Her byder munke på vin

En kort sejlads fra Cannes ligger Ile St.-Honorat. Her åbner en munkeorden på bare 20 brødre hver dag deres lille grønne ø for turister, som kan nyde nogle timers stilhed i naturen – og måske en lille én.

Munkene på Ile St.-Honorat producerer ca. 40.000 flasker om året. De står for det hele selv, undtagen i høsten, hvor man kan melde sig som voluntør – ligesom det har været populært i mange årtier på fastlandet – hvis man kan indordne sig under klosterlivet. Fold sammen
Læs mere

Schyhhh ... Så snart den lille motorfærge har sat os af på broen og er brummet tilbage mod Cannes, sænker stilheden sig over Ile St.-Honorat.

Læs også: Guide: 24 timer i Cannes

Her er ingen biler, her er ingen knallerter. Kun bølgeskvulp og fuglefløjt, gangstier gennem skov og mark – og en enkelt munk på cykel. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, for han er i jeans og skjorte denne dag.

Den grønne ø ud for den franske riviera er blevet lille turistattraktion i sig selv. Omgivet af Middelhavets blå-blå vand tiltrækker den 50-100 turister pr. sejlads hver anden time. De kommer for at få lidt fred fra det hektiske ferieliv på fastlandet.

Og fred er der masser af her, for øen beboes kun af munke, og af respekt for deres tro og daglige ritualer, opfordres man til en stille adfærd og passende påklædning. Det betyder ikke, at man ikke kan tage en dukkert i det fristende hav fra øens små bugter, men den store attraktion er øens vegetation og meget vigtige afgrøde – mere om den senere.

20 cistercienser-munke
Øen har et enkelt sti-system hele vejen rundt langs kysten samt tre lodrette og en vandret sti. Størstedelen af øens blot 36 hektar er tilgængelige til fods, men selve klostret er forbeholdt de 20 cistercienser-munke, hvis orden har ejet øen siden 1859, hvor biskoppen af Fréjus købte den tilbage fra staten, som havde sat sig på den i revolutionsårene. Ti år efter lod han den igen befolke af fromme brødre.
Men øens historie går mange hundrede år tilbage, og vi bliver mindet om den, på den første tur rundt i vandkanten, tre kilometers vandring i svalende skygge af eg og fyr, palmer og eucalyptus.

Vi går mod øst, og helt ude på spidsen ser vi øens måske mest spektakulære af de syv kapeller på ruten, Chapelle de la Trinité, som menes at være fra middelalderen, bygget på resterne af den første bolig fra det 5. århundrede, hvor troende eneboere gik i land og grundlagde den første munkeorden, som boede her lige til revolutionen.

Ikke langt derfra ligger den ene af to ovne til at støbe kanonkugler i, som Bonaparte satte op i 1794 under Napoleons-krigene; den anden er stik modsat i vest.

Inde bag træerne begynder vi at kunne skimte de første af de 7,6 hektar jord, som er udlagt til vinmarker, inden vi går forbi destilleriet og kommer ud på øens sydspids. Her tegner det monumentale befæstede kloster, bygget mellem det 11. og 14. århundrede som værn mod de mange erobrere, der hærgede de blå bølger på den tid, en flot silhuet mod Middelhavet.

Vi afbryder rundturen og går lidt mod nord, ind blandt duftende lavendelrækker under de svajende palmer foran indgangen til klosterkirken, hvor farvestrålende stauder og sommerblomster konkurrerer om opmærksomheden.

Skuespiller fra Star Wars?
Turister må gerne besøge kirken og museet med kanonkugler, tidlige kristne objekter, fragmenter af et alter fra 1500-tallet, statuer, fotografier og en model-udgave af klostret, men lige nu har vi en aftale med klostrets økonom og forretningsstrateg, fader Marie Pâques, som har boet her siden sin novice-tid for 26 år siden.

Han møder os i den sort-hvide munkekutte, som han altid har på – også når han markedsfører klostrets vigtigste indtægtskilde, vinene, ude i verden.

Det fik engang en kineser til at spørge, om han var skuespiller fra Star Wars, da han var på vin-fremstød i Hong Kong, men det er en helt anden historie. Den om vinen er faktisk kun 20 år gammel – og så alligevel tussegammel.

»Der har altid været tradition for vin til messerne, så derfor har der også været dyrket vin her på øen i gamle dage. Vi har bøger fra middelalderen, hvor der skrives om vinstokke på markerne, så det var ikke noget nyt, da vi i 1992 begyndte forfra med at bygge en ny vingård op.

