Guide: Londons bedste pubber

Et London-besøg er ikke fuldendt uden et besøg på en pub. Ny bog præsenterer 30 af de bedste, og her er tre af de mest charmerende pubber.

Rejseliv imported photo
The Grenadier: Navnet hentyder til, at stedet oprindeligt fungerede som messe for hertugen af Wellingtons officerer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kurt Hollesen

Det er altid lidt med ærefrygt, at jeg bevæger mig ind i det storladne, pompøse Belgravia.

Læs også: 5 gastropubs i London

Her i de buede gader og palæagtige huse ved Wilton Crescent forventer man stadigvæk, at der festes i balsalene på første sal om aftenen. Der hviler stadig en diskret storhed over kvarteret omkring Eaton Square. Bentleyer, Rolls-Royce og Rovers står parkeret udenfor, og når jeg en gang imellem har kastet et uskyldigt blik ind i en af stuerne, ser man både store bogsamlinger på hylderne og anretterborde ved vinduet med karafler, der står parat.

Kensington ligger også i den dyre ende af skalaen, men er dog stadig omgængeligt. High Street Kensington er et indkøbseldorado fyldt med forretninger af alle mulige slags, men tilbyder også adgang til Holland Park, som inde i centrum har en hyggelig café, hvor man kan nyde sin eftermiddagste og et par udvalgte scones. Skulle man have et ønske om at opleve, hvordan et ærkeengelsk bibliotek fungerer, kunne man passende aflægge visit i The Royal Borough of Kensington and Chelsea Library, der ligger i Hornton Street, skråt over for undergrundsstationen High Street Kensington.
Her kan man opleve, hvordan lånerne opfører sig kultiveret, som det sig hør og bør på et bibliotek. I modsætning til Hovedbiblioteket i København, hvor der råbes og skriges og tales i mobiltelefon, taler man her sagte og dæmpet med bibliotekarerne og dårligt nok med hinanden. Men nu til pubberne:

 

The Grenadier

Hvor: 18 Wilton Row, Belgravia
Nærmeste undergrundsstation: Hyde Park Corner
Åben: Hele ugen

Spørger man en londoner om, hvordan man finder frem til pubben The Grenadier, får man som regel at vide, at den ligger ved Hyde Park Corner. Fint, tænkte jeg naivt, første gang jeg for mange år siden skulle stifte bekendtskab med denne pub og denne bydel. Den må jo ligge lige på hjørnet! Men så enkelt er det absolut ikke, for den ligger godt isoleret inde i de små gader bag ved Hyde Park Corner. Det nemmeste er at gå ad Grosvenor Place og dreje første gang til højre ad Grosvenor Crescent. Wilton Row ligger gemt inde til højre fra Wilton Crescent. Også en af de absolut bedst skjulte.

Navnet The Grenadier hentyder til, at stedet oprindeligt fungerede som messe for hertugen af Wellingtons officerer. Således hjemsøges den angiveligt stadig ved efterårstide af en ung soldat, der engang blev slået ihjel her, da man mente, at han havde snydt i kortspil. Lige overfor ligger de gamle stalde, ligesom man har bevaret Wellingtons gamle trædesten til opsidning på hest – måske hans trofaste hest, Copenhagen, der tjente ham i 28 år og blev begravet med fuld militær honnør.
Der er ikke mange siddepladser i den lille frontbar, men hvis man ellers kan få plads, så kan man til gengæld nyde den sjældne hesteskoformede tinbar, der skulle være en af de ældste af slagsen. Bag ved baren findes en lille god restaurant, hvor stedets specialitet naturligvis er Beef Wellington. Men kig lige på prisen, før der bestilles.

The Grenadier er også berømt for sin fine Bloody Mary-cocktail. Det er en opskrift, som er gået i arv fra vært til vært, og for få år siden vandt den en pris som »Best Bloody Mary«. Især om søndagen er her en stærk efterspørgsel på denne drik. Det hævdes, at man en af disse dage nåede rekorden, da der blev langet ikke færre end 300 af slagsen over tinbaren. Man kan også med fordel opsøge pubben den 25. januar. Der afholdes nemlig »Burns Night« (den dag den skotske nationaldigter Robert Burns blev født), og det er absolut fornøjeligt.
Det er et hyggeligt og stille kvarter, og når vejret tillader det, bliver der hurtigt fyldt op på brostenene udenfor. Pubben er absolut et besøg værd.

