Hummersafari i Sverige

KosterHavet ud for Sveriges nordvestkyst er et spisekammer af ufattelige dimensioner. Rejseliv.dk tog med på hummersafari i Sveriges eneste maritime nationalpark.

Vi sætter os til langbordet og skænker øl. På fadene foran os ligger jomfruhummere, rejer, blåmuslinger, hjertemuslinger – og selvfølgelig bordets absolutte delikatesse; de flækkede hummere.

Se også: En snaps til hver klo

Alt sammen hevet op af vandet for blot nogle få timer siden, stort set for enden af bådebroen lige nedenfor panoramavinduerne, hvorfra kan man se Solen kaste dagens sidste stråler ned over de smalle sunde og klippeøerne i det spejlblanke hav.
Vi er i Everts Sjöbod i fiskerlejet Grebbestad ved Kosterhavet i det nordvestlige Sverige. godt halvanden times kørsel nord for Göteborg. Her ligger Sveriges rigeste skaldyrsbanker, hvor vi netop har været ude på en såkaldt »hummersafari«.

»Der lever mellem 4.000 og 6.000 skaldyrs-arter i vandet her. Det skyldes, at Golfstrømmen og strømme fra Det baltiske hav mødes her. Samtidigt er her ganske dybt inde under land i en rende, som har forbindelse ud til Atlanterhavet,« forklarer søbodens ejer, Per Karlsson, en 49-årig tidligere møbelhandler, der har slået sig på skaldyr og turisme.

Det lille fiskerleje har altid levet af havet. I middelalderen og frem til begyndelsen af 1900-tallet var det sildene, der var livsgrundlaget. Nu er det skaldyr. Her landes 95 pct. af alle svenske østers og 50 pct. af landets hummere. Hummerne fiskes på samme måde som altid: I store tejner eller bure, firkantede eller buede, alt efter om fiskeren kommer fra den ene eller anden havn. De tunge hummertejner monteres med halvrådne sild og efterlades på bunden – og så skal man bare vente.

Grebbestad er stedet, mange svenskere tager til for at spise skaldyr. Og for at bade, dykke og opleve den storslåede natur. Sidste år blev 390 kvadratkilometer af Kosterhavet gjort til maritim nationalpark. Den rækker ca. 30 km op til den norske grænse, hvor nationalparken Ytre Hvaler tager over.

Fire timer tidligere var vores båd gledet ud i havets salte, kølige vand. Vi sejlede ud mellem de bløde, gråbrune klipper, ud mod strædet, hvor Per Karlsson havde lagt sine hummertejner. Han fandt bådshagen frem og halede en lille, rød bøje ind. Båden vuggede stille, mens han derefter trak 20-25 meter line indenbords. Langsomt kom en tejne til syne. Der var ingen hummer i, men en krabbe, som han lagde i en kasse med frisk tang. Kaptajnen sejlede videre i et minuts tid og gav så et tut i hornet, hvorefter Per lod tejnen gå i vandet igen med et plask.

Udover os var der ingen både på vandet, kun det blanke hav, himlen og nogle af de titusinde øer, der efter sigende skulle være i den nordvestsvenske skærgård. På de nærmeste af øerne stod små træskure, omkring 100 år gamle, brugt af fiskerne til at opbevare net i, dengang sildefiskeri stadig var en industri heromkring.

Vi røgtede tre tejner mere, inden der var bonus. To knaldsorte hummere, omkring et halvt kilo hver, gemte sig i det våde tang i fiskekassen, da vi satte kursen hjem. Det var tidligt på sæsonen, og når vandet er koldt, er det svært at fange meget mere. Selv i højsæsonen er en hummer pr. tejne en god fangst.

Som fritidsfisker må Per højst sætte 14 tejner. Han har sine favoritsteder, hvor han fisker hummer, ligesom han har steder, hvor han plukker kammuslinger og østers. Også jomfruhummer, blåmuslinger og rejer findes her i store mængder. De er vigtige salgsvarer for de lokale fiskere, som leverer resten af aftenens gastronomiske gæstebud.

Efter en tid på havet lagde vi atter til ved bådebroen og gik op i søboden, hvor bølgerne klukkede under plankegulvet. Per satte en stor gryde vand over et gasblus, mens han fortalte om den smukke træbygnings historie.

»Søboden stammer fra omkring 1890 og blev bygget af fiskere. De havde deres bolig og redskaber nedenunder, mens der var snedkerværksted ovenpå. Der kunne de så arbejde med deres redskaber, når vejret var for dårligt til at fiske,« forklarede han.
Vi anrettede blåmuslinger, hjertemuslinger, rejer og jomfruhummere og bar dem op ad den skæve trappe til førstesalen. Heroppe hænger en del af de gamle fiskeredskaber, ligesom snedkerværkstedets rundsav og slibesten er bevaret. Nedenunder spilkogte vandet, og Per lagde hummerne i, en for en. Med ryggen nedad, så dør de hurtigst og mest nænsomt, mener han.

Hummerne var færdige tyve minutter senere, og nu går det overdådige måltid i gang. Vi knækker hummerkløer, tygger muslinger og flækker jomfruhummere, som havde vi aldrig gjort andet. Smagen er himmelsk, og herlighederne bliver skyllet ned med den lokale Grebbestad-bryg. Bagefter er der lokalproduceret tang-knækbrød med ost.

Snakken går om makrelfeberen om sommeren, og om hummerfiskeriet, der er ligeså populært i Grebbestad som elgjagt er i resten af Sverige. Om den særlige østers, ostrea edulis, der findes i store mængder i området. Den langsomtvoksende østers er blevet udråbt til verdens bedste af den franske mesterkok Paul Bocuse. Der er så mange østers, at Per kan plukke dem med net fra søbodens bådebro. Skaldyrene findes ganske enkelt ikke friskere. Eller bedre.
»Vi har eksperimenteret med masser af opskrifter. Men vi er endt med at tilberede dem så enkelt som muligt,« siger Per og fisker et saftigt stykke hummerkød ud af en knækket klo. »Smagen er bedst sådan.«

Læs også: På skattejagt i vildmarken