Her er Middelhavets Miami

Tel Aviv er kommet på verdenskortet som en af de ti storbyer, man skal besøge i 2011, hvis man vil opleve noget særligt.

Rejseliv imported photo
Tel Aviv er vokset fra at være en beskeden nybygger-enklave på tærsklen til Mellemøsten til en moderne storby ved Middelhavet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen

Musikken er ikke så høj endnu. Klokken er også kun 23. Mendalimos har været åben en times tid. Rundt om de to hårdtarbejdende bartendere vugges der i takt til alt fra 80er-pop til israeli-hits, mens anise med frisk mynte, den lokale Maccabi-øl, vin og shots ryger ned i halsen på de casual klædte gæster.

Læs også: De unges guide til Tel Aviv

»Godt, det ikke er soldater-aften,« siger Or og hentyder til de barer, hvor rekrutterne på 18-21 år slår sig løs på weekendens orlov. Han foretrækker en mere voksen stemning som på denne, hvor de næsten-30-årige er i flertal. Baren er en del af det pulserende natteliv, som har givet Tel Aviv et internationalt ry og ligefrem sammenligningen med Miami Beach.

Det er da også lokket af kombinationen storby ved havet kun fire timers flyvning fra Danmark og udsigt til forskud på foråret, at vi står på baren med skrivemaskine-logoet på den undselige dør på Hayarkon Street 102. Or kommer her både privat og professionelt, fordi hans job ved siden af historie-studierne er at vise turister det natteliv, som har fået Lonely Planet til at kåre Tel Aviv som den tredjevigtigste by at besøge i 2011 med begejstrede vendinger som »... hvor hedonismen er religion, der er flere barer end synagoger, Gud er en dj, og alles legemer et tempel.«

Mellemøstens svar på San Francisco
»Tel Aviv er en ung by. Gennemsnitsalderen er 35-40 år. De unge fra hele Israel tiltrækkes af byens muligheder for job og uddannelse. Det er fremtidens by. Men den er også populær, fordi det er en meget liberal by, hvor folk kan være sig selv,« siger han og hentyder blandt andet til det andet prædikat, som byen har fået: at det er Mellemøstens svar på San Francisco for sin imødekommende, afslappede holdning over for homoseksuelle.

Denne aften er den nu mest sig selv. Bare en moderne by ved Middelhavet, hvor lokale og turister, singler, par og familier sidder side om side på caféer, barer og restauranter, ude som inde, og hygger sig i det spirende forår.

For nogle slutter festen aldrig, før morgensolens stråler rammer byens mange hvide huse. Og man ser dem først igen langt op ad dagen, hvor de hænger ud på stranden, som løber 13 kilometer fra nord til syd med sand og surfer-bølger, promenade og parasoller, caféer og liggestole med de karakteristiske højhus-hoteller langs hovedtrafikåren Herbert Samuel Street i baggrunden.

Mens andre sover længe, mødes vi med guiden Paule, der som 11-årig kom til Israel med sin familie fra Belgien. Tel Aviv er vokset i takt med forfølgelserne af jøder rundt om i verden, siden den blev grundlagt som moderne by i 1909 af familier, der var kommet fra den befolkningstætte nabo-havneby Jaffa (Yafo) to årtier før.

I 1914 var der 3.600 indbyggere, men byen voksede i mellemkrigsårene til 120.000. Ved statens Israels oprettelse i 1948 betød masse-immigrationen endnu en befolknings-eksplosion, og i 1950 var byen blevet så stor, at den blev slået sammen med Jaffa, og derfor hedder den også korrekt Tel Aviv-Yafo.

Vi skruer tiden over 100 år tilbage, da vi begiver os ind i det mest trendy kvarter, Neve Tzedek, som var her, familierne fra Jaffa slog sig ned én efter én i en tidligere appelsinlund og byggede deres to-tre-etagers huse. Gaderne er smalle, husene er et miks af art nouveau og tidlig Bauhaus-inspiration, det hele lidt Kartoffelrække-romantisk. Nogle er forfaldne, andre stadig i god stand, og en del af dem nyrenoveret med respekt for historien.

Bystyret var ellers på nippet til at rive hele molevitten ned i 1970erne, fordi kvarteret havde fået et blakket ry. Husene tættest på vandet nåede at ryge til fordel for nogle hotel-mastodonter, men i 1980 blev resten fredet på privat initiativ, og nu har Neve Tzedek udviklet sig til Tel Avivs svar på SoHo i New York.

