Honduras: et orgie af oplevelser

Oplevelserne venter på stribe, hvad enten man er til actionsport, turkisblåt vand, palmestrande eller vil møde maya-indianere.

Området skummer over af sanseindtryk, fra de mange nuancer af farven grøn, papegøjernes orangerøde farver til lyden af vandfald, som rammer tungt ned i dybe vandhuller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeanette B. Stenild

»Quanta... costa?« spørger min mand og peger på den parkerede gråhvide stationcar uden for La Ceiba lufthavn og røber med to ord, at vi er turister med spanskfærdigheder som et lille barns.

Læs også: Til fods, hest og cykel i Bolivia

Slaget om at få taxaen til lokalpris er på forhånd tabt. Prisen på 600 Lempiras viser – hvad vi allerede har mistanke om – at vi er stemplet som gringos, turister med en stor, fed tegnebog.

Med fægtende arme, retorisk hovedrysten og beslutsomme skridt i modsat retning får vi presset prisen ned på 200 Lempiras eller omkring 50 kroner. En okay pris for en ikke spansktalende turist. To voksne, to børn, to kufferter og tre styk håndbagage får mast sig ind i den ramponerede Toyota fra midt-1990erne.

De største oplevelser i Honduras i naturen
Vi er i Honduras. Landet, som har lagt navn til udtrykket »Bananrepublik« på grund af dets altdominerende eksportvare – bananer. Siden sidst i 1800-tallet, hvor Nordamerika og Europa fik smag for bananer, har havnene i den nordlige del af Honduras fungeret som afsendingskanal for bananhøsten til det sydlige USA. Det er da også amerikanerne, som har den største glæde af den populære landbrugsvare; 75 procent af bananproduktionen i Honduras ejes af amerikanske virksomheder.

Honduras, med grænse til Guatemala mod nordvest, El Salvador i vest og Nicaragua i syd, er Latinamerikas næststørste land og samtidig et af de tyndest befolkede med blot 7,5 millioner indbyggere.

Ud over en spændende historie findes de største oplevelser i Honduras i naturen, og vi har besluttet at bruge de næste 11 dage på at whitewater-rafte, lære om kaffeproduktion, bade i varme kilder, ride på heste og meget mere.
Så selv om den caribiske kystlinje med Bay Islands trækker med sit turkisblå vand og verdens næststørste koralrev, er vi ikke rejst den halve klode rundt for en badeferie.

Mødet med Honduras er ud over frodig natur og fugtig tropevarme også et møde med massiv fattigdom. 60 procent af befolkningen lever under Verdensbankens fattigdomsgrænse.
Det placerer Honduras som nummer tre over de fattigste lande i den vestlige hemisfære, kun overgået af Haiti og Nicaragua. Især efterkommerne af de oprindelige mayaindianere lider under landets dårlige sociale system.

Honduras ry som et af Latinamerikas mest kriminelle lande betyder også, at man bør tage sine forholdsregler og undgå øde områder uden en guide eller at rakke rundt om natten. Den meste kriminalitet er dog politisk eller narko- og banderelateret og ikke overfald på uskyldige individer.

Maya-indianeres højborg 
Vores rute i Honduras går fra La Ceiba i øst til Copan i nord og tilbage igen til Pico Bonito tæt på den caribiske kyst. Vi rejser med bus frem for bil. Udover at det er en komfortabel måde at rejse på, er fordelen, at hele familien kan nyde kulissen af bjerglandskaber, landsbyer og hverdagslivet, der passerer forbi udenfor.  

Copan er som at træde ind i en anden verden. De oprindelige maya-indianeres højborg kan bedst karakteriseres som den romantiske idé om Latinamerika med haciendaer, brostensbelagte gader og hyggelige restauranter. Lille af størrelse, men stor på oplevelser.
En af dem er muligheden for at ride på heste rundt i området. Vi har set mere kornfede heste end Copans krikker, og det er ikke uden bekymring for dyrenes velvære, at vi begiver os ud på en tre timers tur på hesteryg.

På ruten passerer vi Copan-floden, der er samlingssted for de lokale, som spiser, bader og vasker tøj i det livgivende vand. For enden af ruten besøger vi den lille mayalandsby La Pintada, hvor 60 familier med i gennemsnit syv børn, bor i simple hytter lavet af ler og blik. Den væsentligste indtægtskilde for familierne i La Pintada er salg af blomster og dukker lavet af tørrede majsblade.
Lille Nelly på syv år er en af mange børn, som stolt viser de små halvkrøllede blomster frem.
»Ten lempiras, ten lempiras,« siger hun og de andre børn i kor på engelsk, inden de på foranledning af vores guide begynder at synge mayaernes nationalsang for os.

Vores guide giver os en rundtur i området og fortæller på spansk om livet for de hårdt prøvede nutidige mayaer, og til trods for vi ikke forstår detaljerne, oplever vi essensen af det hele.
Med tasken fuld af blomster, som kommer til at ligge i skuffen-med-unyttige-ting-vi-ikke-nænner-at-smide-ud, rider vi tilbage til Copan, hvor livet er en skinnende kontrast til hverdagen blot nogle få kilometer væk.

