Helikopterskiløb i Canada

Ingen liftkøer og 25 meter snefald årligt. Heliskiing i British Columbias nordøstligste hjørne er dyrt, men ganske enkelt en forrygende oplevelse.

Foto: LFH

»Hvis du ikke kan tåle at miste 1.000 dollar om dagen, skal du ikke tage af sted. Men hvis du er villig til at risikere det for at opleve dit livs vildeste skitur, så kan du ikke tøve et sekund,« siger Jim fra Seattle.

Læs også: På grænsen mellem Norge og Rusland

Sammen med sin kone Valerie sidder han ved morgenbordet i Last Frontier Heliskiings hovedbygning, 1.500 km nord for Vancouver. Klokken er kvart over otte torsdag morgen. Termometret viser minus 15 grader. Kick Ass-kaffen fra Kicking Horse Coffee er stadig rygende varm, og Jim studerer nærgående den friskbagte croissant, han har bortført fra resten af morgenbuffetens overflødighedshorn af smørglinsende french toast, tykke amerikanske pandekager, schweizisk bircher müsli, frisk frugt og hjemmelavet blåbærmarmelade. I et splitsekund ryger den indenbords.

»De er selvfølgelig ikke lige så gode som i La Grave, men næsten,« tilføjer Joe fra Colorado og refererer til det legendariske franske offpiste-mekka. Det er syvende gang, han besøger Last Frontier Heliskiing.

Nordamerikas bedste heliskiing
Begge mener, at de har fundet, hvis ikke verdens, så Nordamerikas bedste heliskiing midt i ingenting ved navn Bell 2 Lodge; i 1979 bygget til at servicere lastbiler på vej til og fra Alaska langs Highway 37, i dag et af knudepunkterne for den højtflyvende luksusturisme.
12 meter fra de to herrer står chefguide Michael Brackenhofer på det slidte bjælkegulv og gør sig klar til at briefe ugens deltagere om sne- og vejrforholdene. Endnu en dag på kontoret begyndte for halvanden time siden, da han mødtes med sine kollegaer, og de sammen gennemgik rapporterne fra Canadian Avalanche Association, tre vejrstationer i det 9.500 km2 store område samt vejr- og lavinemeldingerne fra Skeena Heliskiing og operatører i nærheden.

Temperaturer, vindhastigheder og nedbør føres ind i et sirligt skema, og ved at sammenligne med andre operatører og forrige års data kan guiderne supplere deres mavefornemmelse med et videnskabeligt grundlag for, hvornår det eksempelvis er sikkert at bevæge sig ud på nordvendte skråninger over 1.400 meters højde.

To dage med dårlig sigtbarhed og stor temperaturforskel fra dal til bjergtop har tvunget helikopterne til at stå stille. Isen, der dannes på rotorerne, når temperaturen falder 15 grader, har udgjort for stor en sikkerhedsrisiko. Derfor er alle deltagerne – der ankom søndag og indtil videre kun har haft én skidag, om mandagen – nu musestille og tydeligvis spændte. Skal de trodse tyngdekræften eller acceptere endnu et slag af skæbnens uretfærdighed, endnu en down day?

Helikopteren suser i vejret
»Sneen er relativ stabil, det er overskyet, men småt med vind, og vigtigst af alt er temperaturudsvingene ikke lige så markante som de sidste to dage,« siger chefguiden med et let skjult smil. Forløsningen hos morgenmadsspiserne er mærkbar; det højtflyvende eventyr kan fortsætte.

Nøjagtigt en time og fireogtyve minutter senere dirigerer helikopterpilot Yves Lecavalier den lille stjerne af en metaldåse op til toppen af en pudderfyldt bjergtop i små 1.400 meters højde. Fire spændte skiløbere, tre på bagsædet og en på forsædet klemt inde mellem piloten og en af dagens to andre guider, Jeff Bullock, skynder sig ud af den lille metalkrop.

