Høj puls i Alperne

I de sydlige Alper med udsigt til Comosøen kan man vandre i barske bjerge om dagen og nyde en flaske god italiensk vin om aftenen.

Det går opad, når det store bjerg ved Comosøen, Monte Legnone, skal besejres. Ja, det sidste stykke til toppen minder vandreturen mere om bjergbestigning. Så stejlt er det. Langt nede i det fjerne ligger Comosøen og byen Colico. Fold sammen
Læs mere

Jeg pruster og stønner, jeg sveder og værker, jeg kigger lige op en i helt ok manderøv.
Ja, faktisk har jeg prustet og stønnet længe og set op i ikke så få manderøve de seneste timer. De er dog ærbart og fornuftigt klædt i praktiske og svedtransporterende bukser af mærker som Haglöfs og North Face.

Læs også: Vandring i Mallorcas bjerge

Sådan er det at gå op ad skrænterne i de såkaldte Bergamoalper i gåsegang sammen med en flok andre vandringsmænd, hvor stierne, eller rettere sporene, flere steder er så smalle, at der ikke er plads til at gå side om side for at sludre eller nyde landskabet.

Nej, det bliver ved bagdelen, når det er stejlt. Det gør i øvrigt heller ikke noget. Det er så hårdt og så anstrengende, at det alligevel ikke er til at koncentrere sig om andet end at lade det ene skridt tage det andet, nogle gang med hjælp fra hænderne, og holde styr på åndedrættet.

Når stigninger fortager sig efter mange seje timer opad, og bliver til åbne alpeenge eller rå, alpine landskaber, viser Bergamoalperne sig fra deres allesmukkeste side.

Luften er klar og frisk, Solen brænder næseryggen rød, kinderne blusser, og så langt øjet rækker til siderne og opad, er der takkede bjergkamme med snekrymmel på toppene. Det er sliddet værd.
Og vender man blikket nedad, ligger der en lille sø og blinker langt dernede omkranset af miniputbyer. Det er Italiens tredjestørste sø, den cirka 150 kvadratkilometer store Como-søen. Lige så stor, den virker ved dens bredder, ligeså lille virker den heroppe i omkring 2.000 meters højde.

Velkommen til Bergamoalperne omkring Comosøen. Velkommen til et fantastisk vandreland, der byder på bistre bjerge, smukke landskaber, fantastiske oplevelser og en natur, der nok er fjern fra den danske, men alligevel kun et par timers flyrejse fra Danmark.
Dertil kommer selve Como-søen med dens caféer og restauranter og mange hyggelige byer, der bl.a. tæller Lecco, Como og Varenna.

Så kan man lide at vandre i bjerge om dagen, og nyde mad, vin og venners selskab om aftenen, bør man tage en tur til Bergamoalperne og Comosøen. Dernede i Norditalien kan man opleve det hele på en gang.
Basecamp for Rejselivs udsendte er en ferievilla i byen Colico med pool og udsigt til søen. En villa med egen pool og så stor, at der er plads til et par familier eller en stor flok venner. Målet er, ud over at hygge sig sammen med god vin og ditto mad i aftentimerne at vandre fire dage i bjergene, samt at nå toppen af det lokale højdepunkt, det 2.609 meter høje Monte Legnone.
Sidstnævnte er dog ikke sådan lige gjort, for bjerget lader sig kun stræbende besejre. Der bliver gjort to forsøg på to dage, og kun to ud af denne gruppe på 11 danske vandringmænd forstår og formår kunsten at bestige Monte Legnone på denne tur.

På førstedagen gør snedække det umuligt at følge den afmærkede rute til toppen. Dertil kommer sne, våd og tung af Solens stråler. Benene synker i til knæene, ankler isner, og fodtøjet bliver sjaskvådt. På andendagen, med et andet udgangspunkt, når de to bjerggeder dog toppen og kan i knæhøj sne folde Dannebrog ud og lade det blafre i vinden.
Godt gået. Desværre ikke af Rejselivs udsendte. Han er vendt om lidt over halvvejs. Han er ude for at vandre, ikke bestige bjerge. Når det bliver sådan noget med at gå langs smalle afsatser med den ene hånd klamrende til en kæde monteret i klippevæggen, og  hvor hvert skridt kan blive det sidste, siger han stop og vender om.