»How are you doing?« spørger Juan-Carlos ved indgangen til mayaruinerne uden for Copan by. De næste par timer skal han ikke alene vise os rundt i resterne af templer, skulpturer og hieroglyffer fra 250-900 e.kr., men også fortælle om stedets historie.
»Min søn går på det tekniske universitet i Ceiba,« siger han med lysende øjne ind imellem fortællingen om mayaindianerne.
Ved at arbejde som guide har Juan Carlos banet vej for et nyt kapitel i familiens fremtid. Hans søn bliver den første, som får en egentlig skoleuddannelse. Det er stort, og Juan Carlos personlige historie står som en positiv modsætning til den triste om mayacivilisationens storhed, skæbne og fald.

Tænder udskiftet med grønne jadesten
Over en tusind år lang periode er det fortællingen om en kultur, hvor mayakalenderen hver 52. år indvarslede en ny generation, hvilket betød, at den ny konge byggede et nyt tempel udenpå den eksisterende. Resultatet er, at mayatemplerne er arkitektoniske udgaver af de russiske babushkadukker.

Men det er også historien om fortidens skønhedsidealer, hvor kongebørn fik trykket panden flad, så næsen syntes større, fik tænderne udskiftet med grønne jadesten og øjnene manipuleret til at skele. Og ikke mindst er det en beretning om en kultur, der gik til grunde på grund af massiv udnyttelse af naturens begrænsede ressourcer og en efterfølgende kamp om retten til mayatemplernes værdier, der i stort omfang er blevet fjernet af udenlandske arkæologer og i dag findes på museer i England og USA.

Modsat både Guatemala og Nicaragua, som har mange aktive vulkaner, findes der ikke vulkaner i Honduras. Man bliver dog ikke af den grund snydt for nogle af naturens vidunderlige luner.
Overalt i landet siver damp op af jorden på grund af et stort antal underjordiske vulkanårer. De steder, hvor varmen fra jordens indre blandes med ydre vandårer, dannes naturlige varme kilder.

"Zip-line" flere hundrede meter over jorden
Luna Jaguar i yderkanten af Copan og de varme kilder i Sambo Creek ved La Ceiba er blot nogle af de steder, hvor det er muligt at blive smurt ind i skønhedsfremmende mudder og tage svalende bade, mens fuglenes kvidren og insekternes summen danner baggrundsmusikken.
Da vi alligevel er i Sambo Creek, prøver vi også en af de længste sammenhængende »zip-line« på disse breddegrader. Spændt fast i en wire, glider vi henover trætoppene fra træ til træ flere hundrede meter over jorden. Der er 18 sammenhængende wirer, og den længste enkeltstrækning er over en kilometer lang. Det minder om barndommens tovbane, bare meget sjovere.

Pico Bonito er et eventyr i bogstaveligste forstand. Området skummer over af sanseindtryk, fra de mange nuancer af farven grøn, papegøjernes orangerøde farver til lyden af vandfald, som rammer tungt ned i dybe vandhuller.
Her er på en gang stille og på samme tid en insisterende larm af natur. Når man trækker vejret, kan man mærke den rene luft langt ned i lungerne – og det føles skønt. Alt dette er indbegrebet af Pico Bonito, Honduras nationalpark mod øst.
Pudsigt nok er det en udlænding, der har sat området på kortet for international turisme.

For 20 år siden rejste den professionelle kajakroer Udo Wittemann sammen med det tyske landshold til Latinamerika for at ro på områdets mange floder. Udos møde med det dengang uberørte og ukendte Rio Cangrejal skulle vise sig at blive skelsættende.
»Da jeg sejlede ned af Rio Cangrejal, var jeg overbevist – det her sted var fantastisk for whitewater rafting. Jeg har aldrig prøvet noget lignende andre steder. En nats regn kan få vandet til at stige ti meter,« fortæller Udo over en øl i Omega Tours øko-resort, som han har opbygget, siden han i 1992 for håndører købte et stykke jord i Pico Bonito.

Jungle-trek ind i Latinamerikas mest utilgængelige natur
I dag tilbyder Omega Tours, udover whitewater rafting, mountainbiketure, hikes og laguneture, jungle-trek ind i Latinamerikas mest utilgængelige og uberørte natur i La Moskitia i den sydøstlige del af landet.

Som familie har vi en fast regel, når vi rejser: Der skal være noget for alle aldre. Derfor er et besøg til den familieejede kaffeplantage Santa Isabel også på programmet.

Efter en rask 30 minutters køretur over stok og sten ankommer vi til højlandsplantagen. Kaffe høstes fra november til marts, så da vi besøger plantagen i april, ser vi hverken plukkere eller produktion. Vi får dog stadig et godt indblik i livet på en kaffeplantage. Mens ungerne drøner rundt i det frodige område, der ud over kaffebuske også byder på hængebroer, bananpalmer, kanelplanter, kardemomme og fugle i alle regnbuens farver, finder vi ud af, at kaffeplanter bliver omkring 25 år, efter et par år giver afgrøder, og at en kaffeplukker tjener omkring 45 kroner for en ni-timers arbejdsdag.

