Guide til Den Dominikanske Republik

Republikken er et caribisk ferieparadis af den slags, man har hede fantasier om - her er storslåede naturoplevelser, fascinerende kultur og fantastiske strande.

»Den Dominikanske Republik har det hele« lyder landets turisme-slogan. Og det må man indrømme. Her er storslåede naturoplevelser, en fascinerende kultur og spændende historiske steder. På den lille ø Saona leves den caribiske drøm fuld ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Johansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Måske skulle man overveje at rykke sig lidt? Jeg mener, de dér kokosnødder kan vel slå ret hårdt, hvis de dratter ned? Men orker man..?«

Jeg ligger på en strandstol og kigger dovent op i en palmekrone over mig.

Næste: Hvalsafari

Min sidemand brummer. Han har solbriller på, så jeg kan ikke se, om han samtykker, eller om den gutturale lyd i virkeligheden er en diskret snorken.

Jeg vender mig atter mod palmen. De brede, grønne blade giver så dejlig skygge for den hede caribiske sol, og de fire kokosnødder, der putter sig ind til hinanden deroppe, ser nu ud til at hænge godt fast. På den anden side… Sikke en måde at forlade denne verden på: »Døden i paradis: Rejsejournalist fik kokosnød i nødden«. Jeg kan se mine kolleger derhjemme for mig, smågrinende over den »geniale« overskrift.

Nej, det glæde skal de ikke have. Jeg rykker mig sgu…

»Cuba Libre?«

En anden af mine rejsefæller giver mig et plastik-krus i hånden, inden jeg kan nå at svare. Jeg løfter hovedet lige akkurat nok til, at den kølige rom-og-cola-blanding kan glide ned gennem min hals.

Foran mig gyldent sand og det strålende lyseblå caribiske hav. Til venstre er kokken ved at gøre klar til frokost. Jeg hæver mig op på den ene albue. Bag mig får strandgæster massage af smukke, mørke kvinder med stærke arme og farvestrålende tørklæder om det sorte hår. Til højre – efter den snorkende sidemand – øver en flok muskuløse unge mænd i badeshorts og storsmilende piger i meget små bikinier sig i den lokale, hoftevridende merengue-dans til en sang, hvor omkvædet er noget med »Sexy, sexy, sexy«.

Jeg snupper en tår Cuba Libre mere og nyder smagen af sukkerrørs-rom. Lægger mig ned og kigger atter op i palmebladene. I dette øjeblik er verden intet mindre end perfekt. Jeg rører mig ikke ud af flækken. Faldende kokosnødder eller ej.

Velkommen til den Dominikanske Republik. Et ægte caribisk paradis, lige som man forestiller sig dem. Jeg kendte stort set intet til landet, der faktisk er større end Danmark, inden turen herover, udover at det deler ø med stakkels jordskælvsramte Haiti. Og netop dét var ved at få mig til at droppe rejsen, men nu er jeg glad for, at jeg alligevel besluttede mig for at tage af sted. For magen til charmerende bekendtskab skal man lede længe efter. Og Den Dominikanske Republik har brug for turistpengene, så følg gerne i mit fodspor.

Dans, fest eller afslapning på smukke Saona

I dasende stund befinder jeg mig på den lille ø Saona, der ligger i en af landets østlige nationalparker. Vi er sejlet herud fra landsbyen Bayaribe, hvorfra en armada af katamaranbåde, sejlskibe og hurtigtgående speedbåde har fragtet et par hundrede turister ud til den lange sandstrand. Turen koster fra ca. 100 amerikanske dollars, men så er der også fri bar, frokost og danseundervisning med i prisen. Og efter de hoftesvingende unge at dømme, så er det alle pengene værd.

Vil man hellere nøjes med at bade og slikke sol, eller ligge og læse i en bog, så går man bare ned i den anden ende af stranden. Her er plads til alle, og de unge fest-aber er på ingen måde påtrængende.

