Her vil vi hen i 2010

Vi på Rejseliv.dk har rejst verden rundt i læsernes tjeneste i 2009. Her er nogle af de steder, vi hver især på redaktionen drømmer om at besøge i 2010.

Jeg vil se solen ramme Patagoniens spidse bjergtoppe og gigantiske gletschere og store søer og vidtstrakte sletter, skriver Rejseliv.dks Gitte Holtze. Billedet: Perito Moreno gletcheren i Patagonien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Orestis Panagiotou

Pol og pingviner
af Judith Betak
Det er vel egentlig hamrende politisk ukorrekt at drømme om at besøge et af verdens mest sårbare områder – der, hvor smokingklædte pingviner marcherer i millionvis over isen. Men jeg drømmer om Sydpolen.

Forleden, da jeg i TV så animationsfilmen »Happy Feet« om den kiksede Mumble, der ikke kan synge som alle de andre pingviner, men i stedet er vild med at danse. blev jeg gladere. Ikke kun over den sjove film, hvor alle pingvinerne finder ud af, at det at kunne danse som Mumble ikke er så ringe endda. men også over filmens budskab: Hvis vi vil opleve den store naturs undere, må vi selv sørge for at bevare den. Ved for eksempel at forbyde fiskeri omkring Sydpolen, så pingvinernes føde ikke forsvinder.

Læs også:
Færre turister til pingvinerne
 
Det har de 12 lande bag en traktat, der definerer Antarktis som videnskabeligt område, hvor militær er forbudt, allerede gjort. Samme lande blev her i sommer også enige om at sætte grænser for turismen i området med regler om, hvor store krydstogtskibene i de antarktiske farvande må være.

Turisme med ansvar og under hensyn til de lokale forhold kan være med til at bevare natur og kultur. Det er set mange steder, og måske bliver pingvin- og pol-turisterne så mange og så stærke, at alverdens politikere bliver tvunget til at sætte planetens klima over nationale økonomier – så pingvinerne stadig har is at vandre på. Det drømmer jeg om at opleve.

Rejsen til verdens ende

af Gitte Holtze
I disse kolde danske januardage er det fristende at drømme om tropiske strande og høj sol. Og det gør jeg også, drømmer om høj sol, men ikke på en strand, jeg vil se solen ramme Patagoniens spidse bjergtoppe og gigantiske gletschere og store søer og vidtstrakte sletter.

Jeg ønsker mig at opleve det, man kalder verdens ende, det allersydligste Sydamerika og den rå, men storslåede natur, som civilisationen endnu ikke har formået at ødelægge. Patagonien rummer stadig store øde områder, som ingen mennesker har slået sig ned i, og hvor man kan se vilde lamaer på land, kondorer i luften og hvaler i havet, og hvor man kun kan komme til i terrængående køretøjer.

Jeg vil så tæt på naturen som muligt, derfor vil jeg sove i telt under stjernerne og vandre i bjerge og på vulkaner og ride på pampassen og bade i varme kilder og kaste mig ud i white water rafting. Og når jeg nærmer mig civilisationen, vil det kun være for at gå ombord i de legendariske argentinske kæmpesteaks og sydamerikansk rødvin. Og jeg vil være helt ligeglad med, at temperaturen aldrig når op over 15 grader.

Orangutanger og golf
af Leif Poulsen
Der er fem golfbaner i Sabah, den malaysiske del af Borneo, og jeg drømmer om at spille dem allesammen. Hvor ellers i verden finder man baner skåret ud af gamle gummiplantager? Eller anlagt i naturparker med udsigt til havet til den ene side og det 4.000 meter høje bjerg Kota Kinabalu til den anden? Med tropiske planter og klukkende vand som spillepartnere.
 
Jeg ville være vild med at bo på et lille hotel i junglen, tage på opdagelse på floderne under kyndig vejledning, vandre rundt på gangbroerne i mangrovesumpen og høre om sumpens liv. Jeg kan næsten forestille mig synet af en næseabe, der kigger på mig.

