Godt, vi fik sæder i venstre side af kupeen. Det er et kunstværk i sig selv, som en video-installation, at kigge ud af vinduet fra bumletoget mod Poughkeepsie, der standser ved alle de små stationer i pendler-landet nord for New York City.

Så snart vi har lagt de sidste broer og skyskrabere på Manhattan bag os, rejser landskabet sig på den modsatte bred af Hudson-floden majestætisk med sine mange træer og indbyder til en næsten meditativ oplevelse den næste time, inden vi er fremme ved målet, USA’s svar på Louisiana i Nordsjælland, kunstmuseet Dia:Beacon.

Det er kun ti år siden, museet åbnede, men 75.000 besøgende finder årligt vej til det nedlagte emballagetrykkeri for kiksefabrikanten Nabisco i den lille soveby på bredden af Hudson-floden. Og har pustet liv i og generet millioner af dollars til lokalsamfundet.

Bygningen fra 1929 er med sin konstruktion af mursten, stål, beton og glas et godt eksempel på tidlig industriel arkitektur i det 20. århundrede og står som et symbol på Beacons fortid som driftigt produktionsområde.

Den originale konstruktion med store spænd mellem de bærende søjler og 3.100 kvm ovenlys indbød til at konvertere det lukkede trykkeri til udstillingslokaler. Det inspirerede non-profit organisationen Dia Art Foundation til at købe det med henblik på at skabe et museum for det 21. århundrede, hvor man renoverede med respekt for den oprindelige arkitektur, og ikke mindst udnyttede vinduespartierne.

Det har givet Dia:Beacon renommé som et dagslys-museum. Hvor der er givet masser af plads og udsyn på de 22.000 kvm til kunsten, der er noget af det bedste og mest banebrydende fra 1960erne og 70erne suppleret løbende med moderne værker.

Kunstfonden Dia

Det er olie-millioner fra Texas, som har gjort alt dette muligt.

Et ægtepar fra Houston, kunsthandler Heiner Friedrich og hans kone Philippa de Menil, arving til international kunst efter sin franske mæcen-mor og en god bid af formuen i olieboring-selskabet Schlumberg Ltd., grundlagde i 1974 en kunstfond sammen med en lokal kunsthistoriker.

De kaldte den for Dia, taget fra det græske ord, der betyder »gennem«, som symbol på, at deres institution skulle muliggøre kunstneriske projekter, som andre måske ville forkaste. De begyndte deres udstillings-virksomhed i Chelsea på Manhattan i 1987, og det findes stadig, men det er her i Beacon, at de har fået etableret et af USA’s største kunstmuseer, siden MoMa åbnede i 1930erne.

Hvert rum er specielt designet til de permanente samlinger af de 25 kunstnere, bl.a. Andy Warhols værk Shadows fra 1978-79, som hænger fortløbende på alle fire vægge, og Richard Serra’s monumentale stål-skulpturer Torqued Ellipses, hvis drama kommer til sin ret i dagslyset.

Dan Flavins installationer af lysstofrør er sat op i en hal på størrelse med en fodboldbane, ligesom Sol LeWitt’s geometrisk-matematiske tegninger Drawing Series, og John Chamberlains skulpturer af sammenkrøllede, farverige karosserier fra bilfabrikkerne i Detroit får lov til at folde sig ud, mens Louise Bourgeois’ edderkop kæmper for at kunne være i galleriet foroven, men det er nok bevidst.

Art Along The Hudson

Det er svært at slå vores hjemlige Louisiana med landets bedst beliggende cafeteria, men hvad Dia:Beacon ikke har af arkitekttegnet hygge og åben pejs, kompenseres med på det beskedne menukort i caféen ved siden af boghandlen med 6.000 titler.

Maden er lokal, økologisk og prisvenlig, leveret af Homespun Food på Main Street i Beacon, og udsigten er ikke så ringe endda, den flot anlagte have ved indgangspartiet, som skifter karakter efter årstiderne, er designet af kunstneren Robert Irwin.

Og har Dia:Beacon givet appetit på mere kunst udenfor New York City, har 400 lokale kunstnere, gallerier og museer slået sig sammen om arrangementer og besøg under paraplyen Art Along The Hudson, så man enten kan udvælge et bestemt område eller tage på kunst-crawl langs floden med toget.