På turen herud sejlede vi langs palmeklædte strande og mangrove-områder, hvor det er forbudt at gå i land, fordi området er fredet, men vi gjorde dog et enkelt stop undervejs. Kort før man når til Saona, er der et stor lavvandet område – »verdens største swimmingpool« kalder de lokale det – hvor man kan tøffe rundt og se på mangefarvede fisk og orange-røde søstjerner. Vandet går kun til hoften og er ganske roligt, så det er ren fryd.

Da vi nåede her til stranden, var det bare at hoppe ud i bølgerne og så vade ind. Ganske som Christoffer Columbus og hans mænd gjorde i 1492, da de gik i land oppe på den nordlige del af det, der i dag er fællesøen Den Dominikanske Republik/Haiti, og døbte den Hispaniola.

Casa de Campo - et all inclusive-resort
I morges vågnede også jeg, ganske som Christoffer i hin tid, op til en helt anderledes verden. Min hed Casa de Campo – et kæmpemæssigt golf- og ferieresort for de rige og berømte ganske tæt på Bayaribe.

Mens jeg lå og strakte mig i den store dobbeltseng midt i den luksus-suite, som skulle være mit hjem for en stund, gennemgik jeg i tankerne det, vores guide fra Den Dominikanske Republiks turistministerium havde fortalt os om Casa de Campo på den næsten to timer lange køretur hertil fra hovedstaden Porto Santo, hvor vi var landet efter en ni timers flyvetur over Atlanten fra Paris:

Adskellige gange kåret til verdens bedste golfresort, hvor især banen »Teeth of the Dog«, der ligger spektakulært med syv huller lige ud til havet, er berømt. Stedet har både et stort luksushotelområde (der var her, jeg boede) og cirka 2.000 store villaer, hvoraf de fleste er faste ferieboliger for velhavere, politikere samt sports- og musikstjerner (Vi andre kan leje villaerne formedelst 40.000 kr. i døgnet). Casa de Campo har desuden også sin egen marina med ferieboliger og shoppingcentre. Her er 21 spisesteder med mad fra alverdens køkkener. Spa og wellnessområde, naturligvis. Mulighed for at spille polo – man kan selvfølgelig leje både heste og træner. Eget jagtområde, hvis man skulle få lyst til enten at skyde efter lerduer eller rigtigt levende fasaner. Poolområder. Konference-center. Badestrand. Og sikkert noget mere, som jeg havde glemt. Nåjo – en kopi af en hel italiensk middelalderby med eget amfi-teater, kunstakademi og en pave-indviet kirke, hvor gæsterne kan blive gift...

Efter et langt brusebad hoppede jeg ud i den røde golfvogn, som jeg fik udleveret sammen med værelseskortet, da vi tjekkede ind. Området er nemlig så gigantisk stort, at man er nødt til at køre rundt til resortets forskellige tilbud, og derfor hører der et køretøj til hvert værelse eller suite.

Casa de Campo er et all inclusive-resort, og hvor det normalt betyder, at mad-niveauet er lagt efter laveste fællesnævner, så er det her tårnhøjt. Både på de »rigtige« restauranterner – jeg fik den lækreste rødfisk på den italienske nede i marinaen i går – og på The Grill, hvor jeg var på vej hen for at spise morgenmad.

Efter at have parkeret golfvognen på en parkeringsplads fyldt med røde golfvogen, et nærmest surrealistisk syn, gik jeg ind for at se, hvad de lokkede med i dag. Udover den smukke udsigt ned over en af golfbanerne...

Mens jeg sad og nød en frisklavet omelet og et glas mangojuice, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan to så forskellige lande som Haiti og Den Dominikanske Republik kunne dele ø? Så tæt på hinanden, og alligevel to helt forskellige verdener.

Haiti er – også når landet ikke er ramt af forfærdelige naturkatastrofer – præget af afgrundsdyb fattigdom, kriminalitet, korruption og generel elendighed. Den Dominikanske Republik derimod virker velfungerende. Her har ganske vist været et forfærdeligt diktatur under Trujillo i store dele af sidste århundrede, men de sidste mange år har landet været demokratisk, infrastrukturen er ganske god, og når man kører rundt i landet, får man indtryk af en glad og harmonisk befolkning.

Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at alt er idel lykke, men selv de fattige områder, vi har kørt igennem, virker ikke nedslående. De store børn går rundt i skoleuniformer, de små suser rundt og leger, Husene er simple, men pænt malede og udsmykkede, folk sidder og hygger sig sammen og er generelt smilende og overskudsagtige. Vores mand fra ministeriet siger, at der ikke er noget særlig kriminalitet – udover en del narkorelateret i hovedstaden samt almindelig småkorruption. Men det skal han jo på den anden side også sige.

Næste: Hvalsafari

Det spiller givet en rolle, at det er lykkedes Den Dominikanske Republik at få markedsført sig som virkeliggørelsen af et skønt, caribisk drømmeferiested. Især amerikanske, men også tyske, franske, italienske og spanske turister valfarter hertil for at nyde tropelivet. Vi skandinaver har ikke rigtigt fået øjenene op for herlighederne endnu.

Casa de Campo er på mange måder ekstremt. Enormt stort, fantastisk luksurisøst, en verden i sig selv. Men der er også masser af andre feriemuligheder. Lige fra små hyggelige hoteller i strandkanten, skabt af glade surfere, der kom hertil i 1980erne og aldrig tog hjem igen, til store familieferie-resorts, som man kender dem fra Thailand eller middelhavslandene.

Naturligvis spiller historien også ind. Haiti er grundlagt af afrikanske slaver, der gjorde oprør mod deres franske herskere, som de dræbte, hvorefter landet lukkede sig om sig selv. Lige bortset fra da det besatte Den Dominikanske Respublik – det har de det stadig ikke helt nemt med her på denne del af øen.

Dominikanerne derimod er en – ifølge dem selv – succesfuld blanding af spanske kolonister helt tilbage fra Columbus’ tid, afrikanske slaver og det oprindelige indianske naturfolk. De har taget det bedste fra alle kulturer, mener de. En tydelig effekt har sammensmeltningen dog haft: Jeg har aldrig været et sted, hvor både kvinder og mænd er så smukke. Selv kalder de sig »Den trejde race« eller »mullattaer«.

Den Dominikanske Republik/Haiti-problematikken ér interessant, selv om vores guider tydeligvis ikke er meget for at tale om det. Enten fordi de ikke selv mener, at der er et problem. Eller fordi det bare ikke er noget, man taler om, selv om der lever cirka en million haitianske gæstearbejdere her i landet – de har typisk de lavest rangerende jobs indenfor landbrug, byggeri og servicefagene.

Hmmm, et oplagt emner for en diskussion med mine rejsefæller i baren i aften.

»Skal jeg tage en øl med til dig?«

Det er blevet frokosttid på Saona. Vi sidder på en helt enkel træbænk med den mad, vi hentede henne hos kokken lidt længere nede ad stranden. Jeg valgte ris, grøntsager, fisk og kylling. Dejligt.

»Mmmm, tak. En »Presidente«.«

Vi er blevet ret glade for den lokale øl, der er både let og forfriskende.

Strandens gæster sidder og spiser og samtaler. Selv de unge er stoppet med at danse merengue og sidder nu og hyggesnakker.

Det er banalt, men endnu engang må man spørge sig selv, hvad der er rigtig luksus. Casa de Campos marmor, golfbaner, poloheste og spa-afdeling. Eller en plastiktallerken med grillet fisk på en strand?

Tjah, det ene udelukker jo ikke det andet. Hvorfor ikke tage begge dele, når nu muligheden er der?

»Værsgo«

Min rejsefælle rækker mig den kølige ølflaske.

Jeg tror, at jeg tager den med hen under palmen.

Rejseliv.dk var inviteret af Den Dominikanske Republiks turistministerium.

Næste: Hvalsafari