.

Bortset fra islandske Vatnajökull er gletsjeren kontinental-Europas største. Nogle steder er isen op til 600 meter tyk, og det højeste punkt på gletsjeren befinder sig 1.957 meter over havets overflade.

Vi når til den anden ende af den frosne sø, følger efter Björhusdal henover en lille bæk, der ikke er frosset til, og derefter det sidste stykke vej op mod gletsjeren.

Grotten er ikke til at få øje på, for det utrænede øje ligner alle sprækker i gletsjeren hinanden, og vi tramper, nu uden ski på, i hælene på Björhusdal.

Og så er vi pludselig ved den. En sprække, som ikke bare er endnu en bundløs sprække, men en grotte i gletsjeren. På cirka 25 kvadratmeter og med isblå vægge.

Vi bevæger os med ærefrygt forsigtigt rundt i den. Eftersom gletsjeren bevæger sig konstant, har grotten kun en levetid på godt tre uger.

Hver kubikmeter is vejer næsten et ton, fortæller Björhusdal, og hver gang det knirker fra den mange tons is over og omkring os, aktiveres vores overlevelsesinstinkt.

Dog ikke mere end at det er svært at løsrive sig fra særsynet af denne naturens kummefryser, da Björhusdal signalerer afgang.