Guide: Ud i Thys natur

Umiddelbart ser det ikke ud af så meget - landskabet. Men ligesom med thyboerne selv, så opdager man man først farverigheden og mangfoldigheden, når man kommer helt tæt på. Tag med til Nationalpark Thy, der rummer noget af Danmarks mest sjældne plante- og dyreliv.

Der løber et vidtforgrenet ned af cykel- og vandrestier gennem Nationalpark Thy - markeret med røde pæle med infoskilte, så man ikke farer vild. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Johansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det her har altid været min drømmebolig,« siger Karsten Bjørnskov og slår armen ud mod det røde skovløberhus, »Jeg ved godt, at vi skal flytte herfra en dag, for sådan er det jo med tjenesteboliger, men indtil da nyder jeg hvert øjeblik.«

Læs også: Hawaii i Nordjylland

På en julidag som denne er det ikke svært at forstå hans begejstring.

Vi sidder på terrassen over stegte rødspætter, hjemmebagt rugbrød og jordbær plukket her i Vilsbøl Klitplantage i Nationalpark Thy, hvor Karsten er skovløber og naturvejleder, og kigger ud over en udsigt, der får éns fortravlede jeg til at falde helt til ro. 

Fra Karsten og hustruens have med drivhuse, veltrimmet græsplæne og små, krogede træer iført en lumskt behageligt udseende hængekøje glider blikket ned mod et engdrag, hvor en håndfuld køer græsser, og videre over Nors Sø, hvor vandet er så rent, at vi ville have kunnet drikke det, hvis det da ikke lige var, fordi vi sidder og deler en dejligt krydret Porse Guld fra Thy Bryghus. 

Vest for søen bugter det grønklædte klitlandskab sig den sidste bid vej ud mod Vesterhavet, hvis bølgebrus kan høres heroppe ved skovløberhuset, når vejrforholdene er gunstige – det landskab, der er årsag til, at de godt 50 kilometer kystområde fra den store fiskerihavn i Hanstholm og sydpå til Agger Tange blev Danmarks første nationalpark.

 

Aukens initiativ

Jeg havde mødt Karsten et par timer tidligere på en grusdækket parkeringsplads i Nationalpark Thy, hvor vi var dukket 10-12 gæster op for at tage med ud på en af de vandreture med naturvejleder, som nationalparken tilbyder for 50 kr. pr. person.

Man kan sagtens selv vandre eller cykle rundt på de stier, der er markeret – det koster ingenting – men det er min erfaring, at naturvejledere som folkefærd ikke alene bidrager med nyttig viden, der gør turen så meget mere interessant, men at de også er fremragende formidlere, der brænder efter at fortælle gode historier.

Således også Karsten Bjørnskov, der lagde ud med at berette om de mange spilfægterier, der skulle til, før den tidligere socialdemokratiske miljøminister Svend Aukens idé om at beskytte og bevare en række særegne danske naturområder ved at gøre dem til fredede nationalparker blev virkeliggjort. 

Størstedelen af arealet var i forvejen ejet af staten, men først skulle sagen først gennem udvalg, høringer, skiftende miljøministre fra begge sider af folketingssalen, og mukkeri fra de lokale bønder, der absolut ikke kunne se, hvad man skulle bruge sådan noget djævelskab til, hvor københavnere og andre mistænkelige typer skulle have lov til at gå gennem private grunde for at benytte de stier, der skulle løbe gennem parken, før tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) i 2008 kunne erklære Nationalpark Thy for åben.

Men den slags kedsommeligheder glemte vi snart alt om, mens Karsten førte gruppen gennem et stykke nåleskov, hvor man kan være så heldig at finde gyldengule kantareller i skovbunden, og hvor kronhjorte-hanner har lavet de karakteristiske furer i træstammerne, når de har gnubbet gevirerne rene for bast for at være klar til kampen om hunnerne.

