Hitlers knytnæve mod vest

De tyske fæstningsanlæg på Kanaløerne er nogle af de største og mest velbevarede.

Fort Grey på kanaløen Guernsey er bygget oven på en af tidligere tiders befæstninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Wang.

Blæsten slår som en hammer ind fra havet. Vi nærmest læner os op mod den som mod en genstridig dør, der ikke vil lukke. Her er smukt og barsk med brændingen, klipperne og de gule, gyvelagtige, tornebefængte buske, der findes overalt på disse øer.

Se også: Nazi-paradis åbnes for turister

Foran os rejser sig som en middelalderborg i et eventyr et tårn; på en gang imponerende og frastødende. Men det er ikke middelalder. Tårnet her på Guernsey og dets fæller øen rundt og på de andre øer her i Den Engelske Kanal er kun godt et halvt århundrede gammelt, og det indgår ikke i et eventyr. Det er forfærdende virkelighed; for tårnet og alle de andre fæstningsanlæg her på øerne var en del af den tyske diktator Adolf Hitlers Atlanterhavsvold.

Her på Kanaløerne, eller De Normanniske Øer, som de oprindelig hedder, Jersey, Guernsey, Alderney og Sark, findes nogle af de største og mest velbevarede af de tyske anlæg.

Man kan besøge øerne af mange grunde: naturen, de idylliske engelsk-fransk prægede småbyer med de kønne haver, maden eller for at spille golf. Men man kan også sejle ud på Kanalen for at se virkeliggørelsen af en af Hitlers mest storstilede og excentriske planer.

Kanaløerne var det nærmeste, Hitler nogensinde kom sit ønske om at erobre England. Da tyskerne i foråret 1940 tromlede gennem Belgien, Holland og Frankrig, tog de også en afstikker til havs havet og besatte øerne.

Hitler havde en idé om, at de skulle omdannes til et nazistisk ferieparadis gennem hans »Kraft durch Freude«-organisation. Men han frygtede også – navnlig efter at amerikanerne gik ind i krigen i december 1941 – en invasion. Øerne skulle indgå i befæstningen af den europæiske Atlanterhavskyst, og et kæmpe anlægsarbejde blev sat i værk.

I virkeligheden forgæves. Øerne er oversået af kanonstillinger, observationstårne, bunkere og underjordiske anlæg, bl.a. et stort underjordisk hospital på Jersey. Men bortset fra at man fra øerne kunne overvåge sejladsen og de allieredes konvojer gennem Kanalen, havde øerne ingen videre militær betydning. Deres ringe størrelse og de vanskelige besejlingsforhold gør dem umulige som trædesten for en invasion – hvad enten den nu skulle gå den ene eller den anden vej.

Alligevel blev der bygget og bygget. Dels ved frivillig arbejdskraft; dels og især ved slavearbejdere, der levede under forfærdende forhold. Da det gik højest, havde tyskerne næsten 50.000 mand på øerne.

Som vores rejseleder, historikeren Torsten Granov fra CulTours tørt bemærker, havde de tyske officerer og soldater måske heller ikke den helt store interesse i at modsige Hitler. Hvis alternativet var at blive sendt til Østfronten, kunne man nok affinde sig med en kedsommelig vagttjans på en solbeskinnet ø.

Eller sol og sol. De fleste af os kender formentlig kun Kanaløerne fra tv-krimien Bergerac med en ung »Barnaby«, skuespilleren John Nettles, i hovedrollen. I Bergerac skinner solen altid. Det gør den langtfra altid på virkelighedens øer. Vejret er omskifteligt fra livgivende solstråler over kraftig sidevind til silende regn.

Men selv når vandet står i tove, er her betagende. Palmer veksler med rå klipper og fintklippede engelske græsplæner. Livsstilen er fredsommelig og afslappet; vi ser ikke skyggen af graffiti, men masser af mænd og kvinder fra den store finanssektor i deres business-tøj. Mange gade- og vejnavne er franske, skønt øerne har været en del af det britiske kongerige siden 1066.

Det vil sige: På øerne spøger man med, at det i virkeligheden er Storbritannien, der hører under dem. Øerne var nemlig en del af Normandiet, da Vilhelm Erobreren i 1066 underlagde sig England. Adolf Hitler selv satte aldrig en fod på øerne; og hans håb om at erobre England blev stækket 6. juni for 65 år siden, da allierede styrker gik i land på Normandiets kyst og derfra sammen med sovjetiske styrker fra øst nedkæmpede Tyskland.

De allierede sejlede uden om øerne og ønskede ikke at bruge krudt på at indtage dem. De blev først befriet, da de sidste tyske besættelsestropper overgav sig i maj 1945. Fra invasionen og indtil da var øerne afskåret fra omverdenen, og der udbrød hungersnød i vinteren 1944-45. Kun fordi det lykkedes at få et Røde Kors-skib frem med forsyninger til civilbefolkningen, undgik man en sultkatastrofe.

Den historie kan man følge på de glimrende museer på øerne om krigshistorien og i de mange velbevarede fæstningsanlæg.

Anlæggene står for en stor del intakte og indrettet med originale genstande og opstillinger, så man kan se, hvordan livet er levet under jorden. At fæstningene er så velbevarede, skyldes et omfattende frivilligt arbejde. Hver bunker har næsten sin egen forening; og, fortæller vores lokale guide, David, det er lige før, der er en vis konkurrence mellem grupperne om, hvem der kan præsentere den fineste og mest velbevarede bunker.

De fleste af os, der er med på denne rundrejse, har været med på CulTours første og meget populære Normandiet I-tur, hvor man ser invasionsstrandene, besøger krigskirkegårde og genoplever invasionen på forskellige museer. På denne Normandiet II-tur er Kanaløerne hovedattraktionen, men den ni dage lange rejse byder også på andre indtryk.

Før og efter besøget på Jersey og Guernsey er vi gennem betagende belgiske landskaber langs floden Maas (Meuse). Vi ser, hvor tyskerne brød igennem i 1940 og går rundt oven på det underjordiske fort Eben Emael, hvor tyskerne foretog verdenshistoriens første landsætning med svævefly. Vi står ved broen, hvor den amerikanske general Patton bogstavelig talt skreg sine pansertropper fremad, og vi er i byen Villers-Bocage, hvor den tyske panserofficer Michael Wittmann egenhændigt gjorde det af med 25 engelske kampvogne.

De militærhistoriske rejser med CulTours er ét rullende foredrag, hvor begivenhederne i de to store krige, der har formet Europa i dag, bliver levende uden for bussens vinduer. Vi får også gået en del – og klatret og kravlet. Denne »ferie« er ind imellem en hård tørn med program fra otte morgen til 18-19 stykker om aftenen.

Anden Verdenskrig bliver ved med at fascinere. Der udkommer til stadighed nye bøger og film om emnet, og gennemsnitsalderen på de militærhistoriske rejser falder, fortæller Torsten Granov. De er også blevet populære som far-søn eller vennerejser. Oven i historien kan man jo nyde nogle af de egne, man ellers ikke ville komme forbi. F.eks. det smukke Normandiet, hvor æbletræerne står i blomst.

Á propros æbler så bliver der da på turen også tid til at besøge familien Lemorton, der fremstiller noget af det bedste Cidre og Calvados, Normandiet kan præstere. Vi får lov at smage på varerne, og da madame Lemorton trækker en vellagret Calvados fra 1978 op og byder på et glas, breder smilene sig anerkendende.
Det skal jo heller ikke være krig alt sammen.