I luften med Hello Kitty

Taiwansk flyselskab indstillede i 2009 sine fly med den lille populære kat, men tre store Airbus A330 dekoreret og indrettet med Hello Kitty flyver igen.

Et Hello Kitty-fly letter fra lufthavnen i Narita, Tokyo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kyodo

Gennemgår dit barn en Hello Kitty-fase eller har du selv en lille fan af den japanske tegneserie-kat i maven, skal du overveje at flyve til Taipei i Taiwan, for igen at flyve videre med et af EVA AIRs i alt tre nye Hello Kitty-fly.

Udvendigt er flyene dekoreret med den "uimodståelig Hello Kitty og hendes charmerende venner", som EVA AIR skriver på selskabets hjemmeside.

Men det er ikke kun udenpå, at passagerer med EVA AIR får glæde af tegneserie-katten. Kabinen er fyldt med Hello Kitty.

Hovedstøtter, papirkopper, bestik, mælkeflasker, snacks, håndlotion, computerspil, måltider og is. Alt prydet med den nuttede tegneserie-kat.

Og stewardesserne er selvfølgelig klædt i - ja, Hello Kitty-uniformer.

Her kan du flyve med Hello Kitty

Hello Kitty-flyene har base i den taiwanske hovedstad Taipei og flyver på ruter til Hong Kong og destinationer i Sydkorea og Japan.
Flyene begyndte at flyve på ruterne i slutningen af 2011 og billetter kan bookes på evakitty.evaair.com, men siden findes desværre kun på kinesisk, koreansk og japansk.

Flyselskabet råder til at ringe til billetkontoret i Taiwan, hvor man på engelsk kan bestille billetter. 

EVA AIR fylder 20 år
Det er ikke første gang at EVA AIR-fly har været dækket fra top til tå med den lille tegneseriefigur.

I 2005 lancerede flyselskabet sammen med den japanske virksomhed Sanrio, der bl.a. står bag Hello Kitty-merchandise, et "Hello Kitty Jet". Et år senere blev endnu et fly dekoreret i samme stil, men i 2009 indstillede flyselskabet ruterne.

I anledningen af EVA AIR fyldte 20 år sidste år lancerede selskabet igen Hello Kitty-fly. Denne gang hele tre fly, der siden oktober 2011 har været i rute.

Der findes andre eksempler på kreativ udsmykning af fly. Det amerikanske flyselskab dekorede i 2009 et af deres fly med forsidepigen fra Sports Illustrated i bikini. Det skete i anledning af bladets årlige "swimsuit"-udgave.