Guide til Salzburger Festspiele

Rejseliv guider til luksus- og budget-udgaven af det musikalske kultur-fyrværkeri, Salzburger Festspiele, hvor gaderne flyder over med opera, koncerter og teater i verdensklasse.

Det kan være svært at få en billet til de populære koncerter – men ikke umuligt. Og hvis det glipper, er det også en stor oplevelse at se dem på storskærm under åben himmel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dario Acosta
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 92 år gamle tradition, Salzburger Festspiele, har ry for at være overdådig og festlig, men også hylende kostbar. Rygter svirrer om billetter til de store prestige-aftner, der af ukendte kanaler er udsolgt allerede før salget åbner. Og at hele molevitten således er et uopnåeligt champagnebrus.

Guide: 5 oplevelser i Salzburg

Det er det ikke.
For skønt udvalgte billetter vitterlig ér pænt vanskelige at kapre, er der råd for sagen, og samtidig masser af plukkeklare oplevelser til fornuftige priser – eller helt gratis.

Luksus
Gå efter det helt store opera-udtræk og første række på balkonen fra hjemmesiden. Er der udsolgt, så ty til plan B og snup et abonnement med fem forestillinger i puljen. Eller tag den lige vej til fløden via foreningen, »Festspielfreunde«, der giver adgang til lukkede prøver og til at reservere de gode pladser først. Men der er også masser af fest over almindelige billetter til koncerter og operaer: I år samler interessen sig om nyiscenesættelsen af »Ariadne fra Naxos« af Strauss og Puccinis »La Boheme«. Sidstnævnte især på grund af publikumsdarlingen, Anna Netrebko som »Mimi«.
For nu at holde stilen installerer man sig på glamourøse Hotel Bristol, Sacher eller det vældig østrigske Zur Goldener Hirsch. Eller, hvis man er hip, på designhotel Blaue Gans i gågaden.

På sidstnævnte kan med held lade sig se til middag sammen med alle de andre, der også gerne vil ses. Det er ren underholdning at observere de stjålne blikke og alt kindkysseriet. Det er der også meget på fortovscaféen, der er god til champagne inden forestillingen og i øvrigt ligger perfekt for Zotters skønne chokoladebutik med håndlavede kreative fristelser.
Operaen og de store teaterforestillinger er dér, hvor det koger. Kom i god tid, nyd et glas køligt et-eller-andet, mens kendisser arriverer i polerede vogne og bliver hjulpet ud på løberen af noble chauffører, mens pressefotografer med gigastore objektiver kæmper om dagens bedste shot.

Champagnepropper plopper diskret i baren, mens man konverserer og studerer sceneriet over kanten af programmet. Bestil lækkerier til pausen og nyd stilen, når der ringes ind med en stor gammeldags messingklokke på terrassen foran teatret.
Få conciergen på hotellet til at booke en chauffør, så Mercedes´en holder klar efter forestillingen.
I år er der for første gang afslutningsfest 1. september med gallamiddag, koncert med festspilstjerner og et stort bal, der åbnes af sæsonens unge debutanter. Book (snarest) gennem »Festspielball 2012« på sitet.

4 veje til billetter hvor der ingen er...
Der er altid en oversigt over hvilke pladser, der endnu er til salg samme dag, på billetkontoret i hjertet af Festspilområdet på Hofstallgasse 1. Her kan man også se hvilke gode billetter, der er returneret i sidste øjeblik. Kig forbi med jævne mellemrum og lær damerne i billetlugerne at kende. 

Ring til billetkontoret kl. 9, for telefonerne åbner en halv time før dørene nede på kontoret. På den måde overhaler du indenom køen og sikrer dig billetterne, der så hentes senere på dagen.
Stil dig op ved teateret inden forestillingen med et skilt: »Tickets wanted«. Der er af og til selskaber med en billet eller to i overskud, når nogen er syge. 
Book billetter til de generalprøver, hvor billetindtægten doneres til velgørenhed.

