Hvaljagt i San Francisco

San Francisco bliver mere forbundet med bakker, broer og burritos end med bardehvaler. Rejseliv drog på en helt fredelig jagt for at se det majestætiske dyr slå med halen på øgruppen Farallon Islands. Spørgsmålet er, om vi har god karma i vores søgen efter hvalerne?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hval!«

En kvinde i stævnen af båden peger mod det dybblå hav foran os, og folk stormer frem mod rælingen med en bævende finger klar på kameraets udløser. Vi kigger intenst og forventningsfuldt ud over det blanke hav, mens et minut bliver til fem og så til ti. Ingen hval. Falsk alarm.

Kaptajnen på vores tur med San Francisco Whale Tours havde ellers allieret sig med os passagerer, inden vi kastede fortøjningen.

»Vi vil gøre alt for, at I kommer til at se hvaler i dag, men jo flere øjne jo bedre, og der er en gratis snack til den, der ser den første hval,« sagde Joe, da vi påmønstrede det gode skib Kitty Kat på Pier 39.

Farallon Islands

Som vi stod der i skyggen af San Franciscos skyskrabere med skramlende sporvogne, skrålende hotdogsælgere og klimtende gademusikanter omkring os var det svært at forestille sig, at vi også stod for foden af et naturreservat beboet af planetens største pattedyr.

På en varm, klar dag som i dag ville vi fra kysten måske kunne se omridset af et par mystiske, savtakkede øer i det fjerne, små 47 km ude i Stillehavet. Et par øer, der det meste af året forsvinder i tågen og er så ukendte, at selv lokale af og til bliver forbløffede, når de dukker op i horisonten. Men det er disse øer, Farallon Islands, Kitty Kat nu har sat kurs mod. Hvert år migrerer pukkelhvaler, gråhvaler og blåhvaler langs Californiens kyst på deres valfart mellem Mexicos lune vinterhi til Alaskas kølige sommerbuffet, og det planktonfyldte farvand omkring Farallon Islands er en af deres foretrukne rastepladser og et glimrende sted at komme tæt på havets mastodonter.

Med om bord på Kitty Kat er vores førstestyrmand Oscar, naturforskeren Jason, der er vores guide og kan besvare alle spørgsmål om hvaler, Peter Winch, der er underviser for Gulf of the Farallones National Marine Sanctuary, en garvet fuglekender og omkring 40 passagerer, der alle tripper for at komme på hvaljagt – vel at mærke bevæbnet med kameraer og ikke harpuner.

Jason puster til forventningens flamme ved at fortælle, at de så hele 28 pukkelhvaler på hvalturen sidste weekend. Det er dog ingenting sammenlignet med den helt utrolige søndag, en gruppe forskere på Farallon Islands havde sidste sommer, hvor de så 93 pukkelhvaler, 21 blåhvaler og en finhval på en enkelt time.

»Der har nok aldrig været et bedre tidspunkt at se blåhvaler på,« skrev avisen San Francisco Chronicle dengang.

Det er historier som dem, der har lokket de fleste af os tidligt ud af sengen på en højhellig søndag morgen. Udsigten fejler heller ikke noget, mens vi sejler forbi fængselsøen Alcatraz og under Golden Gate Bridge, hvis orangerøde brofag gløder i morgenlyset, og mens San Franciscos takkede skyline hastigt forsvinder bag os.

Farallon Islands er et slaraffenland for bøvsende og bjæffende søløver, der feder den på klipperne, og der er også forskellige sælarter og søelefanter. Fold sammen
Læs mere

»Velkommen til vildnisset,« siger Jason, og snart boltrer en flok marsvin sig i bølgerne omkring båden.

Jason fortæller, at det er ret normalt at se delfiner og marsvin her i området, og der er over ti forskellige arter. Selv om hvalerne er det helt store trækplaster, er der masser af andet havliv at se på turen, såsom sæler, søløver og hvis man er heldig hvidhajer, der ofte patruljerer farvandet omkring Farallon Islands om efteråret. For tiden er der endda en flok spækhuggere, der hænger ud i Monterey Bay lidt sydpå, og af og til jagter de også et nemt måltid i form af gråhvalunger her.

Nogle af os passagerer har set hvaler før, mens andre er ’hvaljomfruer’. Bryan Jones er en halvpensioneret fotograf med gråt hår under kasketten, der har boet i Mikronesien i 25 år, men for få år siden flyttede til Californien, og han erindrer den første gang, han stod ansigt til ansigt med en hval i Cape Cod på USA’s østkyst for mange år siden. Et af besætningsmedlemmerne hev en fløjte frem, som han begyndte at spille på, og det lokkede en hval og dens unge helt op på siden af båden, hvor de stak hovedet op af vandet.