Vi dyrker ikke længere kun vin til eget brug, vi gør det også af forretningsmæssige årsager. Vi skal selv finde på indtægter til at holde klostret, kirken og kapellerne ved lige, og mange af bygningerne er rigtig gamle og trænger, så vinfremstillingen er en måde at tjene penge på,« siger fader Pâques uden omsvøb.

Lange rækker chardonnay-stokke
Vi får undtagelsesvis lov til at gå med ham ind på marken, hvor de lange rækker chardonnay-stokke står med spæde blade her først på sæsonen. En fjerdedel af øen er udlagt til vinmarker, og man kan se dem på sine vandreture i nord-syd retning på øen.

»Vi besluttede at lægge dyrkningen om, da vi alligevel skulle genplante for næsten 20 år siden. Vores vigtigste druer er nu syrah og clairette, men vi har også pænt store arealer med pinot noir, mourvédre og chardonnay. Vi vil gerne kopiere bourgognerne – i håb om måske at kunne gøre dem bedre,« siger han med et fromt smil.

»Vi har ikke den samme jordbund og temperatur som på fastlandet, men netop vores kombination af ler og limsten, som er meget rig på silt og sand, gør sammen med klimaet tæt på havet, at vores druer får en anden intensitet, som gør dem anderledes både i farve og næse. Når vi selv skal sige det, har vores røde vine styrke og intensitet og de hvide friskhed og elegance,« fortæller fader Pâques, som har studeret ønologi på landbrugsskolen i Hyères.

Han peger, stolt og beskeden på samme tid, på diplomet i sit kontor: beviset på, at deres Saint Saveur fra 2005 vandt guldmedalje i konkurrence »Syrah du Monde«.
Vi kan ikke dy os for at spørge, om han selv smager på de gode årgange?
»Om søndagen, til maden.«

Og så, naturligvis, når munkene inviterer til vinsmagning. De producerer ca. 40.000 flasker om året og er mere end ivrige efter at få dem afsat, men også at fortælle historien om den gammeldags måde, de fremstiller dem på.

Munkene står for det hele selv, undtagen i høsten, hvor man kan melde sig som voluntør – ligesom det har været populært i mange årtier på fastlandet – hvis man kan indordne sig under klosterlivet. De sørger for, at en stor del af produktionen er så økologisk, som det kan lade sig gøre, og de fleste vine bliver lagret på egetræsfade.

Ikke kun med vine
Munkene nøjes dog ikke kun med vine; de fremstiller også farverige likører, lavendel-essens og honning, som sælges fra den lille butik tæt på endnu et kapel, Chapelle Saint Pierre. De er ikke billige, men som fader Pâques siger:
»Vi kan smage, at de bliver bedre og bedre for hvert år. 2009 var godt for de røde generelt, og 2010 for chardonnay’en. Vi prøver at lave haute couture!« siger han med et smil og lader sig fotografere med Millésime fra 2007, en ren pinot noir, som er hans yndlingsvin. Den koster 103 euro for en magnum.

Hans næse for forretning fornægter sig ikke. Allerede i 1999 oprettede munkene et website med online-salg, og ellers kan man efterhånden købe dem på flere europæiske markeder.

Tiden er løbet, fader Pâques skal tilbage til skrivebordet, og vi skal finde et spisebord.
Vi tager den sidste bid af rundturen vestpå forbi kanonkugle-ovn nummer to og Chapelle Saint Caprais og ender til sidst ved udgangspunktet, den lille bådebro, hvor munkene driver  »La Tonelle« i samarbejde med restauratøren Marc Dussollier og kokken Arnaud Ronxin. De står også for vin-arrangementerne sammen med munkene, men i dag smager vi den bare i vores eget selskab.
Rundt omkring på øen er der afmærkede bænke og picnic-steder, så man kunne også have taget sin frokost med og købt en flaske i butikken, men vi kigger på det enkle menukort med typiske middelhavsretter.

Berusede, ikke af vinen, men af hele oplevelsen, den fantastiske udsigt over mod nabo-øen Ile Sainte-Margerite og Cannes samt bjergene i det fjerne og med en lille smule fred i sjælen, går vi ned mod færgen, som 20 minutter senere sætter os af i den virkelige verden. Så er det, vi ser manden på racercyklen.

»Det er ham, som står for likør-fremstillingen,« bemærker en af medarbejderne fra øen, der ligesom os skal med den sidste færge tilbage. Vi spørger, om de ikke går i munkekutter alle sammen.
»Åbenbart ikke i dag.«

Læs også: 5 x vinsmagning i Andesbjergene