Guide: Tre kvarterer i Rom

Når du har oplevet alle byens must see-steder, er du klar til at opleve andre sider af den italienske hovedstad. Følg med til tre anderledes kvarterer i byen.

Monti: Trendy og hyggelig. Turisternes nye must-go. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak

Når du har gispet: Næh, hvor er Peterskirken stor.
Når du har lagt nakken tilbage for at beundre loftet i det Sixtinske Kapel.
Når du har besteget den Spanske Trappe.
Når du har kæmpet dig gennem turistmyldret frem til Trevi Fontænen og kastet mønten, som vil sikre dig, at du kommer tilbage til Rom.
Når du har oplevet alle byens »må se« steder, er du klar til at opleve andre sider af den italienske hovedstad.

Læs også: Vores bedste tips til Rom

Sider, der ikke har noget med antikke ruiner, barokpaladser eller renæssancekirker at gøre. Men derimod med mennesker og hverdagsliv, nærmere betegnet bykvarterer, der hver på sin måde er præget af indvandrere og så alligevel stadig synes så romerske, som den italienske hovedstad naturligvis må være.

De tre kvarterer – der er mange andre at udforske, men disse tre ligger side om side øst for den gamle bydel og Colosseum.
Det er San Lorenzo længst mod øst på den anden side af Termina-banegården med hoveduniversitetet La Sapienza, hvor de unge fra hele landet rejser til for at studere og samtidig sætte deres præg på bydelen.

Det er Esquilino kvarteret lige på den modsatte side af banegården, som er Roms Chinatown, men ikke med byrådets gode vilje.
Det er Monti, tættest på den indre by hvor mange europæiske indvandrere har slået sig ned og driver forretning i kvarteret, der i dag emmer af stemning og er byens nye trendy turist-must-go område.

Lad os starte med San Lorenzo øst for af banegården – Rå og graffiti-befængt, men også skæv og sjov.
Bydelen skød op i de sidste årtier af det 19. århundrede i den byggefeber, der greb Rom efter Italiens samling. En tid med mere begejstring end konkret planlægning. Pengene slap op og boligblokkene blev efterladt halvfærdige, farlige og uhygiejniske.
San Lorenzo blev stedet, hvor de allerfattigste slog sig ned. »Et sted man kun passerer, når man er død«, som byens mere velhavende indbyggerere sagde med adresse til den store Verano kirkegård, der grænser op til kvarteret.

Under anden verdenskrig blev bydelen slemt skadet, og efter krigen var det her, at fattige tilflyttere fra det sydlige Italien søgte hen, indtil de studerende, aktivisterne, fritænkere og kunstnerne rykkede ind i 1960erne.
Noget af stemningen fra dengang hersker stadig. Mens børnefamilierne flyttede væk fra »ungdomsoprøret«, blev kvarterets ældre beboere boende, og den pudsige befolkningssammensætning af helt unge og helt gamle skinner stadig igennem.

Et myldrende natteliv

Men det, der især blomstrer, er nattelivet. Her er masser af barer og enkelte natklubber. Især i weekenden erobrer de unge gaderne, når barerne åbner, og det lune klima og det indendørs rygeforbud indbyder til, at festen også foregår udendørs.
De små gader syd for Tiburtina ligner gågader, og man barshopper mellem for eksempel »Sally Brown« i Via degli Etruschi, »Claròcafé« og den tjekkede cocktail-lounge »Sette cl« i Via delgi Aurunci  for ikke at tale om alle barerne rundt om den lille piazza bag porten ind til bydelen: Porta San Lorenzo.

Men også om dagen er bydelen et besøg værd. De smalle gader med de pittoresk forfaldne huse, der er »pyntet op« med graffiti, gadekunst og de traditionelle snore med vasketøj, er skønne at se på. Og små sjove forretninger ligger ind imellem.
Ute Dewals har indrettet sin lille »crazy workshop«, som hun kalder forretningen med smykker og tilbehør af eget design, i en tidligere bagerforretning. Der står stadig »pane e pasta« over døren i Via dei Campani.

I samme gade ligger en forretning, der sælger håndlavede stearinlys. Og runder man pladsen for enden af gaden, Piazza dei Campani, hvor Claròcafé ligger, og drejer til højre ad Via del Marsi, kommer man  til Cantine d’0ffizi, der sælger vin litervis tappet i plasticflasker fra store stålfade. Pris pr. liter fra 1 til 2,40 euro – mellem 7,50 og knap 20 kr.
Køb en liter og et par sandwich og hold frokosten i den lille park ved Via Tiburtina, hvor kvarterets ældre nyder solen på en bænk og børnene leger.