Men hvad gør det? Han er primært kommet for at vandre, og det er maj, det er godt, det er frit, og det er bjergtagende.
Men også hårdt. Når der bliver trådt til, overdøver lyden af åndedræt og puls alle andre lyde. Småsnak og pludder i geleddet bliver til tavs koncentration, når det går opad i gåsegang.
Og opad går det. Flere hundrede højdemeter og flere timer bliver tilbagelagt for at nå de grå og rå bjergsider, hvor bevoksningen er lav og kuet, og hvor sneen trods sommerens komme nægter at smelte og stædigt ligger hindringer i vejen for de danske vandringsmænd. De rislende bække af smeltevand afslører dog, at sneen lever på lånt tid.

Undervejs går det forbi de grønneste enge og vilde vandfald, gennem de tætteste skove og de kønneste dale med tæpper af småblomster. Det går gennem isolerede småbyer, der endnu ikke er vågnet op til sommersæson, hvor de bliver befolket af vandrere. Det bliver sågar til et enkelt møde en en gemse, der fra behørig afstand holder øje med den vandrende flok.
Det kræver gode lunger, gode ben og gode støvler. Men selv det bedste grej forhindrer ikke ømme lægge og lår, for der skal også vandres nedad igen. En flere timer lang nedstigning gennem tung sne, på stenede stier og løst underlag, får muskler og led til at jamre.

Alle dage er udgangspunktet det samme. Huset i Colico. Som et stjerneløb. Nogle dage med bil frem til et egnet sted at vandre fra for at undgå alt for mange højdemeter. I øvrigt er bjergvejene på de her kanter svært snævre og stejle. Sine steder er de angstprovokerende tæt på svimlende dybe afgrunde.

Andre gange begynder vandreturen direkte fra huset. Det ligger stort set for foden af Monte Legnone og det er bare at hanke op i rygsækken, forlade baghaven, følge kortet og den afmærkende rute, sætte kurs mod et par tusinde meters højde og lade puls og sved indfinde sig. Længere oppe er der kuldebid i luften, og det er på med en jakke. Helt oppe også en ekstra svedundertrøje.
Ruterne i dette område af Bergamoalperne er godt afmærkede, og det medbragte kort er anvendeligt. Dermed er det muligt planlægge ruterne fra dag til dag. Det klare vejr og dermed synet af Comosøen hjælper til en eller anden form for oplevelse af stedsans.

På turens sidste dag bliver dog også stedsansen sat på prøve. Bjergene vælger at være ugæstfrie efter tre dages godt vejr, skyerne trækker sig sammen efter den hidtil stejleste opstigning på hele vandreferien, 500 højdemeter på to kilometer gennem timianduftende buskads og småskov.
Det er så stejlt, at der nærmest bliver kravlet.

Pludselig kommer tågen rullende. Den dækker hele landskabet i gråt, og det gælder om at gå tæt, så lav er sigtbarheden. Med tågen kommer regnen. Masser af regn, i timevis, det er surt, det er koldt, det er vådt, og der bliver tilmed gået forkert et par gange.
Da vi når tilbage til huset, fyldes det lynhurtigt med lugten af mandekrop, vådt tøj og klamme støvler.
Alt det ændrer dog ikke ved, at bjergene omkring Comosøen er det helt rigtige sted at tage hen for danske vandringsmænd, der gerne vil træde til og opleve en alpin natur helt anderledes end den derhjemme.
Dertil kommer, at det er en billig ferieform, når man flyver lavpris og deler et hus. Så på med rygsækken og vandrestøvlerne. De norditalienske bjerge kalder.
 

4 andre ting at lave ved comosøen

Besøg en villa
Søen er omgivet af smukke gamle villaer, blandt andet Villa del Balbianello fra 1787, som er en af de mest filmede, bl.a. i Casino Royale og Star Wars. Man kan få en guidet rundtur i villaen eller – som mange russere gør – betale 120.000 kr. for at blive foran parasoltræet foran villaen.

Tag på shoppingtur
Ved indgangen til den gamle bydel i Como By er der hver weekend et stort marked med gode tilbud på sko og tøj. Er man mere til antikviteter og designerstole, skal man finde boderne og butikkerne lang bag domkirken.

Luft badetøjet
Selv om Como er en sø, er her også strand. Lido di Bellagio er den luksuøse, hvor man køber sig adgang til bl.a. svalende telte og en high-end restaurant. Lido di Lenno er den lounge-agtige med lave møbler og bløde puder, og Lido Menaggio til børnefamilierne med bl.a. legeplads og volleyballbane.

Sæt sejl
Ingen sø uden sejlture. Man kan leje sin egen båd eller man kan tage med på en af de mange arrangerede ture på den 146 kvadratkilometer store sø. Man sejler forbi de enorme villaer, nyder udsigten til bjergene, og får på de fleste ture serveret lækker italiensk frokost.

Læs også: Vandring i Kaukasus-bjergene