Hotel Ritz i Paris lukker i to år

Så er det nu, hvis du vil prøve det ekstravagante: Næste sommer lukker det legendariske luksushotel Ritz i Paris i to år for en større renovering.

Coco Chanels suite på Hotel Ritz i Paris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hotel Ritz

I generationer har Hotel Ritz i Paris været byens højtprofilerede luksus-hotel, hvor engang folk som Charlie Chaplin, Coco Chanel og Ernest Hemingway havde deres gang.

Læs også: Her er verdens bedste hoteller

Men siden 1979 har Hotel Ritz egentlig ikke undergået større renoveringer, og ejeren af det fornemme hotel blev tidligere i år voldsomt skuffet, da det ikke lykkedes det fem-stjernede hotel at opnå status som "palads-hotel", som betegner et top-top luksus hotel.

Ejeren af det centralt beliggende hotel er den egyptiske milliardær Mohamed Al Fayed, og hotellet var sidst for alvor i mediernes søgelys, da prinsesse Diana og Al Fayeds søn, Dodi, spiste på hotellet inden den fatale bilulykke, der kostede dem livet.

Det er ikke oplyst hvor meget renoveringen vil komme til at koste, men det ligger fast, at hotellet lukker helt i sommeren 2012 og først åbner igen 27 måneder senere.

Alle hotellets faciliteter vil blive berørt af renoveringen, inklusive de 160 værelser og suiter, men de vil beholde deres traditionelle, oprindelige stil. Dog vil den seneste teknologi rykke ind i værelserne.

Hotel Ritz er grundlagt i 1898 af Cesar Ritz og stjernekokken Auguste Escoffier, og hotellet huser også restauranten LÉspadon med to Michelin-stjerner. Også den vil være lukket i to år.