På samme Via Tiburtina ligger en af byens mest trendy steder, chokolade-restauranten Said. Den åbnede oprindelig i 1923 som chokoladefabrik, men for nogle år siden blev lokalerne i baggården i nummer 135 indrettet til tjekket chokolade-book-bar og en restaurant med chokoladeinspirerede retter på menukortet.

Den store kulturelle seværdighed er Basilica San Lorenzo fuori le Mura (San Lorenzo uden for muren). Kirken er en af Roms syv pilgrimskirker, og den ligger på Piazzale di San Lorenzo mellem universitetet og den store kirkegård.

China Town uden farver
På den anden side af Termini stationen skifter den rebelske og ungdommelige stemning til en mere dunkel og lukket atmosfære.
Her syd for stationen ligger China Town. Ikke at man i Rom kalder området det. Tvært imod. Her er man meget imod, at de udenlandske forretninger samler sig på samme sted, så der »ikke er plads til de traditionelle italienske forretninger«.
Diskussionen gik højt i medierne for et par år siden om udviklingen i Esquilino-kvarteret, der har navnet fra den bakke bydelen ligger på.

De lokale beboere klagede over, at der i gaderne nu ikke mere var de traditionelle forretninger som slagter eller et vaskeri, men at der var fyldt med skoforretninger og engros-forretninger, som synes at være kinesernes foretrukne forretningmåde.

Dengang forbød man engros handel og indførte en regel om, at en forretning, der har eksisteret i mere end 15 år kun må videreføres på samme måde – et bageri skal fortsat være bageri osv. Og en gammel regel fra 1920, om at udenlandsk sprogede skilte ikke må dominere, men skal være mindre end de italienske, blev hevet frem igen.

En del af de kinesiske indbyggere, især de unge, der er født i Italien, tog til genmæle, og kaldte reglerne for diskriminerende og et brud på menneskerettighederne.

Men når man går i gaderne mellem banegården og Piazza Vittorio Emanuele II, der er Roms største plads og bydelens åbne, lyse centrum, hvor det myldrer med små forretninger, barer og restauranter under arkaderne pladsen rundt, ser det nu ikke ud til, at meget er ændret siden da.

Et kvarter på vej
Uanset hvad romerne må mene om sagen, er Esquilino fortsat et multietnisk kvarter med kinesiske, afrikanske og tyrkiske forretninger, mange med fødevarer, kinesiske restauranter – og der er fortsat kinesisk engros. Sådan ser forretningerne i det mindste ud.
Men regler og restriktioner har indtil videre sat en stopper for, at kvarteret udvikler sig til de farvestrålende, eksotiske, duftende og festlige Chinatowns, som kendes fra andre storbyer.

Der er slidt, småbeskidt og boligblokkene ser saneringsmodne ud. Der hersker en lidt tillukket stemning. Bygningerne trænger til en gang »vask«, og her er også graffiti, men ofte med hadske budskaber, og når man tager kameraet frem for at tage billeder af forretningernes skilte med kinesiske tegn, vinker butiksejerne afværgende med lige så tillukkede ansigter.
Her er ikke uvenligt – mere afventende. Måske forståeligt. Men lur mig, om ikke det ikke bliver dette kvarter, der står på spring til at blive det næste trendy Rom.

Gaderne langs banegården er lange og lige og anlagt, så de danner et kvadratisk mønster ud fra den 300 meter lange og 175 meter brede Vittorio-plads, Det er en gennemført planlægning, som ikke ses mange steder i byen.
Går man fra Vittorio ad Via Giovanni Lanza – den udgår fra pladsens vestlige hjørne – er man på et par minutter ved Via Cavour metrostation og indgangen til det sidste af de tre kvarterer, Monti.

Hyggerlige og trendy Monti

For hvert skridt har stemningen ændret sig. Grafittien ebber ud, og det hele ser lysere, lettere og mere indbydende ud. De stejle brostensbelagte gader, huse i gyldne farver og med farvede skodder og grønne klatreplanter, der snor sig op ad facaderne mellem de små forretninger, caféer og restauranter.
Det er autentisk og ærke romersk – som taget ud af Lady og Vagabonden – skabt blandt andet af velhavende indvandrere.

Før var Monti kvarteret de fattiges kvarter. Et arbejderkvarter nord for Colosseum, hvor det ikke var helt ufarligt at færdes. Her holdt de lyssky til, og her var mange bordeller.