»Jeg blev så overvældet af at se dem så tæt på, at jeg begyndte at græde og glemte alt om at tage billeder,« siger han.

»10 o’clock and midnight!«

Førstestyrmanden Oscar, med den stramme hestehale og tatoveringerne, står på taget af kahytten med en kikkert for øjnene og spejder ud over horisonten, og nu mener han, at han har set et sprøjt mellem kl. 10 og 12 på den imaginære urskive, vi bruger til at orientere os. Altså lige fremme og en smule til venstre.

Tålmodig hval-venten

Ganske rigtigt ser vi sprøjtet i det fjerne, men hvalerne er måske en halv kilometer borte, og det er lidt af et antiklimaks. Som passagerer er vores impuls derfor at fyre op under motoren, så vi kan komme tættere på hvalerne, men for det første er det forbudt at følge efter hvalerne, da det kan stresse dem, og for det andet er det ikke til at vide, hvor de kommer op til overfladen igen, når de dykker.

»Hvalerne kan holde vejret i op til en halv time ad gangen, så vi ved ikke, hvor de dukker op igen. Det kan være lige ved siden af båden eller den modsatte side af, hvor vi så dem, så kig hele vejen rundt,« siger Jason.

Der er helt stille, mens vi forventningsfuldt stirrer til alle sider, mens vi holder vejret, som ville vores åndedræt skræmme hvalerne væk.

»Det her er, hvad Kaptajn Joe kalder ’hval-venten’,« siger Jason.

Der er noget om snakken. Sejlturen til Farallon Islands tager to timer, så det meste af tiden bruger man på at spejde i horisonten efter hvalernes blåst – det sprøjt af vand fra deres åndehul, når de kommer op til overfladen for at trække vejret. Det kan dog være svært at se i de endeløse bølgetoppe på blæsende dage, men heldigvis rører der sig stort set ikke en vind i dag, og der er kun små krusninger på havoverfladen. Jason er dog ikke helt tilfreds.

»Sollyset skaber så meget genskin i vandet, at det kan være svært at se hvalerne, så jeg foretrækker faktisk tågede dage,« siger han.

Og så rejser et sært månelandskab af knudrede klipper sig op ad havet. Det ligner en anden planet, hvis planeten ellers var befolket af skræppende fugle og bøvsende søløver, der kommer til live overalt omkring os. En tredjedel af Californiens havfugle lægger rede her på Farallon Islands, og det er verdens største koloni af askestormsvaler, vestkystskarv og amerikansk svartbag (en art havmåge).

»Hov, der flyver et par toplunder,« siger Peter Winch og peger på to søpapegøjer, der kluntet basker omkring på vandet.

Farallon-øerne er ubeboede, bortset fra et par hytter på en af øerne, der er forbeholdt forskere, der bor her seks uger ad gangen, fortæller Peter Winch, der selv har været på ekspeditioner dertil.

»Hele havet omkring øerne er fredet, og det er det største havreservat i USA, hvis man ser bort fra Alaska og Hawaii, og teknisk set er det en del af San Francisco,« siger Peter Winch.

En kold havstrøm, der kommer helt oppe fra Alaska, går gennem denne del af Stillehavet og skubber næringsstoffer fra havbunden op til overfladen, hvor vinden hvirvler dem rundt. Det skaber gode forhold for kril og plankton og store flokke af ansjoser og sardiner, hvilket tiltrækker et helt økosystem af alt fra fugle til sæler, hvaler og hajer. Faktisk er der så meget plankton her, at det kan ses som grønne pletter på satellitbilleder fra rummet.

Med om bord på båden er en kvinde fra Marine Mammal Center, og i et lille plastikbur har hun tre nordlige pelssæler med sig. Hun fortæller, at de unge sæler blev fundet på Ocean Beach i San Francisco, hvor de virkede desorienterede og udsultede, så de blev taget til centeret, hvor de gennem de sidste par måneder er blevet fedet op, vaccineret og genoptrænet, og nu er de raske nok til at blive sat fri igen.

»Det er en unik mulighed for at se de her sæler, for de befinder sig ellers mest på dybt vand,« siger hun.

