Hotellet til backpackere og forretningsfolk

En jordomrejse med rygsæk blev vendepunktet for Annette og Thomas Tingstrup. Nu har de åbnet Tings, et unikt hotelkoncept i Kathmandu.

Foto: Rasmus Holm

Danske Annette og Thomas Tingstrup træder ind og stiller kufferterne i Tings Lounge Hotel i Lazimpat i udkanten af det centrale Kathmandu. Lokalerne er lyse og varme, stilen er international med et stænk af afslappet skandinavisk minimalisme, naturmaterialer og asisatiske detaljer. Buddha-figurer understreger stedets positive spiritualitet.

Læs også:
Undgå at blive nægtet indrejse

Der hviler en behagelig fred over stedet, selv om hotellet kun ligger 15 minutters gang fra Kathmandus centrale og kaotiske turistområde, Thamel. Som hotellets navn antyder, er parret i modsætning til de øvrige på hotellet kommet hjem.

Parret er tilbage efter deres første ferie i over et år. De er kommet hjem til deres hotel. Et hotel, de har brugt to år på at bygge, og som åbnede dørene for betalende gæster i foråret. Allerede nu er Tings et af Nepals internationale mødesteder og førende in-steder. Med en stribe positive anbefalinger fra tilfredse gæster ligger Tings i skrivende stund nummer et på den internationale rejseside Tripadvisor.com’s liste over populære B&B’s og små hoteller i Kathmandu.

De ser sig omkring. Alt ser fint ud. Haven er groet til med basilikum, mens de har været væk. Efter at have tjekket mails og opdateret Tings Blog, går Thomas i gang med at lave pesto. Man kan ikke få pinjekerner i Nepal – så han bruger cashew nødder.
Det er to år siden, Thomas og Annette landede i Nepals hovedstad Kathmandu. Med sig havde de to rygsække og en plan. Bag dem lå deres komfortable tilværelse i det indre København. Her havde de levet, hvad man kalder det gode liv med karrierer i den dyre ende af dansk erhvervsliv, sans for design og livskvalitet i penthouselejligheden, og et aktivt socialt liv i den kreative klasse. Men de ville mere end det.

Det var ikke første gang, de to rejste ud i verden. I 2000 sagde de første gang deres gode jobs op, solgte sommerhuset i Asserbo og brugte fortjenesten til en jordomrejse med rygsæk i et år. Turen blev et vendepunkt for deres liv og efter hjemkomsten bekendte de sig til buddhismens humanistiske idealer og mødte blandt andet Dalai Lama.

Efter selv at have rejst jorden rundt, både som pilgrimme, med rygsæk, og som forretningsfolk på første klasse vidste de, at der manglede en ny type hotel for backpackers med behov for lidt luksus og for afslappede forretningsrejsende, der ønskede mere end et velfungerende, men upersonligt fire-stjernet business hotel.

Der manglede et sted, der forenede backpack-hotellernes charme og mulighed for at møde spændende mennesker med forretningshotellernes funktionalitet. Sådan et sted er Tings Lounge Hotel. Med til konceptet hører, at stedet også skal bidrage til udviklingen af landet ved blandt andet at uddanne de unge ansatte. På længere sigt er det meningen, at de ansatte skal føre hotellet videre, så Annette og Thomas kan drage videre og starte nye hoteller andre steder i den tredje verden efter samme model.
 
Ideen om at åbne et hotel kom til parret i forbindelse med en forretningsrejse til Hanoi i 90’erne. Annette var som international marketingsdirektør for Carlsberg ude og bese det lokale bryggeri. Thomas stødte til og de flyttede til et gammelt hotel, der kunne have været enormt charmerende, men absolut ikke var det.

»Vi så begge potentialet uden at tale om det. Efter vi var rejst, sagde vi næsten i munden på  hinanden, at vi godt kunne tænke os at overtage det hotel,« fortæller Annette.

»På den rejse mødte vi også en pige, som var enormt kvik, men som vi fandt ud af ikke gik i skole, fordi hendes forældre ikke havde råd til at betale skolepenge. Senere, da vi var på jordomrejse, gik det op for os, hvor mange kvikke børn, der er herude, som ikke får en uddannelse,« fortsætter Annette.

