Herretur i Skotland

Det skotske højland er med sin fantastiske natur, whisky og vidt udgrenede vandreruter et oplagt sted at tage på far-søn tur.

Vejen fører kun et sted hen, det er bare med at snøre vandreskoene og komme ud i det skotske højland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Mayner Lind

Stenene knaser under mine sko. 

Skridt efter skridt den der tørre, knasende lyd af bevægelse. Kun afbrudt af mit åndedræt og mit tøjs blafren, når vinden tager fat. Ellers ikke en lyd at høre. Det begynder at gå lidt op ad, og skridtene bliver tungere og pulsen kraftigere, men udsigten så eventyrligt meget bedre. Jeg stopper op, lader øjnene vandre. 

Først ned i dale dækket af dybgrønt græs med lysebrunt kvæg, dernæst op langs bjergskråninger dekoreret med stendiger og små hvide uldtotter. Under totterne gemmer sig får, der græsser i indhegningerne, og de vidner om, at nogen rent faktisk lever her og har gået op og ned ad de kæmpemæssige bjergflader for at markere sit territorium. Imponerende. 

Over landskabet hænger hårdtpumpede blomkålsskyer i forskellige højder, som tilsammen skaber et sammensurium af grå.  


Far og søn på tur

Jeg står midt i Skotland med højlandets smukke rå natur foran mig. Ved siden af mig står min far. Vi er af sted kun ham og mig, på far-søn-tur.

Jeg har altid gerne villet opleve Skotland på den måde, vandre i højlandet, være i naturen, se gamle borge og mærke historien. Og min far blev glad, da jeg foreslog, at han skulle tage med. 

Vi skal vandre i to dage, gå fra foden af det skotske højland og cirka 40 kilometer ind midt i det stejle landskab i Loch Lomond & The Trossachs National Park, som ligger godt to timers kørsel nordvest for Edinburgh.

Udgangspunktet er den skotske landsby Callander via et overnatningsstop på en kro i midten af ingenting til den endnu mindre landsby Killin. 

Og nu står vi her, lettere forpustet og kigger ud over et landskab, der lever op til vores forestillinger om højlandets grove topografi.

»Har du en af de der nøddebarer? Dem med chokolade?« spørger jeg, mens jeg drejer hovedet så langt jeg kan, til højre og til venstre, for at få hele vuet med. 

Min far har kameraet fremme i udstrakte arme og er ved at gennemfotografere, som var han bange for, at det om lidt skulle forsvinde. 

Han svarer ikke, jeg spørger igen. Han peger på sin taske bag ham. 

»Det yderste rum. Og kun én«. 

Typisk far-svar.

Vi går videre. Vi har et par kilometer bag os og stadig cirka 38 foran os. Samtalen skifter spor og går i stå, når den vil. Flere kilometer med ingenting. Og så et par hundrede meter med alt. Taler lidt om fugle. Det er min fars emne. Reality-tv. Mit emne.

Læs også: På vandretur i Bjørneland

Og vi taler om det at gå. Om det at benene finder en rytme, hvor det ene skridt leder naturligt til det næste. Ren automatik. De gør det, de er skabt til: går. Tager os fra et sted til et andet, fra A til B. At vi fragter os frem til fods, skridt for skridt, ingen bil, tog eller fly, det giver selve turen en særlig dimension. Vi skaber selv fremdriften, vi er motoren. Går den i stå, kommer vi ikke frem, og det faktum er en del af turens oplevelse – det, der normalt bare skal overstås, er i fokus.

 


Kontorfusser på overarbejde

Vi når til en åbning ud til søen Loch Lubnaig, som vi er gået langs et stykke tid. Det er et godt sted at spise frokost. 

Bageren i den lille flække Callander solgte os sandwich med oksekød og salat i et robust brød, som vi hiver op af rygsækken og sætter tænderne i.

Den simple sandwich smager utrolig godt, og vi tygger løs i tavshed og kigger ud over vandet, op ad bjergsiderne, på fårene, på himlens hvide skyer og ned på vores ben og vrikker lidt med fødderne. De er ømme.

Kontorfusserne er ikke vant til højland, men de værker ikke så meget, som vi havde frygtet.

Bagom vores lille frokost-intermezzo kommer tre mænd på mountainbikes. 