Sælerne er afsindigt nuttede med store, mørke øjne og en tyk, dunet pels. De er ikke meget mere end en meter lange og kigger ængsteligt ud af buret. Da vi når klippeøerne skubber Jason og kvinden fra Marine Mammal Center buret hen til siden af båden, hvor de åbner en luge op i rælingen. Alle passagererne stimler sammen omkring buret, og en efter en hopper sælerne ud i vandet og ud i friheden. Plask, plask, plask. Folk jubler, og sælerne svømmer et par kåde runder foran os som afsked, inden de forsvinder i det mørke vand.

Sæler og søpapegøjer er alt sammen fint og fornemt nok, men det er ikke dem, vi er her for at se. Måske kan Kaptajn Joe mærke vores utålmodighed, for vi har stadig ikke set en hval rigtigt tæt på.

»Er I klar på at sejle ud på dybere vand,« spørger han retorisk.

»Vi finder ikke 30 meter lange hvaler på 30 meters dybde.«

Han råder os til at være på udkig efter store flokke af havfugle på vandet. Hvor der er fugle, er der fisk. Hvor der er fisk, er der plankton. Hvor der er plankton, er der hvaler.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/de-nye-populaere-feriesteder

Hval i sigte!

»Wååååuuuuuwwww!«

Pludselig eksploderer Jason i et brøl over højttalerne, og halvdelen af båden bliver vækket abrupt fra deres trance og kaster sig nærmest instinktivt mod stævnen af båden.

Spluuuuusj! En to meter høj stråle af vand spyer op fra havet som en løbsk flaske champagne og en mørk skygge dukker op i overfladen. Det er ryggen af en gråhval, fortæller Jason, der kan genkende den på den manglende rygfinne og dens farve, der er lysere end pukkelhvalens. Hvalen er måske 30 meter fra os, og mens kameraerne affyrer salve efter salve, hviner folk som kåde teenagere.

»Wooooowww, se der, 1 o’clock,« sprutter Kaptajn Joe pludselig over mikrofonen og en stråle af blåst går gennem luften. Spluuusj! Og endnu en! To pukkelhvaler foran os.

Joe og Jason kan næsten ikke være i sig selv af begejstring og brøler som et par fodboldkommentatorer, der lige har set deres hold score sejrsmålet i VM-finalen.

Pukkelhvalens mørke ryg bryder vandoverfladen, mens den gør sig klar til at dykke. Det enorme stykke kød må være på størrelse med to fuldvoksne malkekøer, og det er næsten umuligt at begribe, at det kun er toppen af isbjerget, vi ser. Hvor stort er det monstrum egentlig? Og så kommer halen op. Den store, sorte, V-formede hale stiger til vejrs med en ballerinas naturlige elegance, inden den glider ned i dybet. Pludselig er det nemt at forstå, hvorfor den ældre mand Bryan fik tårer i øjnene af sit første møde med disse fantastiske skabninger.

Den næste halve time dukker der regelmæssigt pukkelhvaler op. Men uanset hvor mange gange, man har set det før, bliver man aldrig træt af at se den store hale, der plasker mod overfladen.

Peter Winch har opdaget to forholdsvist sjældne næsehornsalke, men selv om fuglene sikkert er et ganske interessant syn, så kan han ikke få mere end et hastigt blik ud af folk. Vi vil have hvaler, flere hvaler.

Vi begynder at sejle tilbage, og kort inden vi når Golden Gate Bridge, dukker yderlige to hvaler op, og man kunne ikke have skrevet en bedre afslutning på historien om turen end deres farvelvink med halen.

»I har godt nok god hvalkarma,« siger Kaptajn Joe.

»Det har været en spektakulær dag, og med jeres held, må I til enhver tid gerne tage med mig ud at se hvaler.«

Da vi er tilbage i bugten, opsummerer Jason dagens »fangst«: 15 pukkelhvaler, en gråhval, en flok marsvin, søløver og sæler og selvfølgelig en masse fugle, heriblandt toplunder. Derefter vender Jason sig mod os og bliver næsten filosofisk:

»I dag har I oplevet de her majestætiske dyr, og jeg håber, at det har inspireret jer. Der er stadig kun en procent af havene, der er fredet, så det bedste I kan gøre er at gå ud og prale med jeres tur. Vi er måske den sidste generation, der kan se hvaler i deres naturlige levested, hvis det fortsætter på denne her måde, så vis folk, hvor utroligt et sted det er – ved at inspirere folk, kan vi beskytte havene.«

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/maldiverne-et-truet-paradis