Ejendomspriserne er røget i vejret, men man behøver ikke at bo der for at få del i boheme-stemningen. Man kan faktisk komme på besøg i nogle af dem, for eksempel Rokach House på Shimon Rokach Street 36, som er museum, galleri og privatbolig for kunstneren Lea Majaro-Mintz, der har overtaget sin bedstefars bolig fra 1887. I samme gade er indrettet museum for en af Israels mest kendte malere, Nachum Gutman, i nr. 21.

Mode- og boligbutikker
Mange af de andre huse er indrettet til mode- og boligbutikker, cafeer, restauranter og gallerier, især omkring Shabazi Street og Lilinblum Street, og det oser af livsstil, ikke mindst på shabbat, jødernes weekend fredag-lørdag. Det er svært at vælge, om man skal spise italiensk hos Bellini, mellemøstligt hos Suzana, købe brød hos Dallal eller bare nøjes med hjemmelavet is fra Savta i smøgen Yehieli Street ned til pladsen foran kulturcentret Suzanne Dellal.

Man kan bruge hele dagen i Neve Tzedek – og mere til. Vi kunne være gået en omvej mod øst til Shalom Towers på Hashabar Street, som vakte opsigt i 1961 som Mellemøstens højeste skryskraber. Ikke ligefrem en arkitektonisk perle med nutidens øjne, måske lidt sovjetisk at se på, men indeni er små udstillinger på de første etager, som fortæller byens historie gennem gamle sort-hvide fotografier, og de afslører et meget ubekymret café- og strandliv, især i 1920ernes Tel Aviv, som ikke lader nutidens noget efter.

I stedet spadserer vi 5-10 minutter længere mod syd til Tachana, som er den gamle togstation, der fra 1892 til 1948 var handelsknudepunkt for Tel Aviv og Jaffa. Den var også lige ved at blive bulldozernes bytte, men for ti år siden blev der skudt 150 mio. kroner i et renoveringsprojekt, og nu er stationen genåbnet som rekreativt område for børn og voksne døgnet rundt.

Afgangshallen er butik og café, man må gå på skinnerne, de omkringliggende lagerbygninger, som også har huset de skiftende herskere (tyrkere og briter) er nu chikke butikker og vandhuller. To af de populæreste er barerne Vicky og Christina, opkaldt efter Woody Allens Barcelona-film, som serverer drinks og tapas. Der er kun én ting at gøre: hænge ud, slappe af, kigge på mennesker ligesom de lokale.

Jaffa hører til Tel Aviv, men lever sit eget liv. Samtidig er den selv to forskellige byer, alt efter hvornår på dagen man besøger den – men også i bogstavelig forstand. Der er den historiske, isoleret bag den gamle bymur, og så den nyere, som spreder sig over et ti gange så stort areal.

Selv om det var uenighed med de arabiske naboer, der fik jøderne til at flytte til Neve Tzedek-kvarteret i slutningen af det 19. århundrede, lever jøder, kristne og muslimer i dag side om side i Jaffa, og det er et populært sted for studerende, kunstnere og småhandlende, fordi huslejerne stadig er på et rimeligt niveau.

»Hvis man skal drage en sammenligning, er det vores Brooklyn,« siger guiden Or, som selv bor her.
Vi finder en port i bymuren på Yefet Street over for Klokketårnet, som blev rejst i 1900 under det tyrkiske Ottoman-styre, og kommer ind i en labyrint af velholdte gamle gyder med primært gallerier. I stedet for almindelige navne er de opkaldt efter stjernetegn og markeret med symbolerne på kakler, som alle kan forstå.

Et af de mere spektakulære gallerier tilhører kunstneren Ilana Goor, som holder til i et 250 år gammelt tidligere vandrehjem for pilgrimme. Huset er hendes hjem, museum og galleri, man må kigge og købe, og på vej ned i butikken i underetagen, hvor hendes smykker og interiør sælges, ser vi fotos af hende med Dalai Lama og Bill Clinton. Vi hilser på hende selv, da hun skal ud at lufte sine hunde.

Populært udflugtsmål for kristne turister
Inden det er tid til frokost, passerer vi huset, hvor apostlen Peter ifølge testamentet overnattede hos garveren Simon, og Skt. Peters-kirken, bygget af franciskaner-ordenen i 1888, som er populært udflugtsmål for kristne turister. Vi går over mod det legendariske loppemarked mellem gaderne Yefet og Yehuda.

Varerne i de faste stader minder mere om et vestligt marked end en mellemøstlig souk, men igen, mange af tingene er netop kommet hertil fra det gamle Europa med immigranterne. Man kan også gøre loppefund på den trendy café Pua på Rabbi Yochanan Street, alt interiøret er prismærket og til salg, men vi har hørt, at den er sjovere at besøge om aftenen, så vi gemmer den til café-crawl, hvor vi også skal et smut på den populære Charcuterie i Rabbi Hanina Street. Især torsdag er loppe-kvarteret i feststemning og ikke til at kende igen, fordi det er den store gå-i-byen-aften inden weekenden.