 

The Nags Head

Hvor: 53 Kinnerton Street, Belgravia
Nærmeste undergrundsstationer: Hyde Park Corner og Knightsbridge
Åben: Hele ugen

I en lille sidegade ikke langt fra Knightsbridge og Hyde Park Corner finder man i en bygning fra 1820 en af de sidste privatejede pubber i London. De store bryggerikæder sidder på langt de fleste, men den tidligere skuespiller og stuntman Kevin Moran (mest kendt blev han i sin tid for den engelske tv-serie Commandoes) har siden 1982 selv stået bag hanerne på The Nags Head. Den 12. november 2012 kan han således fejre sit 30-års jubilæum. En imponerende præstation. Det skønnes, at der i dag kun findes en lille håndfuld privatejede pubber i London.

Det er en bemærkelsesværdig pub med lavt til loftet og små stole omkring den lave bar midt i lokalet. Så lav, at man sidder i øjenhøjde med personalet. Bag baren med de smukke porcelænsfarvede 165-årige ølhåndtag – »taps« – fører en trappe ned til et hyggeligt kælderlokale, der fungerer fortrinligt som kulisse for romantiske samtaler.
Mobiltelefoner er strengt forbudt, og forbuddet bliver håndhævet på det skarpeste. Man bliver simpelthen bedt om at forlade stedet efter første advarsel. Endvidere insisteres der også her kraftigt på, at man hænger sit overtøj op på knagerne. »Man er jo ikke hjemme,« som der bliver sagt.

Det forreste lokale er ikke særlig stort, men overmåde hyggeligt. Det er pyntet med alt muligt tingeltangel, herunder også en temmelig stor samling militære hatte, der hver har deres helt personlige historie. Noget af det mest interessante er de gamle fotos, plakater og tegninger af gamle kolleger og venner, der pryder væggene. En fantastisk tegning af Alec Guinness som Fagin, en James Mason i kulstreg og et digt af Richard Harris understreger den tætte tilknytning til scenen. Også et lille portræt af en af de gamle stamkunder Fred, fanger éns interesse. Han blev blind på begge øjne, efter at være blevet ramt af en bold i Hyde Park på en sommerdag.
På væggen hænger også et foto af maleren Francis Bacon (1909-1992), der lod sig forfriske i disse lokaler, men ellers er publikum en skønsom blanding af unge studerende, embedsmænd fra Whitehall, fyraftensholdet fra Harrods og en gang imellem en Jeremy Irons, Albert Finney eller Peter O’Toole, der kigger ind for at hilse på Kevin. I sommeren 2007, da rygeforbuddet ramte England, valgte den populære skuespiller Jeremy Irons at lade sig interviewe til BBC på The Nags Head for at udtale sig om forbuddet. Irons, der selv er ryger, fortalte i utvetydige vendinger, at han mente, det var en menneskeret at bestemme, hvor og hvornår man ville tænde sin cigaret. Og hvad blev det næste man ville forbyde? På væggen hænger en indrammet version af interviewet, mens Irons karismatiske ansigt stirrer ud i rummet.

Værten ligger naturligvis inde med et større lager af anekdoter. Som dengang et amerikansk ægtepar for mange år siden kom ind ad døren. Konen var overvældet og snakkesalig, mens manden foretrak at nyde sin øl i stilhed. Da den amerikanske kvinde fandt ud af, at Kevin Moran tidligere havde ejet en anden pub, spurgte hun interesseret om dens navn: »The Man In The Moon,« svarede værten, som sandt var, og indkasserede øjeblikkeligt en høj latter fra den veloplagte kvinde. Da hun også ville vide, hvor i London pubben lå, og fik svaret »World’s End« (Chelsea), ville morskaben ingen ende tage. Selv hendes tavse mand begyndte at smile skævt. Værten var temmelig desorienteret, indtil han fandt ud af, at manden foran ham var særdeles godt kendt med de dele af universet, der er befolket med måner og mælkeveje. Hans navn var Edwin »Buzz« Aldrin, der sammen med Neil Armstrong var de første astronauter på Månen i 1969.
Det er en meget lokal pub. Hvis man besøger den en stille søndag,er det svært at forstå, at Kinnerton Street ligger så tæt på det centrale London. Om aftenen siver der diskret gammel musical- og cabaretmusik ud afhøjttalerne. Marlene Dietrichs mørke stemme og en pint af den fortræffelige Adnams er en behagelig kombination. På kolde dage er der tændt op i pejsen. Personalet er meget engelsk. Her er man garanteret den ægte engelske humor.
Pubben kan være svær at forlade. Især hvis man som gammel stamgæst er flyttet længere vestpå og må bryde endnu tidligere op. Jeg har ofte hørt den aldrende David rejse sig og sukke, når han ikke kunne trække den længere, og med sin stille stemme erklære: »I must press on. To Putney and beyond«. Men når der er blevet sagt: »Time, Gentlemen«, er der ikke så meget at gøre.
Pubben blev i 2005 via en internetafstemning kåret til Best London Pub.

