Her er smutvejen til at blive en mand af rette støbning

I anledning af anden sæson af National Geographics TV-serie »Mars«, der har premiere i morgen, har Berlingskes normalt jordbundne redaktør Thomas Conradsen prøvet kræfter med verdens eneste, offentligt tilgængelige astronautskole. Så spænd Y-selen og rejs med til Huntsville, Alabama, hvor vægtløsheden venter.

Thomas Conradsen har været i astronaut-træning på Rocket & Space Center Huntsville, Alabama, USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Den viser sig allerede i lufthavnen i Huntsville på forstørrede fotografier og plakater, der går fra gulv til loft: Stoltheden. Over NASA, over astronauterne, over at lykkes med det, der burde være umuligt. En sort, ældre herre klædt i sixpence står i ankomsthallen med et skilt med mit navn på, og han præsenterer sig storsmilende som Captain Kirk og viser vej ud til sin van. På turen fra ankomstterminalen til byen tårner raketter sig op langs vejen. De 50 meter høje, hvide statussymboler minder både gæster og de lokale om historien her i Huntsville, Alabama. Den efter amerikanske forhold lille by med blot 100.000 indbyggere er kendt i hele USA som »Rocket City« – for det var lige hér, det hele begyndte i 1950erne.

Læs om anden sæson af TV-serien »Mars« her.

Adskillige autentiske raketter tårner sig op både ved Space Camp, men også i resten af Huntsville, Alabama, hvor verdens eneste, officielle rumskole ligger. Foto: National Geographic/Jon Morgan Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan J.

Captain Kirk snakker nonstop. Om raketter og om byen. Om, hvor meget jeg skal glæde mig til at opleve sydstaterne for første gang. Jeg fortæller ham, at jeg skal tilbringe de kommende to dage på »Space Camp« – en slags lejrskole for de, der altid har drømt om eventyr i vægtløshed.

»Oh, Sir, you gonna looove that. Y’all gonna have a great time,« forsikrer han mig.

At blive slynget som en tøjbamse i en tørretumbler, der kan bevæge sig i samtlige retninger, er en unik og overraskende ikke-kvalmende oplevelse. Her ses Berlingskes Thomas Conradsen iklædt NASAs pilotdragt og sit mest fjogede smil. Foto: National Geographic/Jon Morgan Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan J.

Jeg tvivler dog på, at det er kærlighed, jeg føler, eller »en god tid«, jeg har, da jeg dagen efter sidder fastspændt i en stol, der kan dreje frit i alle akser og foretager et såkaldt »tumblespin«. Hvis du har set en hvilken som helst film med flyvende fartøjer, så er et tumblespin det, der finder sted, når astronauten mister kontrollen over sit skib, og den spinner kvalmende hurtigt i alle tænkelige og utænkelige retninger. Tænk eksempelvis på slutningen af »Star Wars«, hvor Darth Vader slynges ud i rummet i sin Tie Fighter. Jeg er iklædt Space Camp-versionen af den klassiske blå NASA-dragt samt mit mest tåbelige smil, mens mit hoved farer ned, mens mine ben pludselig vender opad, og så en fuld cirkel mod højre og ned samtidig, og op, og venstre, og … hvad var op og ned? Jeg er magtesløs som en tøjbamse i en tørretumbler, der drejer på samtlige ledder.

»Please stop!« trygler jeg.

»Oh, sure hon’, stoppin’ you riiiight now,« siger Katie Kanable med det knaldrøde hår, der er vores holdleder på Space Camp.

Katie Kanable var Thomas Conradsens underviser på Space Camp. Hun styrede »Team Kennedy«, som holdet hed, med hård hånd og humor. Foto: National Geographic/Jon Morgan Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan J.

Hun spænder min Y-sele op, og overrasket mærker jeg efter. Der er ingen kvalme, ingen svimmelhed. Jeg er helt okay, selv om jeg i mine yngre år blev både køresyg på bagsædet af en Citroën BX i de norske fjelde og søsyg på den pommes frites-stinkende Bornholmerfærge og engang storbrækkede mig ud over to af mine kusiner i Det Flyvende Tæppe, da Dahlgaards Tivoli gæstede Ringkøbing Fjordfest. Katie Kanable forklarer mig, at jeg er okay, fordi min mave hele tiden var på det samme sted, og fordi jeg huskede at holde øjnene åbne. Hun forklarer mig, at vores kroppe er i stand til så meget mere, end vi lige tror, fordi vi gennemgår vores dagligdag med begge ben plantet solidt på Jorden.

At iklæde sig pilotdragten fra NASA booster i den grad selvværdet. Desuden findes der for få astronauter med briller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

»Men husk også,« fortæller hun til hele holdet, som består af i alt otte journalister fra hele verden: »At I slap for at skulle rette et rumskib op, mens I spandt. Den luksus havde Neil Armstrong ikke, da han mistede kontrollen over sit fartøj over Jordens atmosfære i en af de testflyvninger, der gik forud for Apollo-missionerne.«

Mens fartøjet spandt i et absurd tempo dengang i 60erne, og Armstrong og hans co-pilot var ved at miste bevidstheden, måtte han kommunikere med kontrolcenteret i Houston for at have en chance for at løse de komplekse tekniske problemer inde i kabinen. Samtidig måtte han med et greb om styrepinden forsøge at generobre ligevægten midt i vægtløsheden.