Lige nu skal det ikke være smart, bare mættende. Vi overvejer byens bedste hummus hos Ali Karavan på Dolphin Street, men bliver lokket af udekøkkenet hos Dr. Shakshuka på Beit HaEschel Street, hvor kokken har gang i tre-fire små kobberpander med shakshuka, en populær fastfood bestående af tyk, krydret tomatsovs stegt med to spejlæg til 30 schekel.

Vi tager et arkitektonisk spring frem i tiden til 1930erne, da vi begynder den lange vandretur på Rothschild Avenue midt i byen og nordpå for at se en af Tel Avivs største seværdigheder, Den Hvide By.

Gaden har en fodgængervenlig midterrabat a la spansk rambla, mens bilerne suser forbi på hver side, og små pitstops ved de gamle aviskiosker, som nu er lavet om til kaffehuse. Især den midtvejs ved Maze Street er et populært mødested for unge tel avivim, som indbyggerne hedder. Avenuen og de omkringliggende kvarterer er helt unik, fordi hovedparten af husene er bygget i den modernistiske stil, som er udsprunget af Bauhaus-skolen.

Forklaringen er igen historisk: da nazisterne kom til magten i Tyskland, udvandrede flere jødiske arkitekter, og de bragte den nye arkitektur med sig. Tel Aviv har den største samling huse af den art i verden, man anslår cirka 4.000, og efter at Unesco har føjet Den Hvide By på verdensarv-listen, bliver ejerne opfordret til at restaurere husene. Ikke alle har råd, og de gør som ejerne af de lige så bevaringsværdige bygninger fra den mere eklektiske periode i 1920erne.

De får det financieret ved at give entreprenører lov til at bygge diskret til eller rejse højhuse »i baghaven«, så det er forklaringen på de mange helt moderne bygninger ind imellem.
Ikke langt derfra, på Dizengof Square, er den gamle biograf med Bauhaus-linjer fra 1930, Cinema Esther, for få år siden blevet nænsomt ombygget til et luksushotel. Det ydre er intakt, i lobbyen er lysekronen og trappen med gelænder bevaret – og man får selvfølgelig popcorn, når man checker ind!

Sheinkin Street skærer Rotschild Avenue lidt længere oppe og er endnu et eksempel på, hvordan et hensygnende nabolag kan blive hipt igen. Vi går ikke mange skridt, før vi får et déjà vu af endnu en storby – det ligner jo Kastanienallee i Berlin med sin brogede befolkning, vintage- og modebutikker, caféer og restauranter.

Beboerne begyndte at sive herfra i 1950erne og søgte mod nybyggerierne nordpå. Undtagen de ortodokse jøder, som stadig bor her, nu dør om dør med den kreative klasse, som opdagede kvarterets potentiale i 1980erne. I dag regnes den for en af byens smarteste gader, og man vil møde mange af de lokale i nr. 33, hvor Orna og Ella serverer deres berømte pandekager af søde kartofler i restauranten, som bærer deres navne.

Luksus-enklave af designerbutikker
Tel Aviv har også sin uptown med Ha-Yarkon Park, som er lige så stor som amerikanernes Central Park, og det runde torv, Kikar Ha-Medina, der er en luksus-enklave af designerbutikker. Til gengæld er byens gamle havnefront heroppe blevet til rekreativt område for alle, og vi beslutter at tilbringe den sidste dag i denne mangfoldighed.

Fra tidlig formiddag til næste morgen er der gang i det kæmpestore område omkring det forhenværende havnebassin. Arkitekterne har ladet sig inspirere af bløde klitter, så træ-promenaden bølger sig kuperet langs de gamle hangarer og lagerbygninger til stor glæde for skatere, joggere og cyklister i alle aldre.

Der er israelske kædebutikker og internationale mærkevarer, fastfood og fine restauranter, grøntsagsmarked og iskiosker, spa og sågar en sexbutik. Efter middag på den italiensk-inspirerede restaurant Boya, kigger vi en sidste gang ud over Middelhavet, men vi hører mere musik end bølgeskvulp. Omkring os varmer barer, jazzklubber og diskoteker op til en ny lang nat.
Tel Aviv er klar til fest, igen.

Rejseliv var inviteret af Cimber Sterling, Dan Hotels og Det Israelske Turistministerium.

Læs også: Guide til storbyer med strand