Hvor blues blev født

I Clarksdale, hvor bluesens første toner blev slået an, kan man opleve et lille stykke sydstatshistorie på helt nært hold og overnatte i en original bomuldsplukkerhytte.

Shack Up Inn ligger øde, lidt uden for Clarksdale, omgivet af de marker, der engang var en god forretning for hele Deltaområdet. Hele Shack Up Inn emmer af klondike-stemning. Fold sammen
Læs mere

Solen skinner ind gennem hulmønstret i det strikkede tørklæde, der er hængt op foran vinduet i stedet for et gardin. Væggene er plastret til med plakater, skrivebordet dækket af en stak bøger, og derudover er den ca. 15 kvm store hytte udstyret med et stort, gammelt køleskab fra 50erne med klistermærker på, et rustikt køkken bygget af store, gamle træplanker og sågar et klaver.

Det kræver ikke megen fantasi at leve sig ind i, hvordan det var at bo i sådan en hytte på den tid, hvor dagene gik med at plukke bomuld på plantagen og aftenerne med at synge sin sjæl ud foran klaveret eller i gyngestolen på verandaen med guitaren i skødet.

Vi er i Clarksdale, Mississippi, bluesens vugge, hvor frøet til bluesmusikken blev sået i deltaets bomuldsbeplantede muld for over 100 år siden. Nærmere bestemt på det unikke B&B (som i ’bed and beer’) ved navn Shack Up Inn, der udlejer en lille håndfuld originale hytter kaldet ‘shacks’, som oprindeligt var beboet af fattige bomuldsplukkere. I dag har de fået indlagt moderne fornødenheder, men i grove træk står de som dengang.

Vi har fået hytten med navnet ’Crossroads’ – opkaldt efter det sted lige rundt om hjørnet, hvor den legendariske bluesguitarist Robert Johnson efter sigende skulle have solgt sin sjæl til djævlen i bytte for særlige evner på sin guitar, og som han skrev en sang om, som Eric Clapton siden har været med til at gøre udødelig med sin coverversion.

Man kan lige se for sig, hvordan Morgan Freeman kunne have siddet i gyngestolen på verandaen i en sydstatsfilm. Fold sammen
Læs mere

Hytten er bygget af brede, rustikke planker og har en lille veranda tilbygget, hvor to gyngestole er med til at skabe lidt hjemlig hygge, og lige først er det svært at undgå at føle, at man har invaderet nogens hjem. Det er aldeles ikke luksuriøst, men der er alle fornødenheder i hytterne, der er rent, og så får man en oplevelse af at besøge en art sydstatsversion af frilandsmuseet med i købet.

En levende historietime

Da vi ankommer til Shack Up Inn, er det første, der møder os, lyden af et skilt, der knirker i vinden. Rundt omkring er der en masse sjove, gamle ting – en gammel brandbil, en fuldrusten amerikanerbil, en af verdens første automatiserede bomuldsplukkermaskiner og små ’glastræer’, der ligner fastelavnsris pyntet med indfarvede glasflasker – som en slags dekorativ skrotbunke. Hele stedet emmer af klondike-stemning.

Da vi går ind i laden, hvor receptionen er, mødes vi af bluesmusik på anlægget og lige så mange sjove artefakter overalt, sågar hængende ned fra loftet. Her er ting at kigge på alle vegne.

Vi bliver taget imod i den kombinerede butik og reception og bliver straks spurgt, om vi spiller musik, og i så fald på hvilke instrumenter, og sådan kommer det i stand, at vi får en hytte med klaver og desuden får frit valg mellem de mange akustiske guitarer, der står fremme til formålet.

Det er tydeligt, at den flinke ejer brænder for at formidle bluesens historie videre gennem sit lille foretagende.

Hytten ved navn ’Crossroads’ er indrettet med et klaver og ligner stadig, hvad der kunne være en fattig bomuldsplukkers dagligstue. Fotos: Amalie Kønigsfeldt og Jesper Ejlsmark Berthelsen Fold sammen
Læs mere

»Det bedste sted at høre blues i aften er på Red’s, synes jeg. Der spiller det bedste band,« fortæller han og viser os en tavle, hvor han har skrevet, hvilke bands der spiller hvor i aften.

For har man fundet vej helt til Clarksdale, er det en selvfølge, at man skal høre noget bluesmusik live.