Budget
Det behøver ikke at koste en krone at opleve premieren på »La Boheme« med Anna Netrebko i hovedrollen. Operaen transmitteres – gratis – direkte fra scenen til storskærmen på den smukke Kapitélplatz i Salzburg ældste bydel. Birketræer omkranser fontænen, man har kirken i ryggen, og smalle gyder løber ud fra pladsen op mod den endnu aldrig erobrede fæstning, der således skærmer alle klapstolene, der står opmarcheret på pladsen.

Lydkvaliteten er i top, for Siemens sponserer projektet med et super sound-system, der simulerer lyden, som den opleves i selve operahuset. Og billedet er imponerende skarpt, selv før mørket sænker sig.

Udover live-operaerne sender man også adskillige koncerter direkte og flere operaer fra forrige sæsoners festspil.
Man tager tæpper med og henter picnicbokse, der sælges fra boderne. Eller bestiller bord på restauranten oppe på terrassen bagerst på pladsen: Bedst på første række under halvtaget, der skærmer for duggen. Gå ned på pladsen, så snart I kommer Salzburg, så I kan udpege favoritpladsen for tjeneren. Eller ring forinden. Her sidder man dejligt med en kølig Riesling mellem oldgamle stenmure, mens skønne toner bruser i fløjlsnatten. Se under Siemens Festspielnächte på sitet.

Skal det være det mest legendariske, festivalen kan byde på – prestigestykket »Jedermann”, der opføres under åben himmel på domkirkepladsen, er tricket som følger: 
Èn time før forestillingen frigives 200 ståpladser oppe ved scenen for blot 10 euro. De sælges fra en anonym grå bod i højre side af Franciskaner Gasse lige der, hvor man går gennem porten til kirkepladsen. Kom tidligt ind i køen og brug ventetiden til at læse om dette stykke, der lagde grunden for Festspillene i 1920. OBS: Regner det, rykker man inden døre, og der er ingen ståpladser.
Generalprøver er en genvej til store scenebrag for halv pris: Der kan blive et stop eller to undervejs, men som regel kører forestillingen efter bogen. Check dagligt med billetkontoret, om der er frigivet generalprøve billetter. Er svaret ja, så slå til med det samme.

Rundt om i byen er der tillige masser af orkesterkoncerter, solistkoncerter, særlige matineer og masterclasses på programmet. Her er der snildt billetter at få – gode endda – og de er billige, enkelte sågar gratis.
Hvis man vil opleve de store operahuse for 5 euro, booker man en rundvisning: Der er to om dagen, og man oplever alt på tæt hold.

Salzburg gastro-guide

4 på budget

1.Die Weisse
Hipt mikrobryggeri med unge nattefester i vovet kinky-cool tyrolerstil.
dieweisse.at

2. Republic
Hjemsted for ny festspilmusik, »Young Directors Project«, og café og natklub.
republic.at

3. Bazar
Klassisk café ved floden med terrasse. Her hænger lokale kunstnere hænger ud.
hotel-brandstaetter.com

4. Café UNI:VERSUM
Overraskende fremkommelig café, der frekventeres af studerende fra universitetet bagved, skønt den ligger midt i Hofstallgasse. I Festspiltiden er den perfekt inden teatertid og når man lige skal runde billetkontoret.
uni-salzburg.at


4 på 1. klasse
  
 
1. Restaurant M32
Ligger på Museum der Moderne. Det er 80 meter over byen med panorama vue over hele Salzburg fra terrassen. Lækkert køkken.
M32.at

2. Blaue Gans
Restaurant og fortovscafé, hvor man ser og bliver set ved de høje borde. Få minutter fra de store scener.
blauegans.at

3. Carpe Diem
Smart restaurant med »fingerfood« i små isvafler og California style loungeterrasse for enden af den hyggelige gågade.
carpediemfinestfingerfood.at

4. Brunnauer im Magazin
Har et trendy topkøkken og er bygget direkte ind i bjergvæggen. Prøv også deres fancy vinbar. Mange stjerner fra scenerne finder vej hertil på deres fridag.
magazin.at

Læs også: 24 timer i Salzburg