Guide: New York i Andy Warhols fodspor

En ny guidebog giver mulighed for at se Manhattan på en anderledes måde ved at følge fire byture i Warhols ånd, 25 år efter hans død.

Det smukke røde townhouse på 57 East 66th Street mellem Madison og Park Avenue var rammen om Andy Warhols sidste leveår. Et lille diskret skilt oplyser, at han boede her fra 1974 frem til sin død i 1987. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Få kulturpersoner har som Andy Warhol sat sit præg på New York – kunsten, stilen, nattelivet, legenden.

Læs også:
5 gange kunst i N.Y.

Da Andy Warhol tog den unge graffitikunstner og maler Jean-Michel Basquiat under sine vinger i 1980, opfordrede han ham til at gå hen på restauranten Serendipity3 for at sælge sine kunstværker til gæsterne, ligesom han selv havde gjort det i 1954.

Han vidste dengang, at det var her, tidens »Mad Men« mødtes, de indflydelsesrige reklamefolk fra Madison Avenue. Og den aspirerende reklametegner gjorde sit bedste for at charmere sig til bedre jobs ved at hænge sine skitser op på væggene.

Det er svært at forestille sig Warhol og Basquiat som sultne kunstnere i selskab med datidens Don Draper, når man besøger Serendipity3 i dag på East 60th Street. Den tidligere hippe café er blevet en af New Yorks store folkelige turist-attraktioner. Ikke så meget for sin fortid som arnested for epokegørende pop-art som for sine isdesserter. Eller som det unge par fra Miami, der skiftes til at fotografere hinanden foran restauranten på samme sted, hvor Warhol blev foreviget, henført forklarer:
»Jamen, vi skal da se stedet, hvor filmen »Serendipity« foregik. Den er SÅ romantisk!«
Da jeg nævner stedets betydning for Andy Warhol og omvendt, ser de helt uforstående ud.

Boet, arbejdet, festet, bedt og spist
Der er mange måder at se New York på. Jeg har taget Thomas Kiedrowskis lille guidebog om fire byvandringer fra uptown til downtown i Andy Warhols fodspor med i håndtasken for at se Manhattan fra en ny vinkel her i 25-året for popkunstnerens død. For da forfatteren selv besøgte byen for første gang for en del år siden, var det hverken Broadway, Times Square eller Empire State Building, han ville se.

Med i baglommen havde han en liste med adresser på de steder, hvor Andy Warhol havde boet, arbejdet, festet, bedt og spist, og som på en anden pilgrimsfærd opsøgte han adresserne for at få en fornemmelse af 40 års moderne kulturhistorie, som ikke har kunnet undgå at sætte sit præg på byens udvikling.

Han begyndte at kontakte nogle af de mennesker, som kendte og havde oplevet Warhol gennem hans fire årtier, og de kunne fortælle historier, så Thomas Kiedrowski – og nu vi – kunne få svar på, hvor boede Andy Warhol (med sin mor), hvor spiste og hvor drak han? Hvor blev hans billeder silketrykt, hvor præsenterede han VelvetUnderground og hvor mødte han op med sin muse Edie Sedgwick? Hvor skød han sine film og hvor blev han selv skudt – og overlevede?

New Yorks overklasse-kvarter
Alle disse historier satte kulør på en lang række adresser, som i dag for nogens vedkommende er utilgængelige bygninger, eller slet og ret revet ned i byudviklingens hellige navn. Det vil ikke få Warhol til at rotere i sin grav på Johannes Døberen kirkegården i Bethel Park, Pennsylvania, hvor han blev stedt til hvile i 1987. Tværtimod sagde han: »Jeg elsker, når det gamle bliver revet ned og erstattet af det nye hvert minut. Jeg kan godt lide nye bygninger.«

Derfor er det lidt paradoksalt, hvor meget han egentlig holdt af New Yorks overklasse-kvarter, uptown, der er kendt for sin klassiske og let konservative byggestil såvel som levevis. Han kom til byen i 1949 som 21-årig, frisk fra college i fødebyen Pittsburgh, hvor han havde studeret kunst og design, og med stor appetit på at slå igennem i sine drømmes by.

De første to boliger
Hans første to boliger var fremleje og er nu revet ned, men i 1960 købte han sit første townhouse på Lexington Avenue ved 89th Street, en elegant bygning fra 1889, hvor han flyttede ind med sin mor Julia og deres katte.

Det var gået ham godt som kunstner de foregående fem år, så han kunne lægge 30.000 dollar i udbetaling, halvdelen af salgsprisen.

