Har dit hotelværelse udsigt?

På et nyt site kan du se udsigten fra hotelværelserne, inden du booker.

Ikke overraskende er udsigten fra Ritz-Carlton Suite på 12. etage fremragende. Men på sitet room77.com kan man nu også se, hvilken udsigt, man får fra alle øvrige værelser på 400 hoteller. Fold sammen
Læs mere
Foto: www.room77.com

Er det vigtigt for dig, at du ikke stirrer ind i en mur eller en baggård, men fra dit hotelværelse har udsigt til vand, skov, eller kan se hele byen?

Se også: 10 luksushoteller, der åbner i 2011

De fleste hoteller har både gode og mindre gode værelser, når det handler om udsigt, men oftest ved man ikke, før man er checket ind, hvilke værelser, der er beriget med hvad. Medmindre man klikker ind på et nyt amerikansk site, room77.com, der er sat i verden netop med det formål at oplyse potentielle hotelgæster om udsigten fra samtlige værelser på de hoteller, der er tilknyttet siden.

425.000 hotelværelser
Indtil videre kan man blive klogere på udsigten fra 425.000 hotelværelser fordelt på 400 hoteller i 16 amerikanske byer, men nye hoteller og -værelser kommer hele tiden til.

På siden får man en skematisk grafik af værelsesinddelingen på hver etage på et givet hotel. Når man klikker på et værelse, får man et billede af udsigten fra lige præcis dét værelse på dén etage. 

Søger man for eksempel på Ritz-Carlton i New York, ser man, at ingen af de østvendte værelser har en særlig god udsigt, uanset hvor højt man kommer op i etagerne, mens de vestvendte og sydvendte stort set har god udsigt allesammen, og at man ikke behøver checke ind på de absolut dyreste for at få den bedste udsigt. 

På siden kan man også se hvor mange værelser i hver kategori, fra standard til king suiter, hotellet har, samt angive hvor vigtigt ting som elevator, etage, sammenhængende værelser og udsigt er.  

Se også: Her er verdens dyreste hotel-byer

Fif til udsigt
Bagsiden af udsigtsmedaljen er, at man endnu ikke kan online-booke et specifikt værelse. Men rådet fra sitets bagmænd er, at når man har fundet frem til et værelse med en fin udsigt (eventuelt kombineret med en pris, man kan betale), ringer eller mailer man til det pågældende hotel. I den forbindelse er der et par få råd, man med held kan følge.

  • Bed om at blive stillet igennem til en front desk agent, ikke main reservation linjen.
  • Ring tidligst to dage før check-in - hoteller tildeler oftest ikke værelser før i sidste øjeblik.
  • Vær specifik omkring værelses-ønsket, men hav eventuelt et par alternativer i baghånden
  • Undlad at ringe på travle tidspunkter. Det vil i hotelverdenen sige mellem 7 og 9 og 16 og 18. 
  • Chancen for at få ønsket opfyldt er større, hvis man har booket værelse gennem hotellets eget website.
  • Vær venlig. 

Mere til altan og balkon end bare udsigt gennem vinduet? Se de bedste hotelbalkoner.