Det er ikke det første hold cyklister, vi møder. Langs ruten, vi går, er der masser af indgange fra de omkringliggende småbyer, så både lokale og andre turister kommer ind på stierne i området og bruger mindre strækninger i højlandet til motionere. 

Vi hilser, og de fortsætter ud af den vej, vi også skal. Jeg slipper synet af dem og kigger over på min far. Han ligner én, der er ved at gå ud af sit gode skind. 

Jeg tygger hurtigt af munden og spørger, hvad der er galt. Han ryster opgivende på hovedet. 

»De skræmmer dyrene, vi kommer aldrig til at se fugle eller andre dyr, når vi konstant bliver overhalet,« forklarer han forbitret og begynder at snakke om at gå off-road, op ad skråninger, over væltede træer og gennem krat – væk fra de andre. 

Jeg har ikke arvet en eneste streng af den særlige DNA, der er kode for amatørornitolog, og kan derfor ikke helt dele hans forbitrelse. Men jeg er ikke afvisende over for en tur væk fra alfarvej. 

Han folder kortet  ud, og vi undersøger, hvor langt vi har til King’s House Hotel, den kro, hvor vi skal overnatte. 

Vi bliver modstræbende enige om at blive på den indtegnede rute – vi har kun gået cirka en tredjedel af de 20 kilometer, der er dagens etape.  

 


»See you in the bar later then!«

Tempoet i vejret. Vi passerer brusende vandfald og lave stendiger. Kvæg, heste og får på bløde græsmarker. Bjergsider, der strækker sig op til hvide sneklædte toppe lige under himmelhvælvingen. Pulsen stiger. På grund af lige dele fantastisk udsigt og fysisk udfordring. 

Vi når langt på kort tid og pludselig kan vi ane King’s House Hotel, hvor vi skal overnatte, længere fremme i kanten i højre side af vejen. Det bliver til en spontan far-søn highfive. Udmærket. Første etape er vel overstået, humøret i top. 

Da vi kommer helt tæt på kroen, som ligger ensomt et par kilometer fra den nærmeste landsby, Balquhidder, tager første indtryk toppen af glæden ved at være fremme. 

»En ægte skotsk oplevelse« lød beskrivelsen på Trekking Bureauets hjemmeside, da vi læste op til turen. 

Det skal jeg love for. Facaden er falmet, krakeleret, beskidt, og hele bygningen tager sig temmelig forslået ud. Vi havde ikke forestillet os femstjernet luksus, men er ikke udelt begejstret over synet. Vi går ind og på ejerens velkomst bliver det tydeligt, at det ikke er lykkes os at lægge ansigtet i de rette folder.

»Stedet er ikke så fint, men vi prøver,« siger Mr. Leitch, ejeren, og slår et stort smil op i sit ubarberede ansigt. 

»Her er kommet soldater, jernbanemænd og kvægdrivere gennem mere end 230 år. Da vi hørte det, at det stod tomt og skulle rives ned, overtog vi stedet,« fortsætter han i en mere alvorlig tone. 

Smilet vender hurtigt tilbage og han næsten jubler: »See you in the bar later then!«

Om det er øl, whisky eller erkendelsen af, at netop et sted som det her i virkeligheden er det helt rigtige sted at overnatte, så tager hotellet og specielt baren i løbet af aftenen sig mere og mere charmerende ud. Det er bestemt ikke luksus, men autenciteten, eller ægtheden om man vil, er til gengæld ikke til at komme udenom. 

Den lille bar hedder Rob Roy Bar, opkaldt efter den skotske version af Robin Hood. Rob Roy havde et hus i Balquhidder, hvor han døde i 1734. Hans grav ligger kun et par kilometer fra, hvor vi sidder nu. 

Og her bliver vi siddende resten af aftenen – med en 7-8 skotske stamgæster fra oplandet, to søvnige værtshus-hunde, en væg plastret til med whiskyflasker og varme fra en åben pejs.

 


Som Skotland er skønnest 

 

Morgenmaden på dag to starter stille, men efterfølges af en stigning uden for kategori. Først en skål cornflakes, mens vi stadig gaber, og så et lille, tøvende, men skæbnesvangert ja til spørgsmålet »Full scottish breakfast?« fra hotellets forpjuskede, men utrolig morgenfriske ejer. 

