Guide: Legoland for børn og voksne

Legeplads for alle Legoland er mest for de mindste, men får også den indre svinehund frem i forældre.

Pirate Splash Battle. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Forestil dig en verden, hvor pengene aldrig slipper op, solen altid skinner, kroppen er evig stram, alt usundt er sundt – og livet generelt er en lang ubekymret leg, hvor glædessuset i maven presser tårer frem i øjnene hvert femte minut.

Læs også: 10 billige ferier i Danmark

Med andre ord et paradis, hvis man er over 40 år. 

Hvis man sænkede paradis helt ned på jorden i en 6-årigs højde, ville det have skikkelse af Legoland og det dertil hørende Hotel Legoland i Billund.  

Men hvad siger teenagerne og forældrene? Her er tre ting inden for hver af aldersgrupperne, man kan bruge som guide, når hele familien skal af sted, og alle interesser skal plejes. 

Til de små

Piratskibet & Chima Miniland 
Det er altid fedt at lege i vand. Og man bliver garanteret våd i Piratland, hvor man kan drive sine forældre med i en af klassikerne – piratskibene – hvor der er fri leg med vandkanoner. Som i det fleste af Legolands forlystelser går det meget hurtigt at komme til, selv om der er kø. Det er et stort plus, at forlystelserne generelt synes skabt ud fra et princip om, at man ikke skal spilde dagen på at hænge i lange køer. 

Fra en klassiker til en nyhed. I år er der kommet et Chima Miniland til, der er bygget over Chima-figurerne. Her kan man bl.a. se en 4D-film, der fik vores 6-årige til at række ud i biografen for at fange figurerne. Filmen er godt lavet, dog sidder man som voksen og tænker over, hvad den egentlig handler om? Udover reklameeffekten altså …

Dragen
De allermindste har Duploland, mens de lidt større børn har Knights’ Kingdom med bl.a. rutchebanen Dragen. Den er delt op i to – første del foregår i et stille tempo, hvor man kan nyde imponerende Legoskabte figurer – og så anden del, hvor der kommer fuld fart på af den slags, man får tårer i øjnene af. Uanset alder. 

Temaværelse på Hotel Legoland
Der er vrinskelyde på toiletterne, pirat-gulvtæpper, Lego-klodser at klatre på, bygge af – og spise formet i chokolade. Legepladser ude- og inde, skattelege, edderkopper i klodser kravler på væggene  – og så er der kun en gåtur på ca. et minut »hjem« efter en lang dag i Legoland. Hvis man vil give sine unger – og sig selv – en mere afslappet tur, kan det anbefales at leje et værelse på hotellet, der er ligeså gennemført i sit Lego-tema som parken. Specielt temaværelserne på Adventure Trail er sjove, fordi de understøtter det lege- og sanseunivers, som gennemsyrer DNA’en i Lego’s filosofi. Selv om hverken Legoland eller hotellet siden 2005 har været ejet af Lego, men af det internationale Merlin Entertainment Group, holdes der generelt fast i, at sanserne skal stimuleres gennem leg, farver, lyde og læring. 

Til teenagerne

Miniland
Hvis man er kommet i Legoland, der blev grundlagt i 1968, op gennem sin barndom, er en af de ting, man husker, Miniland. En imponerende mini-verden skabt af Legoklodser med alverdens monumenter – fra Nyhavn og Fredensborg Slot og til scener fra »Star Wars«- filmene. Også nutidens unge taber mælet. 

Polar X-Plorer
Sidste år kom Polar Land til og her kan man få en mavesuser i rutchebanen Polar X-Plorer, der »river« godt op i stemmebåndet – også selv om man ikke helt mærker, at det frie fald, der er undervejs, skulle være på de fem meter, der reklameres for. Og så er der levende pingviner. 

Fitnessrum
Når man er 14-16 år, gider man ikke lege med de klodser, der er på værelserne i Hotel Legoland, men der  er andre ting, der kan stimulere deres mere aktive sider. Bl.a. et fitnessrum, som vores teenagere benyttede sig af flere gange. Der er også billardrum – og kun ca. ti minutters gang til Lalandia og Aquadome. 

Og så er to dage i Legoland mere end nok for dem …

Til de halvgamle

Falck Fire Brigade
Ok, det er en familieforlystelse, men det vækker mest den indre »svinehund« i forældrene. Det handler nemlig om at vinde over andre familier. Hver familie har en brandbil, som de ved fælles hjælp skal få kørt frem til en »ildebrand«, der skal slukkes med en brandhane. Den familie, der først når i mål igen, har vundet. 

Pejsestuen
Legoland og Hotel Legoland slår sig på at være et familiested, men man kan godt køre træt i alt legeriet. På hotellet er der taget højde for det. Ved siden af buffetrestauranten, legerum og drager er der ved baren indrettet en lille voksen-slap-af zone med en åben pejs og dagens aviser. 

Adventure Restaurant
Hvis man køber overnatning på hotellet er en morgenmadsbuffet ofte medregnet i prisen. Man kan så bestille bord til aftenbuffet eller i a la carte restauranten, Adventure Restaurant. Buffeten er stor, men også lidt dyr – f.eks. 269 kroner pr. voksen.

Hvis man har flere børn over 13 år, kan det hurtigt løbe op. På restauranten, hvor der også er mindre hektisk, kan man gøre det lidt billigere med menuer op ca. 200 kroner. Skal det være endnu billigere, kan man spise et udmærket måltid (f.eks. spareribs til 125 kr.) på Billund Kro, der ligger fem minutters kørsel fra Legoland. Her ligger der også en SuperBrugsen. 

Generelt er alting, vådt som tørt, dyrt inde i parken, og der er flere steder opsatte borde, hvor man kan spise sin medbragte mad. 

Læs også: Legoland har fået en pingvinunge