Her lægger Las Vegas' neon-skilte sig til at dø

Museum for byens berømte neon-skilte åbner for publikum sidst i 2011, mens en større park får offentlig adgang til februar

Foto: Isaac Brekken

Det var i 1893 under Verdensudstillingen i Chicago, at neon-skilte første gang blev præsenteret - men ingen steder har neon-skilte fået så voldsom en udbredelse som i Las Vegas.

Læs også: Nyt luksushotel i Las Vegas

Det lykkedes spillebyen i ørkenen at oplyse ørkenen så kraftigt, at det overstrålede selv Times Square i New York. "Der var så meget neon, at man kunne læse en avis i en hvilken som helst gade midt om natten uden brug af lys," siger det ny neon-museums leder Bill Marion til AP.

Samtidig er Las Vegas kendt for med jævne mellemrum at sætte en bulldozer på det gamle glitter for at få plads til nyt og større. Det synes folkene bag The Neon Boneyard - neon-kirkegården - var synd og skam, så allerede i 1977 begyndte frivillige at samle neon-ting på byggepladserne og for 15 år siden begyndte man at vise de gamle neon-skilte frem.

Så nu fylder stakke af kæmpestore neon-bogstaver, skilte, figurer og effekter fra nedlagte kasinoer og hoteller godt op på kirkegården. Lyset er ganske vist gået ud, men mange kan lide at komme her og opleve brudstykker fra en svunden tid.

Endnu er der ikke fuld offentlig adgang - hvis man ønsker at besøge The Neon Boneyard Park, er der to daglige rundvisninger, der koster 15 dollars, men der skal bestilles tid mindst to uger i forvejen.

Blandt rariteterne er bryllups-kapeller, en guld-lampe fra det tidligere Aladdin Casino, hvor Elvis Presley blev gift med Priscilla i 1967, og der er et bredt udvalg af neon-stjerner og futuristiske neon-bogstaver fra Stardust Hotel og Casino, engang synonymt med Las Vegas glitter.
 
Neon-parken er meget populær blandt nygifte, som bliver fotograferet blandt fordums herligheder i neon-kirkegården. Parken rummer over 150 historiske neon-skilte.

Se flere billeder fra The Neon Boneyard på Flickr.com

Se også: 10 skønne museer du ikke har hørt om