Han brugte også huset til at arbejde i, og det regnes for det første af hans Factory-lokaliteter.

Ikke langt derfra kan man se Hook & Ladder 13 på East 87th Street, en nedlagt brandstation, som Warhol lejede af kommunen for 150 dollar om måneden i 1963.

Det havde den rette rummelighed til at kunne huse hans store lærreder.

Hans sidste bolig blev huset på East 66th Street, en stille gade mellem Madison og Park Avenue, en smuk fem-etages bygning fra 1902, som Warhol købte i 1974 for 310.000 dollar og flyttede ind i sammen med kæresten Jed Johnson og deres to hunde samt de mangeårige tjenestepiger, søstrene Bugarin.

Restaurant La Grenouille på East 52nd Street
Warhol følte sig i sit rette element, hans naboer var designere, society-damer, skuespillere og forlæggere, og det var ikke langt fra stormagasinet Bloomingdale’s, hvor han kom dagligt og kendte personalet. Samtidig var han tæt på sine favorit-restauranter, hvor han ikke kun kom for at spise, men også for at høre den nyeste sladder eller i håb om at møde nogle kendte, inden han selv blev det. Mange af restauranterne er lukket eller hedder noget andet, men den elegante franske La Grenouille på East 52nd Street, hvor Andy Warhol kom en gang om ugen gennem hele livet, regnes stadig for et af byens fine steder

Rå og kreative miljøer mid- og downtown
Lige så mondæne vaner han havde uptown, lige så begejstret var han for at arbejde og bevæge sig i anderledes rå og kreative miljøer mid- og downtown. Efter Hook & Ladder havde han efterfølgende flere Factory-lejemål, men bygningerne eksisterer ikke mere, undtagen den på Union Square West downtown, The White Factory, hvor han arbejdede på 6. sal i 1967-1973.

Stedet er kendt som Decker-bygningen fra 1892 og nu med noget så prosaisk som Starbucks og McDonalds i stueetagen. Det var her, han blev skudt af feministen Valerie Solanas i 1968 og med nød og næppe overlevede.

Da han var kommet sig, fortsatte han med at arbejde der, men i 1970 lejede han også nogle lokaler på Great Jones Street ved Bowery og Layfayette til sine protegéer.

Byens bedste japanske slagter
Stedet blev kaldt Andy Warhol Building og det var især Basquiat, som brugte det flittigt i første halvdel af 1980erne, hvor hans talent blomstrede. Lejemålet stoppede med Warhols død, og i dag er der ingen ydre tegn på hans tilknytning. I stedet finder man her byens bedste japanske slagter, Washuguy.

Det er også svært at sætte sine dansesko i Warhols fodspor, for de steder, han elskede at feste, er for længst lukket. Kunst-baren Max’s Kansas City på Park Avenue South blev hans favoritsted kort efter åbningen i 1965, og her kom han med sit Factory-slæng. Han kunne få alting på kredit mod at give ejeren kunstværker.

Devo, New York Dolls og Blondie
Warhol lancerede VelvetUnderground, og folk strømmede til, også i de efterfølgende år, da Devo, New York Dolls og Blondie, slog deres første akkorder. Max’s lukkede i 1981 og nu er der en delikatesse.
Da Studio 54 åbnede på West 54th Street i 1977, var Warhol selvskrevet som gæst. Han holdt hof i et afspærret område sammen med bl.a. Bianca Jagger og Liza Minelli, og det var også i disse år, indtil stedet lukkede i 1980, at Margit og Erik Brandt kom her med ham. I 1996 blev diskoteket til Roundabout Theatre, som stadig spiller skiftende forestillinger.
Jeg slutter passende i først-80ernes favorit-vandhul, efter Studio 54 lukkede.

De entreprenante McNally-brødre, som har præget restaurantscenen i New York i mere end et kvart årdhundrede, forvandlede Towers Cafeteria fra 1930erne på West Broadway helt sydpå i Tribeca til yuppie-årtiets it-restaurant Odeon med interiøret intakt.
Her flokkedes modefolk, skuespillere, filminstruktører, skribenter og kunstnere. Og Andy Warhol elskede stemningen i brasseriet, men spiste kun lidt og drak sjældent. Gæsterne på Odeon var nogle af de første, der hørte om hans død 22. februar 1987, da en fortvivlet Basquiat vaklede ind og bare stønnede »Andy«, inden hans hoved ramte bordpladen og væltede en masse drinks.
Jeg holder fast i min Tabini Martini, stedets kendte orange-martini med mynte og limejuice, og sender Andy Warhol en tanke.

Læs også: Queens er kongen af kultur