Læs også:
Til abe-fest i Borneos jungle

Men allermest ville jeg glæde mig til mødet med orangutanger. Det er ganske vist på en trist baggrund, at turister kan møde disse store menneskeaber, for i takt med regnskovens forsvinden er livet blevet voldsomt svært for især forældreløse orangutanger. De bor nu i centre, hvor de langsomt vænnes til at klare sig selv. Her kan turister komme tæt på og se dem blive fodret.
Orangutanger, der er sat fri, kommer ofte tilbage efter en godbid ved fodringstid, og her kan turister altså møde op.

Til slut ville jeg bruge et par dage ved stranden med at lave ingenting. Bare sidde under en palme og kigge ud over havet.

Drømmeøen Koh Samui
af Jan Hedegaard
I år vil jeg satse på at komme til Koh Samui. Kinesiske handelsmænd havde i forne tider kokosplantage på øen. Den har stået højt på min liste i flere år. Fra før masseturismen kom til. Men de seneste godt 10 år er hemmeligheden om Koh Samui unægtelig sivet ud. Det betyder på den anden side, at det er overkommeligt at komme dertil. Øen er thailandsk og arealmæssigt knap så stor som Langeland.

Den ligger i det, der i gamle dage så smukt hed Siambugten, og naturen er præcis som på drømmeøer: sandstrande, masser af kokospalmer – og inde midt på øen rejser høje klipper sig, på hvis skråninger tropisk regnskov breder sig. Jeg kan næsten ikke vente.

Far og søn i kloster
af Lars Johansen
Til sommer skal det altså være. I 1994 besøgte jeg den græske halvø Athos, der har været helligt område i næsten 2000 år. Legenden siger, at Jomfru Maria søgte ly her for en storm, og siden da har ingen kvinde betrådt stedet. Det har til gengæld titusindvis af munke, der gennem tiderne har tilbragt deres liv i de flere end 20 klostre, der ligger her.

Siden da har jeg drømt om at vende tilbage sammen med min søn. På Athos mødte jeg flere græske mænd, der havde taget deres sønner med. Dels for at vise dem denne historiske og kulturelle perle, dels for at være sammen på tomandshånd i en uges tid, og det, syntes jeg, var en smuk ting.

Læs også:
Meteora – klipperne i himlen

Der sker ikke meget på turen, Man vandrer gennem de flotte landskaber fra kloster til kloster, hvor man overnatter på særlige sovesale og spiser sammen med munkene. Som betaling arbejder man lidt i klostrets nyttehave eller i køkkenet. I det omfang man har lyst, går man til messe, hører om klostrets historie og ser dets vigtigste ikoner og relikvier.

Et ophold på Athos er en unik kombination af kulturoplevelse og aktiv vandreferie, hvor man efter et par dage opnår en helt fantastisk indre ro. Det sted – og den tilstand – vil jeg gerne vise min nu snart 19-årige søn, inden han en dag flytter hjemmefra og bliver opslugt af den hektiske hverdag.

En bid af æblet
af Mikkel Mayner Lind
»Har du ikke været i New York!?« lyder det (meget) forundret fra en kollega, da jeg nævner New York som det rejsemål, jeg drømmer om at besøge i 2010. Og nej, det har jeg ikke – blandt andre Havana og Buenos Aires har sneget sig ind før »the big apple« på min byer-jeg-bliver-nødt-til-at-se liste.

Men nu er turen kommet til New York, og jeg glæder mig. Til henkastet at praje en af byens karakteristiske gule taxier. Til at slentre stilfærdigt af sted med hænderne i lommerne ned ad Fifth Avenue i lyset fra de kæmpe og overdådige butikker. Til at opleve M&M’s World på Broadway, der har dedikeret mere end 2300 m2 til deres små chokoladepastiller.

Og til at – med en hotdog i den ene hånd og en kæmpe skumgummihånd på den anden – sidde på sidelinen og se New York Knicks spille basket i Madison Sqaure Garden. Og ikke mindst til bare at være i byen som kunstnere Ryan Adams, Jay-Z og Frank Sinatra har skrevet nogle af deres bedste sange om – »I want to wake up in that city that never sleeps«.