Her er det rigtige Korsbæk

Lørdag ruller Matador for syvende gang over tv-skærmen. Tag med til journalisten og forfatteren Lise Nørgaards fødeby Roskilde, som har inspireret til serien.

Rejseliv imported photo

Når Matador i aften ruller over tv-skærmen for syvende gang, vil en meget stor del af den danske befolkning igen være tryllebundet af livet i provinsbyen Korsbæk. Sammentrækningen af bynavnene Korsør og Holbæk dækker imidlertid over forfatteren Lise Nørgaards egen fødeby Roskilde. Den tager vi et nærmere kig på.

Læs også: Veninde-weekend på Bornholm

En slentretur i Roskilde kan nemt starte fra Danmarks ældste jernbanestation. I hundredetusindevis af unge har haft retning mod syd og Roskildefestivalen, men vi går vi mod nord og centrum af byen.
Straks uden for stationsbygningen fra 1847 støder vi ind i de fem meter høje, farverige stenkrukker af Peter Brandes. Krukkerne leder ned til Roskildes hovedstrøg, Algade.

Selv om Roskilde har et storcenter, er indkøbsmiljøet meget levende langs Algade og Skomagergade. Der er endda plads til fine specialforretninger i sidegaderne.
I Algade 37 har Jane Onø indrettet en meget hyggelig Korsbæk-butik, med en atmosfære fra før verden gik af lave. I år er den udvidet med en lille café med plydssofaer og  Thorvald Stauning på væggen.

Lise Nørgaard på bænken
Længere henne ad gaden sidder Lise Nørgaard på en bænk ud for Djalma Lunds gamle købmandsgård.
Broncefiguren, der er udført af kunstneren Mette Agerbæk, er placeret på en granitbænk, hvor man kan sætte sig og snakke lidt til Lise Nørgård. Her sætter hendes egne børn sig også.

- Så siger jeg dem ikke imod, kommenterede en smilende 93-årig ved indvielsen i 2010.
Stændertorvet er det naturlige centrum af Roskilde. Her ses fine, gamle historiske bygninger med Domkirken i baggrunden. Onsdag og lørdag er der livlig torvedag med fisk, kød, ost og grønt. Suppleret med brugskunst, smykker og tøj.
Fortsættelsen af hovedstrøget hedder nu Skomagergade. Caféer og forretninger veksler mellem hinanden ned til Ringstedgade, hvor et smut til venstre hen til Lützhøfts gamle købmandsgård i nr 6-8 er for både børn og voksne.

Nipsenåle og solbærrom
Glansbilleder, påklædningsdukker, Rich’s kaffeerstatning, nipsenåle, ATA skurepulver, solbærrom, bolcher og frugtsaft er en lille del af det store udvalg på flere end 1.000 varer i butikken, der er en del af Roskilde Museum.
Alt herinde er ført tilbage til udseendet i 1920’erne, og man er velkommen bag om disken og i kontoret.
Omme i gården spankulerer hønsene rundt ved indgangen til håndværkermuseet på første sal. Her findes værktøj til hjulmagere, snedkere og skomagere.

Ved siden af Lützhøfts købmandsbutik ligger den historiske slagterbutik. Om lørdagen kan den tidligere leder af slagteriskolen, Karl Teglmand, blandt andet fortælle, hvorfor der i 1935 var hele 31 slagterforretninger i Roskilde og i dag kun tre. Som dreng blev Karl Teglmand selv sendt ned at hente slagtervarer hver eneste dag. Man havde simpelhen ingen køleskabe til opbevaring.

Et sug i maven
Nu returnerer vi til Skomagergade, men går hurtigt til venstre af den meget charmerende Karen Olsdatters Stræde, der er krydret med restaurant, smykke-, tøj- og garnforretninger.
For enden af den drejes til højre ad Bondetinget op til den imponerende Domkirke.
Intet sted i Danmark får man et så spændende indblik i dansk arkitekturhistorie.

Rammen er den meget smukke kirke i fransk gotisk stil fra 1200-tallet. Siden er 25 regenter begravet i kirken. Mange i tidstypiske sidebygninger som Christian IVs overdådige rennæssancekapel og Frederik Vs stilrene nyklassisiske kapel.
Selv en ikke specielt kirkeinteresseret får et sug i maven over denne smukke, nyrenoverede kirke.
Entréen på 60 kr. går blandt andet til den flotte guidebog, der følger med billetten.

Danmarks ældste kirke
Nu kunne man vende næsen hjemefter gennem Det Gule Palæ ved siden af Domkirken og forbi det gamle jomfrukloster længere fremme.
Men prøv, om ikke der kan blive tid til et smut ned fra Domkirken over byparken til kanten af Roskilde Fjord med den gamle fiskerby Sct.Jørgensbjerg og Vikingeskibsmuseet.

Sct. Jørgensbjerg Kirke troner på en lille bakketop oven for fjorden. Kirken er Danmarks ældste, bygget ca 1080-1100, og ligger  omgivet af gamle, idylliske småhuse med udsigt over Roskilde Fjord. Kirken er bygget i frådsten. Det er en speciel kalksten, der blev udskåret af kildekalk ved Roskildes mange naturlige kilder. 

Vikingeskib fra Dublin
Fra Sct. Jørgensbjerg er der kun kort vej ned til Vikingeskibsmuseet. Museet har en bred palet af aktiviteter, blandt dem tovfletning og sejlads i vikingeskibe. Det mest imponerende er nok kopien af et 30 meter langt vikingeskib – »Havhingsten fra Glendalough«.
Den originale Havhingsten var i sin tid bygget i Dublin i 1042 og blev sikkert sejlet til Danmark af vikinger, der søgte hjælp hos den danske konge til kamp mod irerne. Men kongen, Svend Estridsen, var nok mere optaget af at holde sammen på de øvrige dele af riget.

30 år senere blev Havhingsten sænket som del af et maritimt forsvarsværk i Roskilde Fjord sammen med fire andre såkaldte Skuldelev-skibe.
Det nybyggede langskib har blandt andet været en tur til Dublin og tilbage igen.
Roskildes historie begynder, allerede mens København træder sine barnesko. I dag er Roskilde en særdeles levende handelsby med et langt større udvalg af forretninger og oplevelser, end dengang Damernes Magasin blev udkonkurreret af Skjerns Magasiner.

Læs også: Stress af i Dragør