Hemingways Florida

The Florida Keys er en række af over 800 koraløer, hvor tiden går langsommere end på fastlandet og hvor amerikanerne slapper af med fiskestænger og cigarer.

The Keys’ er verdensklassefiskeri, snorkling, dykning, dejlige strande og afslappet stemning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Tafdrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra Key Largo i nord til Key West i syd strækker the Florida Keys sig som et 290 kilometers bælte af små tropeøer, der skærmer Den Mexicanske Golf af fra Atlanterhavet.

Læs også: Hvad skal du læse hvor?

Øerne er forbundne af Highway 1, og langs vejen ligger solblegede lystfiskerbutikker, moteller, restauranter og barer i et uendeligt antal og afskygninger og med navne som Blue Marlin Motel, Jack’s Bait n’Tackle og lignende ærkeamerikanske opfindsomheder. 

For amerikanerne er ørækken og Highway 1 en blindgyde, for de må ikke sejle videre til Cuba, der blot 140 kilometer væk ellers ligger som det naturlige, næste stop.

Alligevel lokker øerne mange besøgende til, både turister og amerikanere. Som kommer for The Keys’ verdensklassefiskeri, snorkling, dykning, dejlige strande og den afslappede stemning. 

 

Laid back i vandkanten

Allerede på første stop efter fastlandet på den aflange Key Largo er tempoet mærkbart langsommere. 

Sammen med andre »snowbirds« (blege vinterturister fra det nordlige USA) spiser vi frokost i vandkanten på en restaurant, der bærer navnet Gilbert’s Paradise. Et skønt krakeleret motel, hvor vilde delfiner leger ganske få meter ude i vandet, mens en lokal musiker spiller singer-songwriter-klassikere på sin guitar for drikkepenge i en plasticbøtte ved sine fødder. 

Spredte parasoller er slået op foran den slidte strandbar, hvor musikeren konverserer det dovne publikum om ønsker mellem numrene. Når folk forlader baren, smider de et par krøllede en-dollar-sedler i bøtten. 

Amerika er laid back på disse kanter. Her sker ikke meget nyt, og samtalerne kredser mest om, hvem der fangede de største fisk i går. 

Den samtale kan man uden større besvær blive en del af – for med et hav fuldt af blandt andet marlin, kingfish og tun er der gode chancer for en drømmefangst.

 

Havets mange muligheder 

Specielt øen Marathon, der ligger midt i the Keys, er et mekka for lystfiskere, og her kan man leje båd eller tage med lokale turarrangører på fisketur. At leje sin egen lille motorbåd koster 200 dollar om dagen, hvor en større båd med besætning og plads til seks gæster løber op i 800 dollar. Man kan også komme med på turbåde og betale pr. person. Det koster cirka 60 dollar for en halv dag. Der er gratis fiskeri fra kyster og broer – blandt de mest populære broer at kaste snøren ud fra er Seven Mile Bridge.

Vil man ikke fiske, men hellere kaste sig selv i havet, kan man også det. Turbåde sejler til de gode snorklesteder fra blandt andet John Pennekamp Coral Reef State Park på Key Largo, Looe Key Reef Resort and Dive Center på Ramrod Key eller Florida Keys Dive Center på Tavernier i Islamorada. 

En snorkeltur koster omkring 30 dollar pr. person, et dyk med tanke omkring 80 dollar. Og der er masser af se på under havets overflade, havskildpadder, kæmpe rokker, farverige fisk, ja, tilmed søkøer, der »græsser« på lavt vand.

Hver af øerne har sin særprægede stemning, og ørækken ender i Key West, der for mange er en løssluppen festdestination med barer og diskoteker.

Her lægger krydstogtskibe til, og priserne er følgelig en halv gang højere end på de andre øer i the Conch Republic (konkylie-republikken) som the Keys kalder sig selv for at understrege den mentale forskel fra fastlands-USA. Det vil sige, at priserne i Key West minder om de danske, hvorimod resten af The Keys giver lidt mere for pengene, end vi er vant til herhjemme. Især på restaurantfronten.