 

The Windsor Castle

Hvor: 114 Campden Hill Road, Kensington.
Nærmeste undergrundsstation: Notting Hill Gate
Åben: Hele ugen

Campden Hill Road er en temmelig lang vej, der ligger imellem Kensington High Street og Notting Hill Gate. Og selvom The Windsor Castle har adresse i Kensington, så ligger den tættere på Notting Hill, nærmere betegnet helt oppe på toppen af Campden Hill. Hvis man kort forinden har aflagt Kensington Palace et strabadserende besøg, kan det synes lidt besværligt at ase sig derop, men det er det hele værd.
Pubben er fra 1835 og fik navnet, fordi man dengang fra de øverste vinduer faktisk kunne se helt til Windsor Castle. Siden blev området udbygget, og i dag er det selvfølgelig en umulighed. Bag dens grønne facade og de raderede vinduer står de tre vidunderlige barer stadigvæk fuldstændig uforandret. »The Campden Bar«, »The Private Bar« og »The Sherry Bar« er adskilt af skillevægge i mørkt træ og har alle deres egen indgang fra gaden, men man kan også benytte nogle små halvdøre i skillevæggene, så man ikke behøver at gå udenfor.
Over hver af disse er der et skilt med det ganske fornuftige råd: »Mind your head«. Der er virkelig tale om smalle døre i dværgstørrelse, oprindelig kun beregnet for personalet, og for at passere dem er det nødvendigt at bukke sig helt sammen, hvilket vanskeliggør disciplinen for de lidt for høje eller lidt for brede. Jeg var så heldig at finde et bord i den midterste bar klos op ad en af de små døre, så jeg kunne fint følge slagets gang, da en lidt svær dame anstrengt pressede sig igennem.
Årsagen til, at man har navngivet tre forskellige barer, skal findes i den gamle opfattelse af en klassisk engelsk pub. Her stod folk for sig selv, alt efter stand og køn. I »The Public Bar« kom arbejderklassen, både mænd og kvinder, i »Ladies’ Bar« kom de fine damer, og »The Private Bar« var forbeholdt adelsfolk og VIPs. »The Sherry Bar« på Windsor Castle har uden tvivl været forbeholdt damerne i sin tid.

Det er en usædvanlig hyggelig pub fyldt med masser af smukt, mørkt træ, bare trægulve og højryggede træbænke med brede armlæn, der nærmest danner en lille alkove. Her kan man sidde og nyde sin frokost, mens solstrålerne falder ind over bordet. På væggene hænger tegninger af diverse Dickens-figurer som Captain Cuttle, Mr. Pegotty og Mr. Pickwick.
Og så er pubben i besiddelse af et overbevisende udvalg af diverse krydder- og urtepølser, som sammen med kartoffelmosen nærmest har nationalretsstatus, når krydset skal sættes på menukortet. Eneste minus er, at denne fine gamle pub er blevet udstyret med en uklædelig, larmende cappuccinomaskine. Men så kan man jo bare, båret af de vinger som kun sand rædsel kan give én, flygte ind i »The Sherry Bar« eller på gode dage ud i den store gårdhave. I diverse opslagsværker om denne populære pub gøres opmærksom på, at man bør forsøge sig med stedets specialitet, en såkaldt »Huntsman«, som skulle være en Bloody Mary med sherry i stedet for vodka. Desværre er det mange år siden nu, at man har serveret denne drink.

Læs også: 5 irske pub-oplevelser