Her er Tysklands svar på Skagen

Tag med til en plet, som ikke behøver give sig ud for at være andet end sig selv. Vild og smuk natur og vild luksus – og så ligger det kun fire en halv time fra København.

Foto: PR, Sylt Marketing
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor tager man hen, hvis man er ved at være træt af de sædvanlige kendte hoveder i Skagen, men stadig gerne vil have det særlige lys og den særlige duft af fisk, penge og indtørret maling med i købet? Man tager til Sild. Tyskernes Skagen.

Næste side: Luksus for ferrari-folket

En forblæst perle af rå, uspoleret og varieret natur. Også her kom kunstnerne først, draget af stedets skønhed, siden kom ikke mindst det tyske jetset, der har taget øen til sig som sin egen.

Sild er hot. Så hot, at filminstruktøren Roman Polanski brugte den som stand in for amerikanernes Martha’s Vineyard. Og så er det endda tættere på København end Jyllands overrendte nordlige spids. Der er tilmed et ægte stykke Danmarks-historie indbygget i udflugten: Sild var dansk indtil nederlaget i 1864, hvor øen blev indlemmet i Tyskland.

Engang var det filmstjernen Brigitte Bardot, der svansede rundt i klitterne på Sild med sin tyske playboy- og multimillionær-kæreste Gunter Sachs. Og der er stadig noget at se til for paparazzierne. Ikke kun fordi Sild også er et paradis for nudister. Da de gamle tyske mediebosser som for eksempel Axel Springer – grundlægger af Springer-koncernen – tog øen til sig årtier tilbage, slæbte de en hale af store og små berømtheder efter sig. Tv-stjerner, skuespillere – og så var der dem, som først blev berømte bagefter, som eksempelvis Baader Meinhof-gruppens Ulrike Meinhof, der kom på øen, dengang hun bare var en ukendt journalist. 

I dag er det politikere, tv-værter, kendte fodboldprofiler som Franz Beckenbauer og så dem, der bare er stenrige, man kan møde på Whiskystrasse – det nærmeste man kommer en Rodeo Drive i Nordsøen. Whiskystrasse er hovedgaden i landsbyen Kampen – en uskyldig plet på landskortet, der er blevet så jetsetificeret, at selv de kendte er begyndt at flygte.

Der står stadig Strönwai på gadeskiltet, men efter at de kendte og tørstige og alle de glitrende designerbutikker rykkede ind, blev hovedstrøget i folkemunde omdøbt til noget mere passende.

»Kampen er vores lille high society, vores Beverly Hills,« siger en af de lokale.

Kampen er en skønhed med eget knejsende fyrtårn, flere meter bred sandstrand, høje klitter og det dér særlige lys, som drager malere og andre kunstneriske sjæle.

Sådan begyndte det også her: I begyndelsen af 1900-tallet var Kampen lidt af en kunstnerkoloni. Malere og forfattere – deriblandt Emil Nolde, Thomas Mann og Max Frisch – strømmede til for at finde fred og inspiration i den smukke natur. I dag er det kunstgallerier, luksusbutikker, shopaholics og rigmænd, der fylder i gadebilledet.

Jovist, med den rette ledsager er det sikkert sjovt at shoppe her. Men overpolerede stråtækte bondehuse med store designerlogoer som for eksempel Bvlgari på facaden er et sært og ikke særligt autentisk syn i en by, hvor alt andet end stråtækte huse er bandlyst – ved lov.

Uden for sæsonen har Kampen trods mængden af designerbutikker sin egen vindblæste og gudsforladte charme – som enhver anden ferieby. Men om sommeren rykker hele karavanen af Ferrarier, Bentley’er og BMW’er ind for at feste, promenere og vise, at de har råd til at være der.

Kampen er ikke for fattigrøve. Det er for dem, der kan betale 30.000 euro (ca. 225.000 kr) pr. kvadratmeter for et sommerhus. Til sammenligning har London i mange år toppet listerne med en kvadratmeterpris på ca. 380.000 kr. pr. kvadratmeter – langt over gennemsnitpriserne på et hus i vores hjemlige Whiskybælte.

Der er mange, der gerne vil være med. Kampen har 500 fastboende og fire gange så mange gæstesenge. Om sommeren får øens 21.000 beboere selskab af over 800.000 turister. De stigende boligpriser har fået meget af øens arbejdskraft til at slå sig ned på fastlandet og tage turen over hver dag. Og de, der er rige nok, men ikke længere gider kendis- og strand-hurlumhejet, er begyndt at fortrække til Keitum, en ren landsby-idyl med kønne bondehuse og vadehavet uden for døren. Vandreklitter og medvind på cykelstien

Sild er den største af de nordfrisiske øer og alligevel lille nok til, at man hurtigt kan se det hele: Et betagende og meget afvekslede landskab. Fra hede og vandreklitter i nord, til vadehavet mod øst og brede hvide sandstrande, klinter og høje klitter langs hele vestkysten.

Sidste sommer udråbte den tyske avis Bild Sild som en af Europas bedste nudist-destinationer. Især Buhne 16-stranden ved Kampen skulle være et trækplaster for dem uden tøj – og dem er der mange af. Ifølge avisen skulle over halvdelen af Sild-turisterne være nøgenbadere, men der er også en lang tradition for den slags: Den første naturiststrand åbnede i 1954. Spa-rejsende skal være forberedt på, at tyskerne også har et andet frisind, hvad angår saunaer: Mænd og kvinder deler sauna, og det er også uden tøj.

Sild har masser af andre attraktioner end afklædthed, strand og vand, for eksempel cykling. Der er kun knap 40 km fra nord til syd, gode cykelstier næsten over alt, så det er oplagt at opleve øen på cykel. Også selv om man på øen siger, at »vinden er vores bjerge«. Sild er kendt for en strid vind, men hvad gør det, når man altid kan have medvind på cykelstierne? Øens busser tager cykler med, så man behøver ikke bokse med modvinden på hjemvejen. Mange udlejere yder også den service, at man bare kan efterlade sin cykel, så kommer de og henter den.

Der er nok at foretage sig, når man er færdig med at prøve at identificere de tyske berømtheder. Fire golfbaner, fyrtårne, poloturneringer, gourmetkøkkener en masse er bare noget af alt det, der kan holde turisten beskæftiget.

Og så er der den ganske gratis opvisning i alt det, naturen kan præstere: I sensommeren, hvor heden blomstrer, står Sild i et vidunderligt lilla skær. Men det kan også anbefales at opleve Sild uden for sæsonen, inden gigantiske solbriller og designersko bliver en del af landskabet. Man kan få en smagsprøve på det uspolerede og vinterlige Sild i Polanski-filmen »Skyggen« med Ewan McGregor og Pierce Brosnan i hovedrollerne. Roman Polanskis thriller foregår blandt andet på Martha’s Vineyard ud for den amerikanske østkyst, men da Polanski har en amerikansk arrestordre hængende over hovedet, valgte han at skyde disse scener på Sild. Selv færgelejet i Havneby på Rømø har sneget sig ind i Polanski-filmen. I forbindelse med filmoptagelserne blev Ewan McGregor og en medspiller fotograferet i et vintertomt Kampen – filminstruktøren selv er afbildet foran fyrtårnet i øens øde Ellenbogen-område og har på den måde indirekte været med til at kaste glans over en ø, som slet ikke behøver Polanski for at komme på verdenskortet. Man har ikke brug for at give sig ud for at være Martha’s Vineyard, hvis man er Tysklands sejeste Sild.

Næste side: Luksus for ferrari-folket