Jeff tager alle passagerers ski fra metalbeholderen på helikopterens højre side; som den sidste lader han sig derefter synke så langt ned i den dybe sne, at rotorerne ikke er i nærheden af tophuer eller skihjelme. Med et vink giver han signal, og helikopteren suser i vejret.

Han planter derefter en 1,5 meter lang sort træstav med et lille orange flag i sneen, så Yves er sikker på, hvor han skal vende retur; på dagens tur er der tre grupper, der skiftes til at løbe på den samme bjergside, inden turen går videre mod nye udfordringer, og der nysne nok til alle.

Den urørte puddersne er magisk
Selv om vejret er gråt, er fornemmelsen af uanede mængder urørt puddersne magisk. Jeff fører an, og Martin, en ung tysker med lange dreadlocks, som inden dagens strabadser er blevet udstyret med en ekstra walkie talkie samt en større rygsæk med plads til førstehjælpsgrej, danner bagtrop. På denne måde er han hele tiden i kontakt med Jeff og kan give besked, hvis en i gruppen styrter eller falder bagud, og resten af flokken skal vente.

Martins far har gennemgået flere knæoperationer og indleder hver dag med et heftig morgenmåltid bestående af fire piller med smertestillende medicin; rationelt er det næppe, men det giver en forståelse for, hvor afhængighedsfrembringende skidtet er.
»Her er vi alle narkomaner, powder junkies,« griner den 67-årige Tim Firnstahl og sætter kursen mod en lille åbning mellem to 15 meter høje graner. Sneen sprøjter om ørerne på ham, og da han atter dukker op, sidder smilet stadig som støbt i beton. Gruppen fortsætter deres kridhvide puddersvingom mellem de svajende grankæmper, følger efter Jeff og finder vej til det aftalte opsamlingssted godt 850 højdemetre længere nede.

Resten af dagen forbliver vejret overskyet, men stadig roligt, og da eftermiddagstusmørket nærmer sig, har helikopteren afleveret sine passagerer ved toppen af ruter med navne som Silver Fox, Heli Belly, Black Jack, Striptease og Polar Roller.
Alle tæller vertical feet, som gjaldt det deres liv, for med i deres fem dages heliski indgår 72.000 af de sagnomspundne fod (ca. 22.000 højdemeter), og lever Last Frontier Heliskiing ikke op til det løfte, får gæsterne et tilgodebevis på 39,95 canadiske dollar pr. 1.000 fod. Med til historien hører dog, at giver benene op inden helikopteren, er man selv ude om det.

Efter hvert løft noterer Jeff antallet af fod i sin slidte orange notesbog, og da dagen er omme, og helikopteren svæver lavt over sneklædte grankroner, når regnestykket op på mere end 4.500 højdemeter. Selv om helikopteren trækker det tungeste læs, har både sind og lårmuskler fået en på opleveren.

The Last Frontier
Den sidste grænse, the Last Frontier, er i den nordamerikansk mytologi omgærdet af megen romantik.
Da europæerne lagde hungersnød og enevældige konger bag sig og senere drog vestpå, hen over præriens afsvedne græsstrå, rykkede grænsen mellem civilisationen og vildnisset konstant. The Last Frontier var der, hvor drømme blev til virkelighed, hvor guld blev gravet, og cowboys gik fra at være drenge til rigtige mænd; i hvert fald i smugkroers mørke afkroge.

At virkeligheden til tider var ufravigeligt ubarmhjertig – Lewis og Clarks ekspedition, der i begyndelsen af det 19. århundrede udforskede store dele af Midtvesten, krydsede Rocky Mountains og nåede hele vejen til Stillehavet, er et af nordamerikansk histories klareste vidnesbyrd herom – gør bestemt ikke myten dårligere.

Selv om Last Frontier Heliskiing ikke markerer grænsen mellem det civiliserede Canada og vildmarken, er der for en dansker ufatteligt langt mellem husene, og enhver, der for at se naturen på tæt hold vælger bil frem for fly, skal holde et vågent øje med sin benzinbeholdning.