»Hver han har et stor flok hunner fordelt over et område på størrelse med to fodboldbaner. Og ikke alene skal han holde styr på, hvornår de enkelte hunner er i brunst, så han kan parre sig med dem; han skal også konstant drøne fra den ene ende af området til den anden for at jage konkurrerende hanner bort. I brunstperioden, der kun varer et par uger, har han slet ikke tid til at spise, taber sig op til 50 kilo og ender med at blive et sølle syn. Det svarer jo til at tage 25 kvinder med i Bilka og så prøve at holde dem allesammen henne ved cafeteriet. Der ville ikke gå fem minutter, så var de alle smuttet ud for at shoppe, og så skulle man ud og fange dem ind igen,« sagde Karsten til de ledsagende herrers samtykkende nikken og et par overbærende smil fra deres hunner – undskyld, hustruer.

 

Kampen mod sandet

Grantræerne har flere roller her i nationalparken udover at være gevir-afgnubnings-aggregater for kronvildt. Lige nu er tømmeret en vigtig del af nationalparkens økonomi, men træernes primære rolle er at skabe læ for den evigt blæsende vind fra havet, så andre planter kan gro i den magre sandjord.

For vinden er en livsbetingelse for fiskere, der drager ud på havet, men en forbandelse for bønder, der på landjorden forsøger at skabe en tålelig tilværelse for deres familier. 

For tusinde af år siden var denne del af Thy et øhav, og senere landhævninger, hvor landet efter at være sluppet af med istidsdækkets tyngende vægt ganske langsomt »vippede« op igen i den nordlige del. Det betød, at havbunden blev blottet, og at vinden førte enorme mængder af sand ind over land. 

Sandflugten, som man kalder det, var særlig slem fra omkring 1450 til 1800, hvor sandet lagde sig over afgrøderne og kvalte dem helt op til 15 kilometer ind i landet.

Det ringe udbytte betød, at bønderne drev rovdrift på naturen for at overleve, hvilket blot var med til at gøre problemet værre. Med stadig færre planter og træers rødder til at holde på vandet og på jorden, fortsatte sandflugten ubønhørligt.

Allerede tilbage i midten af 1500-tallet forsøgte man at beplante klitterne på ny. Men forgæves. Først et kvart århundrede senere fik man held til at bekæmpe sandet.

Nøglen var den lille undseelige hjælme, hvis lange rødder ikke alene binder sandet, og hvis blade opfanger det fygende sand, men som kunne bruges som dyrefoder, til tagdækning med mere. Lige nok til, at man kunne overleve herude.

 

Farverig mangfoldighed

Ganske langsomt kom flere planter til – lyng, revling, pil, vild timian, klitroser, den kødædende soldug, natskygge, porse og gøgeurt. Så hvis de berømte Skagensmalere havde forladt det mondæne liv på Danmarks top og var draget herned, så havde de ikke kun haft brug for himmelblå og sommerkjolehvid på paletten; det umiddelbart så undseelige og nøjsomme hedeland i Thy kræver også solgul, purpur, sarte lysegrønne nuancer, den klareste blå, violet, blodrød, dyb mørkegrøn, jetsort og støvetblå. 

Ganske som de mosebølle-bær, Karsten Bjørnskov viste os:

»Mange forveksler dem med blåbær, men læg mærke til, at stænglen her er brun og rund, mens blåbærrene har en grøn og kantet stængel. Og inden i er mosebøllebær helt klare, mens blåbær er blårøde. Et lille tip: Mosebøllebær er geniale til at lave kryddersnaps på.«

Med planterne kom også insekterne, dyrene og fuglene, og området huser nu blandt andre 14 ynglede tranepar, den sjældne vadefugl tinksmeden, hjejler og grågæs, der bruger nationalparken som rasteplads på trækkene mod syd og nord. Her er flere firben-arter, hugorme, ræve, sæler og tudser.

Et så rigt naturliv, at det var helt åbenlyst, at netop dette område skulle udlægges som den første nationalpark i Danmark, og dermed danne mønster for, hvordan man skal gøre andre steder.