Men i de senere år har de mange nye beboere og forretningsdrivende langsom ændret kvarteres karakter. De hyggelige rammer var der, men efter nænsom renovering er de slående, og alles forståelse for og interesse i at bevare Monti som »en by i byen« med små værksteder, små virksomheder og små forretninger, både den lille slagter og kolonialhandleren, men også modeforretninger, caféer og restauranter.

Det er som en landsby, hvor velhavende udlændinge fra andre europæiske lande har slået sig ned og sammen med romerne åbnet forretninger og genskabt det autentiske Rom – eller måske drømmen om det.

Dansk unika design
En af dem er danske Tina Søndergaard - eller Tina Sondergaard - som hendes forretning på Via del Boschetto 1d hedder.
Hun har boet i Rom og arbejdet med kostumer og eget design i mere end 20 år. For otte år siden rykkede hun sin forretning med kvalitetstøj til Monti. Dengang var der begyndt at »ske noget« i kvarteret, som hun siger. Men især de sidste par år er Monti blevet trendy.

»Der er åbnet mange nye og spændende forretninger, og her kan man finde det specielle. Kvarteret her er blevet stedet. Når de virkelig velhavende amerikanere kommer til byen, så gider de ikke shoppe Gucci på Via Condotti. De kommer sammen med deres »personal shopper« til Monti, Her kan de finde det, ingen andre har,« fortæller hun.

For den gruppe kunder betyder det næppe noget, at shopping i Monti samtidig er til helt andre penge, end priserne i de store internationale designeres forretninger.

Men for os andre er det rart at vide, at man kan finde betalbar unika – f.eks. Tinas egne sommerkjoler, hvor der kun findes én i hvert design, og den kan erhverves for 1.000-1.500 kroner.

Monti emmer af hygge og afslappet stemning. Slå dig ned på kanten af fontænen på kvarterets eneste plads, Piazza delle Madonna dei Monti, som ikke er stor, men en af de mest idylliske i Rom. Her mødes de lokale på caféen til en kop kaffe eller et glas vin. Her leger børnene, og måske kommer en af kirkens sortklædte præster forbi i deres lange gevandter.

Eller gå en tur rundt i de stemningsfulde gader, og fald ind på en af de nye og moderne caféer eller restauranter. »Urbana 47«, som har taget navn efter adressen, åbnede i 2008 med en erklæret grøn profil. Caféen sværger til 0-km-køkken, hvor man fremstiller sund mad af lokale råvarer, der er transporteret mindst muligt. Der leveres ud af huset, og retterne transporteres af cykelbude, og det er virkelig et særsyn i Rom.

Vil du spise godt, er »L’Asino d’Oro« på Via del Boschetto 73/74 et godt bud. Lucio Sforzas har lukket sin restaurant i Montesacro uden for Rom. Det var jo alligevel romerne, der kørte derud for at nyde hans retter, så hvorfor ikke gøre det lettere for dem?
Han har beholdt restaurantens navn i den nye, der som de fleste andre restauranter og caféer i bydelen har udendørs servering på fortovet, hvor man kan sidde og følge livets tilbagelænede gang i Monti – et kvarter i Rom.

5 x Rom på film

La Dolce Vita
Frederico Fellinis film fra 1960 om »Det søde liv« i Rom, er slet ikke til at komme uden om. Historien om den initiativløse journalist, Marcello, der er en uge i byen og søger både kærlighed og lykke - og ikke mindst Anita Ekbergs dans i Trevi Fontænen, som er kult.

Rom åben by
Den italienske krigsfilm fra 1945 instrueret af Roberto Rossellini er også en klassiker. Om de tyske troppers march gennem byen, modstandsbevægelsen og præsten Don Pietro, som hjælper dem med at flygte.

Roma

Filmen fra 1972 kaldes også Fellini’s Roma, for den handler om instruktørens flytning fra fødebyen Rimini til Rom og beskriver kontrasten mellem krigstidens fascistiske Italien og 70’ernes liv i byen i forskellige rammer.

Engle og Dæmoner
Dan Browns roman »Angels & Demons« havde allede gået sin sejrsgang – godt hjulpet på vej af hans endnu større succes, »Da Vinci Mysteriet«, inden filmen havde premiere i 2009. »Engle og Demoner« foregår i Rom, og filmen er naturligvis optaget her. Tom Hanks spiller hovedrollen.

When In Rome!
Den amerikanske romantiske komedie fra 2010 en af de nyeste om byen. Når en arbejdsnarkoman af en kvinde, der bestemt ikke har tid til kærlighed, bliver inviteret til Rom til sin søsters bryllup, må der naturligvis ske uventede ting i den superromantiske by.

Guide: 5 is på italiensk