Ved Petro Canada-tankstationen i højre side af Yellowhead Highway rækker Kent Hansen sin venstre tommeltot ud. Han mangler et lift, og der er på daværende tidspunkt mere end 230 km til både hans arbejdsplads i den lille by mineby Stewart og Bell 2 Lodge, begge hjemsteder for Last Frontier Heliskiings to hytter. Der er lige så langt til den næste benzintank.

Det er i begyndelsen af december, og på hver side af den snedækkede vej rejser meterhøje vægge af sne sig.
Kent har danske forældre, har boet i Canada i mere end 35 år nu, men drømmer stadig om Grøn Tuborg, sin mormors frikadeller, Rød Aalborg og danske piger. Han fortæller, at de i år har fået noget mindre sne end sædvanligt. Statistikken fortæller om vintre, hvor huse ganske enkelt forsvinder, hvis de ikke løbende graves fri. Livet på disse kanter er ingen dans på roser, og myten om the Last Frontier lever stadig.

Nær spøgelsesbyen Hyder
I T-krydset, hvor Dease Lake Highway bliver til Glacier Highway, siger Kent tak for turen. Han skal tomle videre mod Stewart og den sydligste spids af Alaska nær spøgelsesbyen Hyder, men er ganske fortrøstningsfuld, for han har prøvet det utal af gange; i modsat retning fortsætter vejen mod Bell 2 Lodge og derefter 470 km., inden den kører ind i delstaten Yukon.

Enhver skiløber, dykker eller surfer ved, at på intet tidspunkt smager maden så godt, som når kroppen har arbejdet hårdt i den friske luft en hel dag.
Når prisen på en uges skiløb koster det samme, som en familie får lov at betale for en uge i et nydeligt schweizisk chalet, gør det ikke de faste gæsters forventninger mindre.

Tim Firnstahl, der udover at være en passioneret skiløber også ejer flere restauranter i Seattle, bryder ud i ærkeamerikansk vild jubel, da torsdag aftens forret, en halv hummerhale garneret med spirer og friséesalat svømmende rundt i et hav af hummerbisque lander på bordet. Herefter byder køkkenchefen James Mould på osso bucco bagt i 24-timer med risotto alla milanese og til dessert et tårn af henholdsvis mørke og hvide chokoladebunde med mørk chokolademousse som mellemlag samt friske hindbær og hindbærcoulis.
Sådan en menu stiller krav til vinkortet, som byder på en lang række nordamerikanske vine, der ikke er særlig udbredte i Danmark; dog er de ikke med i prisen på en uges skiløb. Tim er ligeglad og bestiller to flasker 2009 Blasted Church Big Bang, en mokka-, vanilje- og kirsebærglinsende sag fra British Columbias Okanagan Valley, og forsætter strømmen af røverhistorier.

Money talks, hedder det 21 år gamle AC/DC-brag, og Tim bekræfter plaprende klichéen, men gør det så underholdende, at ingen har tænkt sig at bede ham holde mund.
Det er vel rigeligt langt at rejse for maden alene, men efter at have kørt taljedyb blower pow, som det hedder på disse kanter, hele dagen, sikrer de kulinariske kunstgreb bestemt en god nats søvn.

700 hestekræfter og fire rotorer
Skiløb, der involverer en helikopter, behøver ikke være farligere end andre former for sport (siden 1972 er 27 døde); men den lille A Star er immervæk udstyret med mere end 700 hestekræfter og fire rotorer, der dermed er i stand til at transportere gæsterne langt væk fra alfarvej. Inden dagene med dyb decemberpudder var det første, der mødte de nye gæster, en grundig sikkerhedsintroduktion.
Heri indgår instruktion i, hvordan man anvender de rygsække og den lavinebipper, der stilles til rådighed, og ikke mindst, hvordan man skal agere ved ind- og udgang fra helikopteren.

