Egentlig skulle det hele have været klar sidste år, hvor Estlands hovedstad var udnævnt som europæisk kulturby.

Læs også: 5 alternative storbyferier

Men projektet tog længere tid end planlagt. Den gamle betonhangar i vandflyverhavnen var i en ynkelig stand og værre tilredt, end man i første omgang havde vurderet. Samtidig viste vinteren sig fra sin mest bidske side, og selve museet skulle også indrettes. 

Nu er det imidlertid klar. For nogle uger siden åbnede »Lennusadam – Seaplane Harbour«, et oplevelsesmuseum for hele familien, der fortæller Estlands plus lidt af Ruslands maritime historie – og et lille stykke dansk historie også.

For som selve byen, der har en dansk forbindelse, har museet det også. 

Det var i Tallinn, at vores flag, Dannebrog, faldt ned fra himlen i 1219 og gav Valdemar Sejr et tegn fra oven og så megen ekstra selvtillid – sådan fortæller legenden i det mindste – at han og hans hær erobrede byen og indlemmede både den og landet i det danske rige i mere end hundrede år derefter.

For museets vedkommende er den danske forbindelse mere fredelig, nemlig en international licitation, som det danske entrepenør- og rådgivende ingeniørfirma Christiani & Nielsen vandt. 

Den var udskrevet af den sidste russiske tsar, Nikolaj d. 2, som i øvrigt også havde en dansk tilknytning gennem sin mor, den danske prinsesse Dagmar. 

Tsar Nikolaj havde med bekymring set den tyske flåde vokse og vokse, og i 1906 besluttede han at sikre sin adgang til Østersøen og udvide det fort, som hans forfader Peter den Store i sin tid havde opført i Tallinn netop for at befæste adgangen til Østersøen.

Udvidelsen omfattede blandt andet en hangar til vandflyvere – det nye transportmiddel, som både kunne rekognoscere og bringe budskaber hurtigt frem og tilbage.

Arbejdet med hangaren blev indledt i 1916, og året efter var den imponerende bygning opført i beton og var intet mindre end en verdenssensation. 

Her er ingen søjler til at understøtte den enorme tagkonstruktionen på 119 gange 36 meter. For søjler ville spærre for flyenes adgang. 

Aldrig havde man set hvælvinger med et sådan spænd i så spinkel en konstruktion. Tagets tykkelse er under 10 cm.

Arkitekterne bag havde nemlig som de første fundet på at lægge en jernkontruktion ind midt i betonen for at gøre den stærk. De var virkelig pionerer på området, for metoden blev først alment udbredt langt senere.

Ingeniørerne bag var Knud Højgaard, Sven Schultz og Herluf Trolle Forkhammer – og ja, det er den Højgaard og den Schultz, der nogle år senere grundlage eget rådgivende ingeniørfirma. »Højgaard og Schultz« eksisterer stadig, ligesom »Christiani og Nielsen«, der dog nu har thailandske ejere.

Allerede året efter hangaren blev taget i brug, rullede den russiske revolution over landet. 

Tsaren og hans familie blev henrettet, tyskerne indtog Estland og satte sig på vandflyverhavnen, som de kaldte Flugstation Reval. Men senere i 1918 opnåede Estland selvstændighed og dannede sit eget luftvåben, hvor vandflyverne også skulle indgå. Men dem havde tyskerne skyndt sig at sælge til finnerne. Der er stadig en bitter undertone, når historien om, hvordan man måtte købe egen ejendom tilbage, fortælles.

I 1920erne og 1930erne fungerede vandflyverhavnen også som feriested for luftvåbnets ansatte. Man havde indrettet forskellige sports- og tennisbaner i hangaren, hvis samlede areal i øvrigt svarer til 33 tennisbaner.

Efter Anden Verdenskrig blev hangaren overtaget af den russiske hær, som brugte bygningerne til oplagring og produktion. Der blev blandt andet bygget betonelementer til fyrtårne i hangaren, som man ikke ofrede vedligeholdelse på. I 1991 blev Estland selvstænding, men igen var der »solgt ud« fra vandflyverhavnen. Denne gang selve hangaren, som russerne have solgt til private russere. 

Først efter års retssager blev det i 2006 afgjort, at Seaplane Harbour med hangar og det hele er estisk ejendom.

Men nu står den der, den gamle hangar, og stråler nyrenoveret i omgivelser, der sikkert en dag bliver lige så flotte. 

Lige nu er der lidt klondike over nabogrundene: et skibsværft til den ene side og et gammelt fængsel til den anden. Der er indrettet museum i fængslet, der kun er åbent i sommermånederne. Men med placeringen lige ud til vandet, må det ende godt.

Inden døre i Seaplane Harbour museet træder man ind på havets bund. Gulvet er blåt og malet som et søkort, og der ligger vragrester af et gammelt træskib, »Maasilinna« bygget midt i det 16. århundrede på øen Saaremaa ud for Tallinn. ,Det er ganske vist i langt dårligere stand end det svenske Vasa, men kan til gengæld prale med at være 100 år ældre. 

Herfra går man op ad en trappe, og i første sals højde er man i »vandoverfladen«, hvor man går udstillingen rundt på moler. 

Det er et imponerende syn, for alle de udstillede skibe fra sejlbåde til joller er hængt op i førstesals højde og fuldender illusionen. 

Der er touch-screens med informationer om bådene, som alle er dele af landets maritime historie, og for legebørn i alle aldre er der forskellige simulatorer, som kan bringe en på flyvetur over Tallinn eller til havets bund med en Yellow Submarine. Og et sjovt minde fra besøget er et foto, hvor man kan optræde udklædt i en af Lembit-uniformerne.

Uden for hangaren ved molen i havnen ligger den historiske isbryder »Suur Tóll«, Tóll den store, og der er planer om, at flere gamle både skal udstilles her, ligesom der skal være sejlads til og fra det nye museum, der er en del af det estiske maritime museum – meremuuseum.ee. 

Museet har til huse i det gamle krudttårn fra 1529, Pats Margareeta – eller Tykke Margareta, der måske har fået sit navn efter en stor kanon, eller måske efter en voluminøs kok ved navn Magrareeta, som engang arbejdede der, Det gamle tårn ligger ved byporten ud til havnen for enden af Pikk-gaden, der er den førende forretningsgade i centrun.

Læs også: Stor guide: På vin-tur i udkants-EU