Bom. Ind kommer røræg med purløg, bagte bønner, bacon, grillede pølser, tomater, champignoner, toast, kaffe og til sidst et »Anything else, gentlemen?« 

Vi spærrer øjnene op, takker pænt nej tak og prøver at få overblik over et lækkert, men særdeles sammentrængt og stuvende fuldt morgenbord. 

Vi spiser, til vi er mætte, stopmætte. Og lidt til. Og så på med rygsæk, støvler, solbriller – det er godt vejr – og kortet op af lommen og ud af døren, farvel til King’s House, af sted.

The Trossachs nationalpark er 1.865 kvadratkilometer stor, svarende til et areal lidt større end Lolland-Falster, og den tager sig flot ud i morgenlyset.

De faretruende skyer, der hang over landskabet 24 timer siden, har forvandlet sig til smuktvejrsskyer, små, hvide og lette på en knaldblå himmel.

Majsolen får farverne i landskabet til at lyse op og vandet i søerne til at glimte, de knaldgrønne blade på træerne og de gule blomster stråler. Udsigten er uendelig.

Alt imens arbejder benene og snakken går. Samfundsøkonomi, politik, krig, karriere. Vi taler om familiens generationer, min farfars barndom, min fars, min, og om min søn, som lige er fyldt et år. 

Og om de pinlige far-episoder, der er en uundgåelig del af livet. Som da vennerne fra gymnasieklassen var på besøg, og han pludselig som en galning gjaldede »rovfugl!« og kom styrtende op af trappen og hen til vinduet med kikkert i den ene hånd og fuglebog i den anden. 

Der gik dage, før jeg kunne rette tæerne ud.

Pludselig står han stille. Som en jagthund, der har fået færten af noget. 

»Se der!« hvisker han med store øjne og bøjet hoved, mens han peger ud i krattet. 

Jeg kan ikke se noget, jeg mosler hen ad stien for at kigge med. Bliver tysset på. 

Vi stirrer begge ind i krattet. Jeg når at tænke, at det har slået klik for ham, men så er den der.

Et vink med et øre afslører en lille hjort til venstre i buskadset. Den står stille og kigger på os. Sådan står vi 5-6 sekunder, med øjnene fikseret på hinanden, menneske og dyr, inden den lister ud af syne, ind i det grønne. 

Godt spottet, den gamle har blik for de dyr.

 


Lokkende 
»lochs« 

Det går mere op ad i dag, vi vandrer gennem dalen Glen Kendrum, et pas på 400 højdemeter med nålesving og bagende sol.

Der er en flot udsigt over den lange sø Loch Earn. Vi befinder os den vestlige ende af den, og kaster blikket så langt vi kan mod øst. Søen er over 10 kilometer lang og på en klar dag som i dag kan vi se mange af kilometerne. Nede til venstre ligger byen Lochearnhead helt ned til søen, men foruden den hugger gulbrune og grønne bjergskråninger sig ned i vandet og skaber søens vredne struktur. 

Længere bagud, i nålesvingene langt nede i dalen, kan vi se endnu et hold cyklister. Denne gang er der ikke så meget fart på. De står op og tramper i pedalerne, det går trægt. 20 minutter senere er de på højde med os, men de lider, aser og maser, står næsten stille. 

Det glæder tilsyneladende min far. Jeg ser på ham og kan godt se, at der er noget undervejs, jeg ryster diskret på hovedet for at signalere, at han skal droppe sit foretagende. 

»Forkert transportmiddel, hva'?« slynger han af sted med et stort smil mod den sidste slidende rytter. 

Manden på cyklen griner heldigvis, tydeligvis enig, og han kvitterer »Seems so. I don’t know why I’m on a bike«.

Længe før vi kan se vandet fra Falls of Dochart, kan vi høre det bruse.

Killin, vores endestation, er kendt for sit smukke vandfald, så det betyder, at vi er tæt på nu.

Forventninger til en plads i solen og en øl og en whisky kaster et hastigere tempo af sig, og lidt efter er vi i midt i charmerende Killin med stenbroen over det rigtignok smukke vand, de klassiske britiske huse med barer og restauranter og røg fra skorstenene. 

Bag byen rejser sig et endnu højere og vildere højland. Lokkende, men vi skal ikke længere denne gang. Vi er fremme. 

 

Rejseliv var inviteret af Trekking Bureauet.

 

Læs også: USA set fra en Harley