Besøget slutter med en typisk honduransk frokost med kylling, bønner, ris og sød dessert – og nybrygget kaffe til hele familien.
Udover at blive klogere på eksempelvis kaffeproduktion, er turen til Honduras desuden oplagt at bruge på at forbedre spanskfærdighederne enten på sprogskole eller ved frivilligt arbejde. Landet boomer med muligheder for begge dele.

Missionærer fra USA
Især det frivillige humanitære arbejde er populært blandt udlændinge. På vores rejse møder vi missionærer fra USA, som er hernede for at udbrede det kristne budskab, unge studerende som hjælper med it- og engelskundervisning på lokale skoler, men her er også midaldrende, etablerede folk som skolelærerinden Sharon og hendes mand Peter, der har taget 9 måneder ud af deres kalender for at lære unge honduranere engelsk. En opgave som har vist sig at noget anderledes end forventet.

»Jeg troede, vi skulle undervise fattige børn, som ellers ikke fik mulighed for nogen særlig skolegang, men virkeligheden er, at de fleste af eleverne er fra de bedrestillede familier, som har råd til betale for børnenes undervisning,« fortæller Sharon.
Alligevel er hun glad for oplevelsen, selv om hun ikke kan leve af den løn hun får for sit arbejde.
»Vi har penge med hjemmefra; det er den eneste måde, det kan lade sig gøre at være her. Men det gør også, at vi har en begrænset tid hernede.«

Honduras er et orgie af oplevelser langt fra kommercielle turistdestinationer.
Hvis man dertil har en smule legebarn i maven, fås det ikke bedre. Hvad enten man vil bade i vandfald, glide flere kilometer i en metalwire hen over trætoppene, slappe af i naturligt opvarmede kilder, ride westernstil, udfordre skæbnen ned af Rio Cangrejal i en gummibåd eller presse lungerne ud af halsen på en mountainbike, dykke i koralrev, se aber og eksotiske fugle, ligge i en hængekøje eller på en sandstrand. Interesserer man sig for historie, er Maya templerne i Copan et stop værd. Alt er muligt.

Den primære opgave er at vælge til og fra – for Honduras kræver mere end 11 dage, hvis man vil det hele. På den anden side er det rart at vide, at der er masser af muligheder for såvel førstegangsbesøgende som den returnerende gæst.

9 årstal i Honduras hårde historie
1502: Christopher Columbus opdager Honduras og erklærer området for spansk. Navnet opstår efter »det dybe hav« ud for den caribiske kyststrækning. Den oprindelige befolkning består hovedsageligt af mayaindianere, men derudover også lenca-indianere, der holder til den vestlige og centrale del af landet.

1524: Spansk militær rykker ind i højlandet for at kolonisere hele Honduras, ligesom man havde gjort i Guatemala og Mexico.

1537:
Med lenca-indianernes leder, Lempira, i spidsen, samles over 30.000 mand til kamp mod spaniernes invasion. En kamp, der er hård og blodig, men holder spanierne i ave en kort periode.

1538:
Lempira bliver dræbt under fredsforhandlinger i 153,7 og året efter erklæres Honduras for spansk koloni.

1570: Der bliver fundet guld og sølv i området omkring hovedstaden Tegucigalpa. Pirater især fra Holland begynder at hærge i det caribiske hav og overfalder handelsskibe på vej til Europa med værdierne. Piraterierne fortsætter de næste 50 år, indtil det lykkes europæiske  militærskibe at stoppe overfaldene.

1821: Honduras opnår selvstændighed sammen med Guatemala og Mexico. I første omgang bliver Honduras en del af Mexico, men i 1835 er den selvstændige Honduranske republik en kendsgerning.

1969: »Fodboldkrigen« starter. El Salvador angriber Honduras under en landskamp mellem de to lande, og i det næste årti er landet præget af guerillakrig i grænseområdet mellem de to lande. En krig, hvor USA med den republikanske præsident Ronald Reagan i spidsen, støtter El Salvador økonomisk og militærteknisk. I 1980 underskrives en fredsaftale mellem El Salvador og Honduras. Men diskussionerne om retten til grænseområderne florerer stadig i dag.

1998: Orkanen Mitch rammer Honduras, dræber 5.000 og gør 1,5 mio. mennesker hjemløse. Det internationale samfund, med USA som primære støtte, rejser 600 millioner dollar til opbygningsarbejde og nødhjælp.

2000-: Landbrug har altid været Honduras vigtigste sektor, men størstedelen drives og ejes af amerikanske virksomheder, så selv om de seneste  præsidenter alle er kommet til magten med paroler om økonomiske og sociale reformer, er den manglende kontrol og styring med landbrugssektoren en af de væsentligste grunde til, at landet stadig kæmper med fattigdom og ustabilitet.

Læs også: Drop hotellet - bo hos de lokale