 

Dén scene er genskabt i filmen »First Man«, der kører i biograferne netop nu, hvor Ryan Gosling indtager rollen som astronauten, der tog det første skridt på Månen – et lille skridt, der ifølge de berømte ord var et kæmpe spring for menneskeheden. I filmen er der en scene forud for uheldet, hvor Armstrong træner i en MASTIF – en stol a la den, jeg netop har prøvet. Ifølge filmskaberne var han altså klædt på til sit dramatiske tumblespin. Men sådan forholdt det sig ikke i virkeligheden, understreger underviser Katie Kanable: »Stolen, hvor astronauterne selv skulle forsøge at rette op, blev benyttet under Mercury-programmerne nogle år tidligere, men var droppet af NASA på det tidspunkt, da Armstrong trænede for at komme til Månen. Så det var altså ikke den fysiske træning, der gjorde, han kunne slippe ud af spinnet. Det var fordi, han var en supermand fra Ohio,« siger hun.

Virkelige billeder fra Apollo 11-missionen, hvor Neil Armstrong blev den første mand, der gik på månen. Foto: REUTERS/NASA Fold sammen
Læs mere
Foto: NASA.

»Team Kennedy«

Vores hold hedder Team Kennedy. Opkaldt efter præsidenten, der satsede milliarder på rumfarten i 60erne og garanterede befolkningen, at vi ville nå op på Månen, inden årtiet var omme. Det lykkedes, for det var 21. juli 1969, at Apollo 11 med Armstrong i spidsen landede på månen. Og det var netop for at genantænde JFKs pionerånd blandt ungdommen, at Space Camp blev etableret i Huntsville i 1982, som en del af NASAs U.S. Space & Rocket Center.

De timelange samarbejdsmissioner er selve hjertet af Space Camp. Her er tre medlemmer af »Team Kennedy« ved at planlægge, hvilke fund fra det ydre rum, de skal udforske i den sparsomme tid, de har til rådighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan.

Siden da har mere end 800.000 (fortrinsvist skoleelever fra 5. til 12. årgang) dimitteret fra prøvelserne på Space Camp, der byder på langt mere end blot fysiske øvelser såsom dykning for at simulere vægtløshed samt den førnævnte, berygtede stol. Selve hjertet af mikrouddannelsen er derimod timelange simulationer af flyvninger, forsøg, reparationer og landinger i rummet med alt, hvad det indebærer af uforudsete forhindringer og problemløsning. De største af simulationsrummene består af 1-til-1-gengivelser af ægte fartøjer og rumstationer og strækker sig over flere hundrede kvadratmeter.

Thomas Conradsen var pilot i den ene mission af de to missioner, han gennemgik på Space Camp. Her skulle han håndtere snesevis af knapper og modtage kommandoer fra kontrolcenteret (hvor billedet er taget). I missionerne får alle deltagere en rolle og et manuskript, man skal følge. Men i tide og utide går alting galt, og så må man kæmpe sammen for at overvinde problemerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan.

Under disse missioner får hvert holdmedlem en rolle: Nogle sidder i kontrolcentret i Houston, andre agerer biologer eller matematikere. Personligt prøvede jeg at være pilot i et scenarium og i et andet missionsspecialist, der skulle ud og kravle på rumskibet i simuleret vægtløshed for at opsætte solceller. Begge øvelser krævede omfattende forberedelse, samarbejde og kommunikation på et højt, professionelt plan. Selv om disse ønsker var fantastiske – ja, faktisk bevidsthedsudvidende – oplevelser, var jeg efterfølgende skuffet over, at selve bedømmelsen af vores indsats var noget overfladisk. Der kunne med fordel tilføjes lidt tydeligere elemeter og pointsystemer fra for eksempel brætspillenes eller computerspillenes verden. Dét, vi på det allermest moderne dansk kalder gamificering.

Noget af det mest fantastiske ved Space Camp er at udføre opgaver i simuleret vægtløshed. Her hænger Berlingskes Thomas Conradsen i en robotarm, der har en modvægt i et vandkar på den anden side. Modvægten tog højde for hans vægt, og det gav følelsen af at kunne svæve frit i alle retninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan J.

Som krymmel på toppen var dagene krydret med små videnskabelige hyggeopgaver: På førstedagen byggede vi miniraketter med indbyggede faldskærme, der blev fyret op i luften og landede (nogenlunde) sikkert. På andendagen skulle vi i grupper forsøge at konstruere et skjold af husholdningsmaterialer såsom stanniol, filt, garn og sågar polyfilla. Disse skjold skulle herefter modstå en flamme i tre minutter og beskytte et råt æg lige bagved. Hvis ægget blev delvist kogt eller skallen forbrændt, mistede man point. Formålet var naturligvis at simulere de ekstreme forhold, et rumskib udsættes for, når det trænger gennem Jordens atmosfære.

