Guide til Shoreditch i London

Moden skifter – også i bydele. Lige nu er Shoreditch, de gamle arbejderkvarterer i Østlondon mellem City og den kommende OL-by, det mest populære sted at hænge ud.

Loungelover regnes for en af de bedste cocktailbarer i hele London, indrettet med Harry Pottersk guld og antikviteter i en nedlagt fabrik. Fold sammen
Læs mere

Det er svært at forestille sig, at for ikke så længe siden var bydelen hærget af bander og brandstiftelse, når man slentrer ned ad Broadway Market i Østlondons for tiden mest trendy bydel, under ét kaldet  Shoreditch.

Læs også: 5 måder at opleve London

Gamle arbejderkvinder blander sig med den unge kreative klasse på den stille gade, som ikke lader nogen landsby noget efter med Barnaby-pittoreske butiksskilte. Indtil man stikker hovedet indenfor hos fiskehandleren Fin&Flounder, der spiller den vildeste hiphop, og næsen kildres af organisk morgen-müesli og friske oste hos franske Stef i deli-caféen L’Eau a La Bouche.
Så fornemmer man den moderne mangfoldighed.

Som vi nærmer os fyraften og ikke mindst weekend, ændrer kvarteret karakter. Shoreditch eksploderer i fest på pubber og i klubber, og lørdag-søndag flashes den sidste nye mode maksimalt, når Columbia Road, Brick Lane og Broadway Market forvandler sine traditionelle blomster- og madmarkeder til også at være det foretrukne mødested  for  Londons hipstere, som kommer med undergrundstoget,  gående langs Regents Canal fra centrum, eller endnu mere trendy, cyklende – som er det nye sort på disse kanter – for at bekræfte hinanden i det fede i at være langt væk fra det mondæne Westend.

»Jeg tror, kvarterets opblomstring er en modredaktion til alt det andet, man kender London for. Her er ingen Bentley’er, kendte mennesker og pelse, her gælder de bløde værdier med Hackney City Farm, en gård-zoo for børn, masser af organiske restauranter og små kreative virksomheder. Der er selvfølgelig også meget selviscenesættelse, og på sigt kan Shoreditch være i overhængende fare for at blive SoHo-ficeret (som New York-bydelen, red.), netop fordi den er så hip,« siger historie-studerende på UCL Tobias Wung-Sung fra København, som har boet i London i fire år, heraf de to i Shoreditch.

»Når steder som disse bliver smarte, bliver de også omklamret af reklame- og modebranchen, eventbureauer og pengestærke firmaer, og Citys skryskrabere er »skræmmende« tæt på. Det første tegn er en Starbucks ved Spitalfields Market, som ligger ved indgangen til Shoreditch. Men grundlæggende tror jeg, folk kommer her, fordi de kan lide det, ligesom mig selv, og ikke fordi de vil se ud, som de kan lide det, og fordi de fornemmer en ægte stemning,« siger han og beskriver smeltediglen Shoreditch som en pendant til både Christiania og Nørrebros Jægersborggade og Nansensgade.

Det er inden for de sidste fem år, at Hackney, Dalston og Hoxton sammen med Shoreditch har fået den bevågenhed, som den nyder i dag. Op til 1960erne var det rene arbejderkvarterer for især irere og jøder, senere kom immigranter fra Bangladesh. I 1980erne begyndte de første kunstnere at flytte ind i de lejligheder, ingen andre ville have, og gradvist har området ændret sig. Det har dog stadig sine barske sider omkring parken London Fields.

»Mange opfatter det som et ungt område, og her er da også en forholdsvis ung livsstil, men jeg ser mennesker i alle aldre komme her og det må være fordi, atmosfæren tiltaler og inspirerer dem. Designeren Katherine Hamnett, som er en voksen dame i tresserne, bor herude, og det synes jeg er meget sigende for mangfoldigheden,« siger grafisk kunstner Ulla Puggaard fra København, som har bolig og studie i Shoreditch på niende år.

Det er dog stadig et komplekst område, fordi populariteten har presset boligpriserne op, så der ligger store loft-lejligheder til en million pund side om side med det sociale byggeri fra gamle dage, som huser de oprindelige beboere. Det gør det svært for de lokale helt at forstå udviklingen og følge med.
Til gengæld er den rå charme med toppede brosten, lave byhuse, autentiske pubber og små selvstændige butikker intakt – og en stor del af tiltrækningen ved stedet.  Ligesom undertegnede stadig bliver tiltalt »hello luv«.
 