 Det blev afsættet til, at parret besluttede, at når de rundede 50, ville de rejse ud i den tredje verden og starte et unikt hotelkoncept, hvor de samtidig kunne hjælpe unge til en bedre tilværelse.

Muligheden for at realisere deres hotelvision kom til Annette og Thomas et par år før, de havde planlagt. Thomas fik mulighed for at komme ud af sin virksomhed Substanz, som blandt andet blev kendt for det populære underholdningskoncept med »Danskernes egen historie«, og parret greb chancen og gik i gang med projektet som enhver anden professionel opgave.

»Vi lavede en researchtur for at finde ud af, hvilket land, vi ville vælge, og om det overhovedet kunne lade sig gøre. Vi undersøgte konkurrencesituationen og valgte Nepal. Vi besøgte alle hoteller i Kathmandu, og undersøgte, om vi kunne få tilladelse til at bo og arbejde i landet. Vi udarbejdede et præcist koncept og vidste, at vi ville lave et hotel væk fra de traditionelle turistområder, men et sted, hvor der samtidig var lokalt livt med restauranter, butikker og så videre. Det skulle være et mødested, hvor man kunne skabe relationer og få inspiration,« fortæller Annette.

»Derfor har vi foruden værelserne indrettet fællesarealer og en Tea Lounge, steder, hvor man møder andre folk. Det er vigtigt, for en stor del af året er der ikke turister i Kathmandu. Så er de store hoteller som at være med i »Ondskabens hotel«. Hos os møder du andre mennesker, her er godt internet og du kan høre musik og hænge ud,« tilføjer Thomas.

Foruden hotelgæsterne er stedet begyndt at tiltrække både lokale og udsendte, der sætter pris på stedets stemning uden for både de officielle cirkler og turistområdernes kommercielle inferno.

»Vores største udfordring i virkeliggørelsen af projektet har været vores egen utålmodighed. I Nepal tager tingene tid. Ingen har travlt. Når de siger i morgen, betyder det kun, at det ikke bliver i dag. Og det slider på sådan nogen som os. Til gengæld er alle vi møder søde og imødekommende,« siger Annette.

»Kulturforskellen har naturligvis også været en udfordring. Vi tænker simpelthen anderledes end nepaleserne og lægger andre ting i ordene. Det skaber misforståelser. Derfor skal vi være over håndværkerne hele tiden, ellers gør de, som de synes, er rigtigt. For dem betyder det ikke noget, om tingene er fem centimeter kortere eller længere. Det betød, at de første myggenet, jeg bestilte, ikke nåede ned til sengen. Og ingen af vores møbler, som jeg selv har designet, er ens, selv om det ellers var meningen,« siger Annette.

Man hører tydeligt på stemmen, at sådanne oplevelser undervejs har været mere end anstrengende, men nu er en del af livsstilen.
Finansieringen af projektet har kunnet lade sig gøre, fordi alt, som Annette siger, er billigt i Nepal. Det meste – undtagen biler, fast ejendom samt øl og spiritus – koster en tiendedel af prisen i Danmark.

»På den måde kommer man meget langt og man behøver ikke de store investeringer. Jeg siger ikke, at alle kan gøre det, men de fleste danskere har muligheden. Æd af murstenene, drop pensionsopsparingen, sælg bilen og ændr din livsstil,« forklarer Thomas.
»Jeg har lige købt nyt tøj for første gang i to år. Vi lever spartansk her, men vi mangler ikke noget. Og vi har en gammel bil,« siger Annette.

Selve hotellet har de to danskere lejet for ti år. Bygningen var gammel og faldefærdig, da de overtog den, så den er blevet totalt renoveret efter parrets anvisninger.

Rent professionelt kører stedet langt bedre, end Annette og Thomas forventede. De er ikke helt så langt med velgørenhedsdelen endnu, men arbejder på sagen og bidrager, hvor de ser behov. De har kontakt til et børnehjem og inviterer ungerne på udflugt og i biffen. Og børnene ved, at parret er der for dem.

Vender I tilbage til Danmark?
»Ja. Engang.«
Lige nu har de et hotel, de skal passe.

Læs også: Tiden står stille i Sri Lanka