Guide til museumsvinter i Bruxelles

Bruxelles er ikke kun fyldt med eurokrater, men også fantastiske museer, der kommer ekstra til deres ret om efteråret og vinteren.

Har man børn med på turen, er Naturhistorisk Museum et hit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louise Wendt Jensen

De fleste storbyer er skønne om sommeren, når fortovscaféerne kan indtages og de lange sommernætter nydes, men det er om efteråret, når paraplyerne kommer i brug, og det bliver koldt, at byerne skal stå deres virkelige prøve, for hvad er der så at byde på?

I Bruxelles er der for eksempel masser af gode museer, hvoraf en del er blevet ekstra attraktive efter at have gennemgået renoveringer de sidste år. Frem til midt i december holder mindst seks af byens museer aftenåbent hver torsdag. Et godt tilbud, hvis man da ikke i stedet vælger at indtage en af de hundredvis af forskellige belgiske øl sammen med et godt måltid. Bruxelles er nemlig også byen, hvor det er næsten umuligt at bestille dårlig mad.

Musée Magritte Museum
Det nyeste skud på Bruxelles' museumsstamme åbnede i sommeren 2009 og giver endelig plads til den store belgiske surrealistiske kunstner René Magrittes værker. Her er en imponerende samling malerier, akvareller, tegninger, skulpturer, korrespondance, fotos og film og ikke mindst plakater fordelt på tre etager. Magrittes billeder er overraskende og sjove og langt mindre dystre end så mange andre surrealister som for eksempel Salvador Dali eller Frida Kahlo.

Det nye museum er meget populært, så køb evt. billet på nettet inden besøget, så køen kan springes over: www.musee-magritte-museum.be

Nærmeste metrostation: Parc/Park
Bonusinfo: Magrittes bolig og atelier kan også besøges i Rue Esseghem i den del af Bruxelles, der hedder Jette. Tag tram 94 fra Musée Magritte Museum og stå af ved Jette kirkegård. Ca. 30 minutters kørsel.

Naturhistorisk museum
Har man børn med på turen, er dette museum et hit, men selv om man ikke har, er det alligevel værd at gå efter. Efter en stor renovering for nogle år siden, er museet nu fuldstændigt genåbnet, og her kan man blandt andet se en enestående samling af 125 millioner år gamle dinosaurer, der er fundet i en kulmine i det sydvestlige Belgien. Mange af skeletterne er blevet samlet, så dinosaurerne står i hel – frygtindgydende – figur. Museet rummer også et utal af andre dyr, herunder insektsamlinger, akvarier med levende fisk og en stor samling af hvalskeletter. Efter renoveringen er en del skilte nu også skrevet på engelsk.

Nærmeste metrostation: Maalbeek/Maelbeek. Derfra er der et stykke at gå.
Bonusinfo: Ingen Belgienstur uden fritter og byens bedste siges det, kan fås på den nærliggende Place Jourdan hos »Chez Antoine«, hvor fritterne sælges dampende varme fra frituren i store kræmmerhuse.

Parque Cinquantenaire
Parken, der har sit navn efter 50-året for Belgiens uafhængighed, domineres af en gigantisk triumfbue, som flankeres af tilstødende bygninger og haller, som rummer tre forskellige museer: Våbenmuseet, der dækker Belgiens militære historie, Autoworld, der har den største samling af biler i verden, og De KongeligeMuseer for Kunst og Historie, som blandt andet huser enorme samlinger fra oldtidens civilisationer. Specielt våbenmuseet, der har fået nye afdelinger for de to verdenskrige kan anbefales. Ikke mindst på grund af den fantastiske flysamling, der i en stor hal giver mulighed for at komme ind i nogle af flyene og se dem både fra neden og oven.

Metrostation: Schuman eller Merode.
Bonusinfo: fra våbenmuseet kan man komme op i triumfbuen og få en flot udsigt ud over eurokvarteret. Spørg i receptionen efter elevatoren, der er lidt svær at finde.

Afrikamuseet
Museet, der ligger cirka 29 minutter uden for byen i Tervuren, åbnede helt tilbage i 1899 og indeholder en samling, som stammer fra Belgiens over 100 år kolonistyre af Belgisk Congo. Selve museumsbygningen, der er bygget efter inspiration fra Versailles er imponerende, ligesom den park, bygningen ligger i. Men museet er også et besøg værd, for i mange henseender er der tale om et museum over et museum, fordi mange ting er ladt stå urørt, som de var, da museet blev opført. Der har dog også været en nænsom renovering i gang de seneste år, så der er tale om en god blanding af nyt og gammelt.

Bonusinfo: Tag tram 44 fra metrostationen Montgomery. Herfra går turen gennem skove helt ud til endestationen, der ligger ved museet. Turen er ekstra smuk om efteråret med de skønne farver på træerne. En sæson, der heldigvis varer lidt længere i Belgien end i Danmark.

Næste: Loppemarked, restauranter og byens vartegn