Guide til Shoreditch

Kultur

Rivington Place i gaden af samme navn er godt galleri med altid forholdsvis progressive udstillinger.
Geffrye Museum på Kingsland Road er et af Londons populæreste museer med udstillinger om engelsk interiører fra 1600-tallet til i dag.
Vyner Street, sidegade til Mare Street, er fyldt med gallerier indimellem taxa-garagerne, mest weekend-åbent.
Nelly Duff, 156 Columbia Road, sælger original moderne avantgardekunst af bl.a. Banksy og Damien Hirst.


Shopping

En af de få kædebutikker, som er kommet ind i bydelen, er All Saints på 114 Commercial Street med rock’n’roll-stil m/k.
A Child Of The Jago, 10 Great Eastern Street, fik designer John Galliano til at tømme underetagen for vintage uniformer og høje hatte, mens resten af butikken er nyt herretøj med et snert af viktoriansk romantik.
Strut, 2B Ada Street, har luksusgenbrug af designertøj til kvinder og helt nyt ved siden af i HUB. 
Hos pin-up kosmetologerne i  The Powder Room, 136 Columbia Road, kan man få manicure og købe kosmetik og pudderkvaster med hjem.
Unto This Last, 230 Brick Lane laver moderne, semi-billige møbler og lamper i finér ved hjælp af computer-progammering.
Labour And Wait, 85 Redchurch Street, specialiserer sig i retro-britiske husholdningsartikler.
Brick Lane Bookshop i nr. 166 og Artwords Bookshop, 20 Broadway Market, har begge lokal­historiske bøger, som er blevet meget populære i de senere år.

Restauranter

Leila’s Shop, 17 Calvert Avenue ved den viktorianske rundkørsel Arnold Circus, er et hyggeligt, økologisk sted at starte dagen med kaffe og morgenmad.
Bistroteque, 23-27 Wadeson Street, er en moderne bistro i en gammel fabriksbygning med britiske klassikere til 14-16 pund.
The Princess of Shoreditch, 76 Paul Street, blev årets gastropub i 2010 og lever op til titlen med britiske råvarer på det enkle, moderne menukort, hovedretter 14-20 pund.
Pizza East, 56 Shoreditch High Street på hjørnet af Bethnal Green Road, ligger i stueetagen af Tea Building og den rustikke indretning er bevaret, gourmet  pizzaer 8-14 pund.
Saf, 152-154 Curtain Road, er en vegansk gourmet restaurant efter rawfood-princippet, hovedretter fra 15 pund.

Albion Café and Boundary, 2-4 Boundary Street, er hhv. heldags-cafeteria med britisk homecooking til 10-12 pund og aftenrestaurant med britisk-fransk gourmet til 20-25 pund indrettet i nedlagt trykkeri af stil- og madguruen Sir Terence Conran. Der er også servering på tagterrassen med grill og storslået udsigt fra april til oktober.
Står den på natmad, er den autentiske jødiske Beigel Shop på 155, Brick Lane,  fra 1855 åben 24 timer i døgnet.
Skal man tidligere hjem, serverer Poppies, 6-8 Hanbury Street, fish’n’chips indtil kl. 23 i  50er omgivelser med jukebox.


Gå i byen

Hele området omkring Shoreditch High Street, Old Street, Hackney Road og Kingsland Road er et godt at gå ud i med små, hyggelige barer og pubber.
Skal det være noget særligt, er der super drinks på Lounge Bohemia, 1 Great Eastern Street, med østeuropæisk 60er indretning, man skal bestille bord, for der kun er få pladser.
Loungelover, 1 Whitby Street, regnes for en af de bedste cocktailbarer i hele London, indrettet med Harry Pottersk guld og antikviteter i en nedlagt fabrik.
Hoxton Pony, 104 Curtain Road er en strømlinet cocktailbar med dansegulv.
The Night Jar, 129 City Road, er især for jazz-fans, her er live jazz og bordservering.
På Columbia Road tiltrækker to pubber et mere voksent publikum, Royal Oak i nr. 73 med autentisk 40er interiør, og Birdcage i nr. 80, som har et stampublikum af ægte EastEnders, der blæser på alle hipsterne og holder fast i stedets karaoke-tradition.

Hoteller

Budget: RE London Shoreditch,419 Hackney Road. Fra 900 kr. www.hotelshoreditch.com
Trendy: Hoxton Hotel, 81 Great Eastern Street. Fra 900 kr. www.hoxtonhotels.com
Mondænt: Shoreditch House, Ebor Street. Fra 1.000 kr. www.shoreditchhouse.com
Luksus: Boundary, 2-4 Boundary Street. Fra 1.400 kr. www.theboundary.co.uk

Se også: En date i London