Rygsækkene er såkaldte lavinerygsække af mærket ABS, hvor man med et ryk i et håndtag ved venstre skulderstrop kan udløse to airbags, der gemmer sig i rygsækken. Med dem øger skiløberen sin massefylde og har en større chance for at flyde oven på lavinen. De fleste dødsfald sker nemlig ved de skader, kroppen påføres ved at blive slæbt langs en knoldet bjergside med en hundrede meter bred, brølende lavine som overbo.

"Heliski er ikke farligt"
Lavinebippere kan redde liv, men ved man ikke, hvordan de fungerer, er det som at have en bil uden at vide, hvordan man kører i den. En lavinebipper er i virkeligheden en ganske simpel radiosender og -modtager; i tilfælde af en ulykke, hvor en skiløber bliver begravet i en lavine, kan de andre skiløbere i gruppen lokalisere og grave vedkommende fri, hvis de skynder sig.

»Heliski er ikke farligt. Men med de snemængder, vi her på egnen er velsignet med, kan sneen være det. Som i alle andre situationer, hvor det handler om liv og død, er træning og atter træning den eneste måde at få rutinen ind på rygraden,« siger Jeff Bullock, mens han instruerer Doris, en kvinde i sin bedste alder, i at finde en begravet lavinebipper 40 meter fra hende.

Da hun er inden for to meters afstand, stiger lavinebipperens tone, og fra sin rygsæk tager hun først sonde, derefter skovl og begynder at lede. Efter at have gravet den gemte lavinebipper frem, bryder Doris ud i jubel, men ifølge Jeff var det også i allersidste øjeblik; en begravet skiløber overlever sjældent længere end et par minutter.

Gruppen bevæger sig derefter hen mod helikopterlandingspladsen blot 50 meter fra hovedbygningen. Helikopterpilot Yves Lecavalier fortæller, hvad der er at være opmærksom på ved den lille, 1.270 kilo tunge metalkrop. Rotorerne flyver gennem luften mindre end tre meter over jorden, og når helikopteren lander i dyb puddersne, bliver den afstand straks mindre, idet spidsen af rotorerne også bukker en kende nedad; alle deltagere får derfor mulighed for at øve sig i både at gå ind og ud af helikopteren med bukket ryg, og de får at vide, hvordan de skal blive i sneen, til deres guide har sendt Yves og helikopteren af sted, før de atter må bevæge sig.

Efter instrukserne virker alle deltagere tryggere; også de meget erfarne, for som Joe siger: »Næste år har jeg mit 20 års jubilæum i La Grave, og stadigvæk har jeg brug for træningen. Du må aldrig tro, at du ved det hele. Det kan koste liv!«
I denne omgang er der intet at være nervøs for, og alle deltagere virker  ganske opstemte, da de den sidste dag i små 2.100 meters højde indtager den frokost, Yves har haft gemt i skroget på sin helikopter, med udsigt til takkede bjergkamme, bittesmå grantræer flere tusind meter nede og gletsjere så store som jyske provinsbyer.

»Aldrig har grøntsagssuppe og skinkesandwiches smagt så godt,« konstaterer Tim Firnstahl, inden resten af eftermiddagen bruges på en enorm gletsjer, hvor solen stikker sit ansigt frem, og sneen er fløjlsblød som sauce mousseline.

Heliski er dyrt
Afsindig dyrt. Særligt når det sammenlignes med prisen på en skiferie til Saalbach eller Sälen. Men det er netop pointen; det er alt andet end en almindelig skiferie. Heliski er for skiløb, hvad Monacos Grand Prix er for motorsport, hvad Ironman Hawaii er for løb, og hvad NOMA er for kogekunsten.

Natural British Columbia siger de lokale om deres hjemstat, og selv om heliski langt fra er den eneste måde at opleve den enestående natur, der nærmest tangerer det overnaturlige, er det en oplagt måde at indlede forholdet på. Men pas på, det kan blive en frygtelig kostbar kærlighedsaffære.

Læs også: Cool apps til skituren