 

Tættere på Hemingway

Øernes særlige atmosfære fik, som mange bekendt, forfatteren Ernest Hemingway til at slå sig ned i Key West i 1931-1940. Her skrev han en betydelig del af sit forfatterskab i baghuset til sin ejendom på Whitehead Street. Ellers fiskede den kommende Nobel- og Pulitzerprisvinder i vandene mellem Key West og Cuba på sin båd Pilar, eller drak på sin lokale bar i Key West.

Hemingways hus er i dag museum, og for de, der har læst forfatteren, er det en særlig stemning at stå i hans arbejdsværelse.

Rundt omkring i huset render katte med seks tæer på hver pote. Overtroen blandt de lokale sømænd gik, at det bragte held at have en sekstået kat om bord, og Hemingway fik derfor sådan en kat forærende. Det er de mange efterkommerne af den, der i dag løber ind og ud mellem de besøgendes ben.

Huset stammer fra 1851 og blev bygget af en rigmand, der tjente sin formue på at bjerge vraggods langs the Keys. Det er opført i kalksten skåret ud af undergrunden af slavearbejdere og fremstår anderledes end de andre huse i den gamle by, der for det meste er af træ, hvidmalet og let afskallet af det konstante sollys. Derfor har Hemingways solide hus overlevet flere orkaner, der kan blive meget voldsomme i området. 

 

En vaskeægte skattejagt 

Netop orkanerne spiller en vigtig rolle i en af de mere særprægede attraktioner i Key West – byens museum over den lokale skattejæger Mel Fisher.

Han fandt i havet ud for Key West den sunkne galeon Nuestra Señora de Atochasom – et skib så læsset med rigdomme, at selv ballasten i kølen bestod af sølvbarrer. Skattene havde ligget på havets bund, siden skibet sank i en orkan i 1622, og museet rummer en drengedrøm af kanoner, gulddukater, smykker, ædelstene og andre skatte.

Mel Fisher brugte 16 år på at lokalisere skibet, og de investorer, der holdt ham i gang så længe, fik deres udbytte betalt i skatte, hvoraf mange er solgt på auktion.

Der var naturligvis stor slåskamp om skatten, som de amerikanske myndigheder beslaglagde, indtil en domstol slog fast, at rigdommene tilhørte Fisher, da de var bjærget i internationalt farvand.

Ikke kun de spanske conquistadores havde problemer med orkaner i området. Langs koraløerne står flere steder resterne af magnaten Henry Flaglers oversøiske jernbane, der blev ødelagt af en kategori-5 orkan i 1935.

Den styrtende rige Henry Flagler førte sin jernbane, the Florida East Coast Railway, hele vejen til Key West i 1912, men den holdt altså kun lidt over 20 år. Nu smuldrer resterne af jernbanebroerne langsomt væk med selvsåede træer og buske mellem de gamle spor, og flere brofag er spærret af sikkerhedshensyn. Nogle steder kan interesserede dog gå ud og beskue resterne af det ambitiøse ingeniørarbejde.

Henry Flaglers forretningsstrategi inkluderede ikke kun jernbanen, han opførste også flere store luksushoteller langs ruten. Et godt eksempel er det overdådige Breakers Hotel i Palm Beach oppe af Floridas atlanterhavskyst, hvor jernbanen passerede på vejen fra Jacksonville i det nordligste Florida til Key West som USA’s sydligste punkt. Hotellet er rigt udsmykket med gobeliner, malerier og andre kunstskatte fra Europa. 

 

Cubansk USA

Livet i The Keys handler først og fremmest om at nyde livet fra dag til dag. Her i det ellers temmelig røgfri USA kan man blandt andet købe cigarer af 100 procent Cuban tobacco seed i små boder.

Tobakken fra planter af cubanske afstamning er dyrket i USA og er det tætteste, man kommer på den kommunistiske ø.

Havet omkring Cuba, hvor Hemingway fiskede, er i dag forbudt farvand for amerikanere. Og så længe embargoen mod Cuba står på, vil the Keys fortsat ligge som en doven tropisk blindgyde.  

 

Læs også: Her får du verdens bedste strandferie