Her er Norges bedste skiløb

Ekspertpanelet fra den norske avis, Verdens Gang, har kikket de norske skiområder efter i sømmene og kåret de bedste.

Kvitfjell er kåret som det bedste område i Norge for alpinister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sus Falch

Det er ikke hvem som helst, der har givet de norske skisportsområder karakterer.

Læs også: Børnefamilier vælger skiferie i Skandinavien

Det er nuvæende og tidligere trænere af de norske skilandshold. Det er skiløbere, der har fået medaljer i både OL og VM. Det er redaktører af fritids- og skimagasiner, forfatteren af Skiguide Norge og den person, der med randonee-ski har været på flest  norske fjeldtoppe.

Tilsammen udgør de ekspertpanelet for den norske avis, Verdens Gang, og hvert år kårer de toppen af de alpine skimulighederne i Norge.

Sæsonens Top-Fem i fire forskellige kategorier er nu valgt. For hvilket alpine skianlæg, der er bedst, afhænger af, hvilken skiløber man er. Det bedste anlæg for slalom-skiløberne kan f.eks. være helt uinteressant, hvis man forestrækker at løbe off-piste.

Derfor er det de fem bedste skianlæg for henholdsvis alpinister, for off-piste løbere, for snow-park løbere og for børnefamilier, der nu er valgt - og Norges største alpine skianlæg, Hemsedal, må konstatere, at her er resultatetet blevet "den evige toer".

Kvitfjell er bedst for alpinister

Er du til slalom skiløb på pisterne, så er snesikre Kvitfjell i Gudbrandsdalen 45 minutters kørsel nord for Lillehammer det bedsteområde i Norge.
Her er hoteller, hytter, lejligheder, skiudleje, serveringssteder og pister på begge sider af fjeldet - og pisterne er i alle kategorier: fra lette grønne til den stejle sorte styrtløbspiste fra OL i 1994.
Kvitfjell er i øvrigt stadig vært for Wold Cup løb. Fredag 11. marts er der styrtløb, og dagen efter Super-G.
Der er i alt 29 km præparerede pister. 5 af de letteste grønne, 11 blå,  6 røde og 4 svære sorte. Der er 854 højdemeter i anlægget, og længste nedfart er 3,5 km.
Vejen dertil: Fra Gardermoen lufthavn 198 km, og der er 225 km til Oslo.
Info: kvitfjell.no
De øvrige alpine ski-anlæg i top-5 :  Hemsedal, Norefjell, Trysil og endelig Oppdal.

Strandafjellet er bedst for off-piste

Der er ikke mange danske skiløbere, der kender området, som heller ikke optræder i de danske skirejsebureauers kataloger. Skiområdet ligger i den østlige del af  Sunnmørsalperne og er en af de fem desitantioner, som har fælles lifkort: Alpepasset.
Skianlægget har seks lifter, hvor der i år blev indviet en ny seks-personers stolelift, der går op til Roaldshornet, 1.230 meter over havet og en forrygende udsigt.
Der er 17 pister fordelt med 4 lette grønne, 5 blå, 6 røde og 2 af de svære sorte. Der er også snow-park, men det er de gode off-piste muligheder, der er magneten for de fleste skiturister.
Vejen dertil: Nærmeste lufthavn er Ålesund, ca. 50 km,  og der er 561 km til Oslo.
Info: strandafjellet.no
De øvrige off-piste områder i top-5: Narvik, Røldal, Hemsedal og Oppdal.

Vierli har den bedste snow-park

Skianlægget ligger højt. 1.010 meter over havet, og der er en storslået udsigt over Raulandsfjell og Hardangervidda. I nærheden ligger Rauland Skicenter.
Vierli skianlæg er ikke stort. Der er fem skilifter og 6,5 km pister fordelt på ni pister - og der er 150 km langrendsspor. Men snow-parken, hvor snowboardere og twin tip løbere boltrer sig, er til gengæld stort med masser af rails og bigjumps.
Vierli Swag Terrengpark var allerede kåret som årets bedste af Norges Snowboardforbund, og nu følger VG trop, og giver i år Vierli flere point end Hemsedal, der ellers har været suveræn etter.
"Det er det nærmeste, man kan komme USA-standard i Europa," udtaler Petter Kristiansen, der er en af Norges bedste snowboardere.
Vejen dertil: Fra Gardermoen lufthavn 255 km, og der er 210 km til Oslo.
Info: visitrauland.com
De øvrige snow-parker i top-5: Hemsedal, Trysil, Varingskollen og endelig Geilo.

Trysil er bedst for børnefamilier

Hvis Strandafjellet og Vierli ikke er så kendte blandt de danske skiløbere, så er Trysil - danskerfjeldet kaldes det også. Skianlægget, der ligger tæt ved grænsen til Sverige, er danskernes foretrukne norske skirejsemål.
Det breder sig over fire områder med 71 km skiløb forbundet af 31 skilifter. Der er i alt 66 pister på tre sider af fjeldet, 20 lette grønne, 17 blå,  17 blå og 11 svære sorte. Der er skiløb op til 1.100 m over havet, største faldhøjde er 685 m og længste nedfart er 5,4 km.
Trysil satser bevidst på børnefamilierne. I lavsæsonen i år lancerede man Kids-Prize, hvor børn under seks år kunne spise gratis på serveringsstederne i anlægget. Og på pisterne huserer børnenes yndlinge: de sjove Smotter, som løber omkring på ski og laver sjov med børnene, arrangerer konkurrencer og om eftermiddagen står på scenen i  Smottemilskogen.
Vejen dertil: Fra Gardermoen lufthavn 160 km, og der er 210 km fra Oslo.
Info: skistar.com
De øvrige børneegnede skiområder i top-5:  Hemsedal, Geilo, Hafjell og Beitostølen.