I 2010 gik Rejselivs konkurrence om at finde Danmarks Bedste Strand for første gang i luften.
Vinderen dengang blev strandene ved Hvide Sande, mens man i 2011 og 2012 skulle til Marielyst for at brede håndklædet ud på det, som rejselivs brugere og læsere havde kåret som Danmarks Bedste Strand de år.
I år skal man også til Marielyst. Med næsten halvdelen af de 4039 stemmer i kategorien Danmarks Bedste Strand blev Marielyst en overlegen vinder.
Danmarks Bedste Strand er imidlertid ikke den eneste titel, der har været i spil i år. I 2013 har vi udvidet konkurrencen til også at indeholde kåringen af Danmarks Bedste Havn, Campingplads og Forlystelsespark.
Og tilsyneladende kan alle egne af Danmark noget – Marstal Havn på Ærø vandt sikkert i kategorien Danmarks Bedste Havn, det samme gjorde Hasmark Strand Camping på Fyn i kategorien Danmarks Bedste Campingplads.
Anderledes uenighed mellem landsdelene var der i afstemningen om Danmarks Bedste Forlystelsespark. Fårup Sommerland i Nordjylland lå indtil dagen før afgørelsen i front, men blev på falderebet overhalet af Tivoli i København, der fik 30, 7 procent af stemmerne i kategorien, mens Fårup »kun« sneg sig op på 28, 4 procent.
Der er i alt afgivet 8.530 stemmer.
Læs mere om Danmarks bedste forlystelsespark og campingplads