Hver eneste disciplin på de to lange dage vakte min interesse for rumfart og videnskaben bag, ganske som formålet med Space Camp var tilbage i 1982, og jeg må indrømme, at jeg flere gange overvejede, om jeg havde valgt rigtigt ved at satse på journalistikken i stedet for at gå efter coolness i Andreas Mogensen-klassen – manden, der er en del af det europæiske astronautkorps, og indtil videre har tilbragt små ti dage i rummet som den eneste dansker nogensinde.

Foto: Anne Bæk.

Historiens vingesus

En af de største og mere uventede oplevelser i forbindelse med Space Camp fandt dog sted på NASA-museet, der ligger på samme matrikel. Her blev vi vist rundt af 82-årige Lowell Zoller, der i den grad personificerede den stolthed over rumfarten i »Rocket City«, jeg så fra øjeblikket, da jeg tre dage tidligere landede i byen. Under gennemgangen af raketternes udvikling i en på alle måder bjergtagende udstilling, skulle man tro, at den 110,6 meter lange, autentiske Saturn V-rumraket, der hang i stålwires fra loftet, eller den ægte månesten i montren i det fjerneste hjørne var hovedattraktionerne. De var ekstraordinære elementer, men i sidste ende var de blot ting. Den sande hovedattraktion var gamle Zoller selv.

»Jeg kom fra Fort Wayne, Indiana, for 57 år siden og landede ved NASA her i Huntsville ved lidt af et tilfælde. Jeg havde ingen uddannelse, ingen klare mål, og alligevel endte jeg med en karriere, der var større end livet selv,« fortæller den ældre herre, der er klædt i hvid NASA-kittel.

82-årige Lowell Zoller er kustode på NASAs museum ved Space Camp og i sig selv en oplevelse at møde. Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan J.

Zoller var ikke astronaut. Til de job valgte man typisk jagerpiloter, forklarer han. I stedet tog han del i byggeriet af selve raketterne, der sendte menneskeheden ud i rummet. Hans manglende uddannelse blev udskiftet med universitetsgrader inden for kemi, fysik og atomvidenskab.

På et tidspunkt viser han os en minibiograf, hvor man kan genopleve prøvetændingen af de fem gigantiske jetmotorer, der blev brugt til at løfte Saturn V-raketten op fra jorden og ud gennem atmosfæren. Med en kraft pr. motor, der ifølge Lowell svarer til 6.000 biler med 180 hestekræfter, støjede det uhyrligt, og vi nikker og griner alle fjoget af den imponerende gengivelse i minibiografen.

De imporende raketmotorer, der i 60erne fik Gemini- og Apollo-raketter til at lette fra jorden. Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan J.

»Jeg var til stede den dag,« siger Lowell efter fremvisningen. »Det støjede så meget, at man kunne høre prøvetændingen 100 kilometer væk, og det rystede så meget, at det gav et udslag på 3,5 på Richterskalaen. Jeg behøver vist ikke sige, at det var en helt speciel dag,« siger Lowell og følger op med et lille, varmt smil.

Thomas Conradsen har været på Space Camp i Huntsville, Alabama. Space Camp trip. (National Geographic/Jon Morgan) Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan .

Ved afslutningen af rundvisningen – og for den sags skyld denne Space Camp – sætter han i perspektiv, at alt, hvad vi har set, ikke blot handler om at gøre det uopnåelige opnåeligt ude i Rummet.

»Hvad folk og politikere alt for ofte glemmer, er, at den rumforskning, vi lavede fra 60erne og frem, medførte et hav af opfindelser, som vi alle benytter i dag i vores dagligdag. Køkkenmaskiner, komfurer, køretøjer, batterier, computere, telefoner. Meget af dette ville ikke have nået det tekniske niveau, det har i dag, hvis det ikke var for de kvantespring, vi gennem mere end 50 år har taget hos NASA. Hvis vi ikke begynder at bruge flere penge på rumforskning, hvis vi ikke går helhjertet efter at komme til Mars, så snyder vi vores børn og børnebørn,« siger Lowell Zoller.

Der er adskillige pakkeløsninger at vælge mellem på Space Camp. Min gruppe og jeg var på et todages voksenkursus, som alle over 18 kan deltage i. Det koster 550 dollar – cirka 3.600 kroner pr. snude. Det var pengene værd. Og når mine børn bliver store nok til at begå sig på engelsk, snupper vi en af familiepakkerne.

For måske venter Mars på os derude i fremtiden.

Turen til Space Camp i Huntsville, Alabama, var arrangeret af National Geographic.

En anden måde, der simuleres vægtløshed på under Space Camp, er en dykkerøvelse, hvor man kommer 15 meter ned og arbejder på en 1-til-1-kopi af en rumsonde. Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Jon Morgan J.