Hollywood nu også i voks

Hollywoods største stjerner til alle tider kan nu også ses og berøres i Hollywoods eget vokskabinet.

Voksfigurerne af Angelina Jolie og Brad Pitt bliver fotograferet ved åbningen af Madame Tussauds Hollywood. Fold sammen
Læs mere
Foto: Phil McCarten
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu kan man også se stjernerne i voks på Hollywood Boulevard, når man er blevet træt af at se dem komme gående - eller af at de ikke lige kommer gående.

Se også: Hollywoods dødsrute hitter

Den senest tilkomne filial af Madame Tussauds voksmuseum i Hollywood-bydelen i Los Angeles er - lige ved siden af Grauman's Chinese Theatre og ikke ret langt fra Oscar-uddelingernes Kodak Theatre - og på vejen, når man følger stjernerne i fortovet på the Hollywood Walk of Fame. Museet ligger lige ud for Michael Jacksons stjerne.

Museet vil udstille tro kopier af 115 stjerner fra Hollywoods elite, men der vil bl.a. også være musik, lydoptagelser og paparazzier til at ledsage dem. Bare rør ved dem Og ja, det vil være tilladt at give dem et knus, blive fotograferet sammen med dem og fjolle med dem.

"Man må godt røre ved dem, tage dem på røven og hviske ting i øret på dem. Hvad sjovt er det ved at være så tæt på stjernerne, hvis man ikke må det," spørger Drew Potton, marketingchef for museerne i Los Angeles og Las Vegas.

Moses deler havet
Stjernerne udstilles komplet med kostumer og rekvisitter: Det Røde Hav deler sig på Charlton Hestons befaling (han spillede bl.a. Moses i "De ti Bud"), et bruserforhæng i et badeværelse skjuler et knivmord (fra Alfred Hitchcocks "Psycho") og man kan optræde sammen med Whoopi Goldberg som nonne i "Halløj i klostret".

Man kan også cykle ved siden af Lance Armstrong i Tour de France (og prøve om man kan følge med) eller tage plads på en bænk ved siden af Tom Hanks (fra "Forrest Gump").

En håndfuld kendisser i de forskellige Madame Tussaud-museer er knyttet til det sted, museet er placeret, fortæller Potton. "Og jeg har mine foretrukne hvert sted. I Berlin elsker jeg at sidde i sofaen hos Freud og i London drikker jeg té med dronningen."

Omvendt er der en håndfuld, der er repræsenteret i samtlige ni Tussaud-museer: Bl.a. præsident Obama, Brad Pitt, Angelina Jolie og Beyonce Knowles. Den største af figurerne i Madame Tussauds Hollywood-vokskabinet er Shrek, hvortil der gik næsten et halvt tons voks.

Nej tak fra Mother Teresa
Den eneste, der hidtil har afvist at lade sig udstille i vokskopi, er nonnen kendt som Mother Teresa, der indtil sin død arbejdede blandt fattige i Calcuttas slum.

Da de henvendte sig fra Madame Tussauds, svarede hun: "Jeg er smigret over Deres anmodning, men jeg er ikke nogen berømthed. Jeg tager mig af andre mennesker, det er, hvad jeg gør." Madame Tussauds behøvede strengt taget ikke at spørge om lov for at udstille en vokskopi, men man respekterede hendes afslag.

I Hollywood er Marilyn Monroe udstillingens interaktive blikfang udenfor, mens præsident Obama tager officielt imod indenfor. Da Marilyn Monroe på den måde vil blive udsat for en del sol er hun fremstillet af silicone og glasfiber.

Løbende vedligeholdelse
Et hold på fem vedligeholder løbende de udstillede figurer. Uheld vil ske, en arm brækker, tøjet får pletter og håret kommer i uorden. Til gengæld vil figurerne næppe forsvinde, for de er boltet fast til gulvet.

Ved udgangen fra museet har publikum mulighed for på skærme at stemme på, hvilke ni nye berømtheder der skal føjes til samlingen næste år.