Højhuse og effektiv skiløb

Da skisportsstedet Les Menuires blev bygget i 1960’erne, skelede man til den arkitektur og succes, man havde haft med at udbygge forstæderne i de franske storbyer.

De nyere huse i skisportsbyen er bygget i en mere traditionel alpe-stil. Men de første, fra da byen blev anlagt i 1960'erne, som skimtes i baggrunden, er grimme, ucharmerende betonsiloer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Meget kan man sige om Les Menuires – men kønt er det ikke.

Næste: Den anden side af Menuire

Bestemt ikke. Men det er der faktisk ingen af de fire franske skibyer i De Tre Dale, der kan rose sig af.
Hverken Val Thorens, Méribel eller for den sags skyld de mere »ovesklasseprægede« Courchevel-byer er, hvad man umiddelbart forstår ved et rart sted med hygge, stemning og sjæl.

Det finder man ikke i Frankrigs største skiområde. Måske lige med undtagelse af det fjerneste hjørne i det store område, hvor en oprindelig landsby i Val Thorens-dalen (eller Vallée des Bellevill, som den rettelig hedder) også er forbundet med skisystemet.
Saint Martin hedder bjergbyen med kirke, smalle gader, fastboende lokale franskmænd og stadig arbejdende landbrug. Man kan lugte køerne i stalden.

Men det er heller ikke stemning, skiløberne i første omgang kommer for. Det er skiløb, effektivt skiløb og rigtig, rigtig meget af det.
Og det opfylder Les Tres Vallées til fulde. Les Menuires er »årsungen« i De Tre Dale. Mens Méribel i nabodalen, Vallée des Allues, allerede fik besøg af de første skiturister i 1920-30, og den parallelle dal, Valle des St. Bon, efter krigen begyndte udbygningen med  Courchevel-skibyerne, var bjergbønderne i Belleville-dalen tilbageholdende.

Ganske vist havde de et hårdt og arbejdsomt liv, og stadig flere af de unge forsvandt fra dalen, men man vidste dog, hvad man havde. Den jord, som var nedarvet i generationer, var ikke sådan at give slip på.
Bjergbønderne boede i småbyer i den nederste del af dalen, hvor jorden kan dyrkes. Og om sommeren drog de med deres dyr op til græsområderne i de ubeboede og højere områder.

Clément Borrel, som er skiinstruktør og viser os omkring i skisystemet, fortæller, hvordan han om sommeren tog med sin mor og dyrene op i bjergene. Længere tid tilbage er det, der nu er historie, ikke.
For de blev overbevist, bønderne. Udsigten til en ensom alderdom i en døende bjerglandsby kontra nye arbejdspladser, der kunne holde børn og børnebørn i dalen, var argumenter, der kunne forstå.

Investorerne stod på spring, og det lokale byråd og præsten fik sikret, at turismen blev til beboernes fordel. De fik garanti for, at det var de lokale, der fik arbejdet i hoteller og lifter, med at præparere pister og med vedligeholdelse i det hele taget. Principperne for bæredygtig turisme længe før det begreb blev opfundet.

Entrepenører og investorer rullede ind på de ubeboede græsgange. Med sig havde de et projekt, hvor man havde skelet til tidens højhusbyggerier omkring de franske storbyer, der med succes hurtigt havde skaffet de nødvendige boliger til den voksende befolkning.
I 1964 åbnede den første lift, og siden er højhuse med hoteller og ferieboliger vokset op, hvor de højeste er i 16 etager, og et U-formet anlæg bygget. Det åbner sig mod bjerget, og pisterne ender inde i U’et, hvor restaruanter, caféer og barer ligger på række i første parket med udsigt til pister, skiløbere og bjergene.

Inde i bygningerne er der i underetagen shoppingcenter med supermarked, en række delikatesseforretninger, for det er populært at kunne tage let og lækker mad med hjem til ferieboligen, samt et hav af sportsforretninger med tøj og udstyr til aktiviteterne i sneen eller i bjergene i sommersæsonen.

Først i 1970’erne blev der skiløb længere op i dalen til det nyåbnede højtliggende Val Thorens. Her er der gletsjer-skiløb og indtil for ti år siden også sommerskiløb. Klimaændringerne har sat en stopper for den fornøjelse. Nu smelter sneen om sommeren på gletsjeren.
Les Menuires udbygget stadig, men nu hersker andre bygningsregler: Der må nu kun bygges i traditionel chalet-stil med skå tage og højst i seks etager. Desuden skal der være træfacader.

Samtidig er ejerne af de gamle højhuse i fuld gang med at renovere og gøre dem tidsvarende. For eksempel lægges de mindste ferielejligheder sammen til de større boliger, som skituristerne foretrækker i dag.
I 1983 blev der anlagt lift og piste til hyggelige San Martin, og Belleville-dalen kan nu dække alle behov.

Val Thorens har mest underholdning, natteliv og unge skiløbere. Les Menuires er for familierne med et større udbud af de lidt lettere pister og Saint Martin, som i starten stod for det enkle, er nu godt på vej til at blive det eksklusive.
Her køber de rige og kendte, som synes Courchevel er blevet lidt for meget, nu ferielejligheder, og her vil dalens første fem-stjernede hotel åbne til skisæson 2011/2012.

Næste: Den anden side af Menuire