Her er verdens mest berejste mand

Verdens mest berejste mand hedder Finn og er nu blevet 70 år og har trukket sig tilbage efter 52 år på farten.

Fred Finn har præsteret tre ture med Concorden på den samme dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joe Marquette, Scanpix

Mr. Fred Finn fra Storbritannien er verdens mest berejste mand. Han har præsteret tre ture med Concorden på den samme dag og allerede i 1983 fik han af "Guinness Book of World Records" titlen "verdens mest berejste mand", da han havde rejst 7.000.000 miles (11.265.400 kilometer).

Se billeder af Fred Finn her (Daily Mail)

Nu anfører den britiske avis The Daily Mail, at han siden har cementeret sin titel yderligere til i alt 15.000.000 miles (24.140.100 kilometer). Det svarer til, at han har rejst afstanden mellem Jorden og Månen 31 gange. Avisen portrætterer ham som et menneske, der elsker at flyve og at besøge alle hjørner af kloden, og som gjorde forretningsrejser til sin levevej.

Under vejs har han omhyggeligt registreret og dokumenteret alle sine rejser med tog og fly.

På sine rejser har han i øvrigt truffet så prominente skikkelse som Mikhail Gorbatjov (både i Moskva og London), Paul McCartney, John Major og sangskriveren Tim Rice. Han har også rejst fra London til Nashville med Dolly Parton og truffet Johnny Cash og hans kone, June Carter, og tilmed spist middag med dem i New York.

Det værste land han har besøgt er Nigeria, på grund af den almindelige lovløshed, siger han. Hans foretrukne land er Kenya.

Fred Finns rejseri målt i tal ser virkelig imponerende ud:

· Fred Finn fløj 718 gange med Concorden og hans foretrukne sæde var 9A, så han var den første til at få serveret flymaden.

· Fred Finn har besøgt 70 pct. af kloden - i alt 139 lande - og nu, hvor han er blevet 70 har han trukket sig tilbage og slået sig ned med sin 35-årige kone i byen Komsomolsk i Ukraine.

· Fred Finn har rejst i 52 år og lod sig endog skrive op til flyselskabet Pan Am's "Visit the Moon"-reklamekampagne. Rejsen til Månen nåede ikke at blive realiseret før selskabet gik ned.

· Fred Finn var med ombord, da Concorden returnerede på sin første flyvning mellem London og Washington og han var med på Concordens sidste flyvning.

· Fred Finn fløj to gange om ugen fløj over Atlanterhavet, hvilket blev til i alt 2.000 gange. Og han besøgte Afrika 600 gange.

· Fred Finn anslår, at han har rejst for mere end 2 millioner pund (17 millioner kr.), som dog er blevet betalt af de firmaer, han har arbejdet for.

· Fred Finns hurtigste transatlantiske flyvning var på to timer og 59 minutter i begyndelsen af 1980erne fra London til New York.

Engang var Fred Finns job et ønskejob for mange, men det var dengang, det var sjovere at flyve. Og hverken Concorden eller Pan Am eksisterer mere og i dag behøver man heller ikke flyve rundt i verden for at få kontrakter underskrevet.

"Jeg har ikke behov for at besøge flere lande nu. Jeg har besøgt flere lande, end jeg har kunnet drømme om. Og jeg ønsker virkelig ikke at besøge resten," siger Fred Finn.

Fred Finns bedste rejseråd

1) Sæt dit ur på lokal tid, før du træder ud af maskinen.

2) Drik meget vand for at undgå jetlag.

3) Hold dig til de lokale spisetider.

4) Brug kufferter med hård skal, så de kan tåle at blive smidt uden, at indholdet går i stykker.

5) Pak tøj i poser, som man får dem fra renseriet, så tøjet ikke krøller.

6) Hav altid et stykke sejlgarn eller snor, så du midlertidigt kan erstatte kuffertens håndtag, når det falder af.

7) Hav adaptere til stikkontakter, så du kan bruge alle typer stik.

8) Jeg har altid til en antibiotikakur, smertestillende medicin og plaster med. Jeg har også kopi af recepter, hvis jeg bliver spurgt om, hvilke piller jeg rejser med.

9) Glem aldrig kontaktnumre til din familie for alle tilfældes skyld.

10) Gør dit lands ambassade opmærksom på, at du opholder dig i det pågældende land, hvis du skal være der et stykke tid.

Læs også: Concorden skal på vingerne til OL 2012