Et element i nationalpark-statussen er, at området både skal give plads til forskere og helt almindelige danskere, og derfor er her skabt et netværk af vandre- og cykelstier. Jeg cyklede dagen før selv langs kysten fra Hanstholm til Klitmøller (en skøn tur på en fremragende beskyttet cykelstil væk fra selve vejen), hvorfra jeg så cyklede de små 20 kilometer ind til Thisted, hvor jeg overnattede på det lille hyggelige Hotel Thisted inden turen tilbage i nationalparken.

Vil man gerne bo tættere på naturen, er der flere shelter-pladsen i nationalparken, hvor man kan overnatte gratis. 

Efter halvanden times vandring, hvor Karsten på malerisk og humoristisk vis fortalte om naturen og de mennesker, der levede her, og havde citeret flere klassiske jyske hede-besyngere, endte vi ved den lille parkeringsplads.

Jeg havde med Visit Thys mellemkomst fået aftalt, at Karsten skulle køre mig videre til Thagaards Plantage, og at jeg så vandrede videre derfra alene til fiskerbyen Vorupør.

»Hvad, har du ikke nogen madpakke med?« spurgte han, da jeg smed mine ting ind i hans firehjulstrækker.

Som den københavner, jeg er (selv om jeg bor i Sorø, 75 kilometer fra hovedstaden, er jeg i kategorien »københavner« herovre), måtte jeg indrømme, at det havde jeg ikke tænkt på.

»Så kører vi hjem til mig og får en mad og en kop kaffe,« lød invitationen straks.

 

Krabbeklør og bekymringer 

KNAAAS! Åh, hvilken frydefuld lyd, når man knækker sådan en krabbeklo for at komme ind til det lækre, hvide kød.

Det er nu nogle timer siden, jeg sad på Karsten Bjørnskovs terrasse og nød udsigten over Nors Sø. Efter små fem kilometers vandring i skiftevis solskin og småregn fra Thagaards Plantage, hvor man kan se de forkrøblede birke-, elle- og grantræer, der kæmpede en forgæves kamp mod vinden i et helt særligt træbeplantnings-eksperiment fra 1817-20, er jeg nu nået frem til Peter og Inge Merete Haumanns Bed & Breakfast i Vorupør, hvor vi sidder i mit store værelse på førstesalen med udsigt over klitterne og vandet og holder krabse-kalas med en par flasker god Tokai fra Alsace til. 

Den lille fiskeby er et overordenligt populært turistmål her om sommeren, og i de tusindvis af sommerhuse omkring os flokkes såvel tyskere, nordmænd, svenskere og danskere.

Da jeg kom vandrende ind i byen, så jeg såmænd en hel famile i komplet FCK-outfit på vej ned mod stranden for at se på kitesurferne.

Peter og Inge Merete har da heller ingen problemer med at få lejet deres værelser ud, da det er den eneste Bed & Breakfast i byen. 

Efter et par dage med historier om det barske liv herude i rigets yderste vestlige kant, om mådehold og hårdt slid, er det nu ganske rart at blive forkælet med en skøn fiskesupper til forret, krabbeklør i lange baner og en nybagt chokoladetærte med blåbærcreme og ledsagende mælkebøtte-likør til. 

Med Nationalpark Thy er turiststrømmen øget voldsomt i hele området. Folk kommer langvejs fra for at vandre og cykle i det spændende naturområde, og det bringer os ud i Karsten Bjørnskovs eneste bekymring – han er også med til krabbekalasen og indsnuser saglig duften fra en porsesnaps.

»Det kan jo ikke undgås, at de mange mennesker kommer til at slide på den selvsamme natur, som vi er sat til at beskytte. Men det må vi jo så finde en løsning på, for nationalparken er jo vores fælles eje, og derfor skal vi også alle have adgang til at opleve den.«

 

Læs også: Det Vilde Thy


Rejseliv har arrangeret besøget i Nationalpark Thy i samarbejde med Visit Thy. Vi overnattede på hhv. Hotel Thisted og Hausmanns Bed & Breakfast i Vorupør.