På opdagelse i Clarksdale

Inden det bliver tid til at høre det, det hele handler om, nemlig en god omgang svedig blues, bruger vi resten af eftermiddagen på at udforske Clarksdale. Ved første øjekast ser den lille by med kun omkring 17.000 indbyggere ikke ud af meget, men alligevel har den fostret store personligheder som Sam Cooke, John Lee Hooker, Ike Turner og Muddy Waters. De støvede gader ligger stort set øde hen, og det føles, i næsten ligeså høj grad som ude på Schack Up Inn, som om tiden er gået i stå i den dovne, lille sydstatsby.

Skiltet, der viser, hvor vi er henne. I blues-land. Fold sammen
Læs mere

Alligevel har den sine seværdigheder, hvoraf den største nok er det føromtalte Crossroads, hvor Highway 61 og 49 krydser, og hvor Robert Johnson ifølge myten indgik en pagt med djævlen. I dag er det markeret med et skilt med to blå, overdimensionerede guitarer, der står i vejkanten.

Hvad det var, der gjorde Robert Johnson til den måske mest indflydelsesrige bluesmusiker nogensinde, på trods af at han kun blev 27 år (og dermed et af de tidligste ‘medlemmer’ af den såkaldte Klub 27 med populære musikere, der døde i en alder af 27 år), bliver vi bagefter lidt klogere på på Delta Blues Museum.

Her kan man læse om et hav af – for os – mere eller mindre kendte bluesmusikere og se en masse memorabilia og de musikinstrumenter, de brugte til at skabe og udvikle genren dengang.

Man kan også se Muddy Waters’ barndomshjem – en endnu mindre og endnu mere rustik træhytte end den, vi skal overnatte i senere – som oprindeligt hørte til Stovall Plantation ikke langt herfra, og på væggen hænger desuden et originalt telegram til Muddy Waters fra Rolling Stones, der som bekendt har taget navn efter en Muddy Waters-sang.

Burger og blues

Lige ovre på den anden side af vejen overfor museet ligger Ground Zero Blues Club i lokaler, der tidligere blev brugt som bomuldslager, så også her er blues-og bomuldsnostalgien til at tage og føle på.

Vi bestiller en burger, som på disse kanter kommer med pulled pork, bbq-sovs og coleslaw, og lader blikket gå på opdagelse, mens vi venter på maden. Overalt er der skrevet hilsner, autografer, kruseduller og mundheld på diverse sprog – på væggene, på bardisken og sågar i loftet, hvordan folk end er kommet derop – for der er højt til loftet i den gamle lagerbygning. Der hænger også guitarer og billeder, bl.a. af skuespilleren Morgan Freeman, der er ejer af stedet, og som man sommetider kan være heldig at møde herinde. Det er vi nu ikke, men vi bliver også kun kort, for vi skal videre til Red’s Lounge, som vi fik anbefalet af den flinke ejer hjemme på Shack Up Inn.

Livemusik på Ground Zero. Fold sammen
Læs mere

Der er ikke langt til noget i den lille by, så vi skal ikke dreje om mange hjørner, før vi er fremme, hvor Red’s burde ligge. Men ruden ud mod vejen og store dele af facaden er smadret, og det ligner mest af alt en efterladt ruin – endnu mere bedaget, end hvad vi lige har vænnet os til ’hjemmefra’. Vi kigger ind gennem den smadrede rude og konstaterer, at det ganske rigtigt ligner en bluesklub. En af den slags helt intime, små klubber, hvor man næsten sidder på skødet af musikerne og ikke kan undgå at komme til at svede. Men der er ikke et øje, selv om bandet skulle gå på en halv time senere.

Et par unge amerikanere kommer forbi og ringer efter politiet, og det viser sig, at en spritbilist er kørt frontalt ind i facaden, hvorfor aftenens gig er blevet aflyst.

Ærgerlige over det, men stadig rige på en ny, uventet oplevelse fra hillbilly-land, går vi tilbage til Ground Zero, hvor der også er et liveband bestående af lokale musikere. Den cowboyhat-belædte forsanger er tydeligvis stolt af byens bluestradition, og bandet spiller da også adskillige af de bluesnumre, som bysbørnene er ophav til, og således får vi et ordentligt skud af Robert Johnsons musik i blodet, inden vi skal hjem og overnatte i ’Crossroads’.