Guide: Klæd dig rigtigt på til skiferien

Hvad skal man have på, når man begiver sig ud på pisterne for hverken at fryse, svede eller blive våd? Sophie Fjellvang-Sølling guider til det rigtige tøj.

Foto: Iris

Der er mange holdninger til, hvordan man skal være påklædt, når man står på ski. Generelt er de fleste dog enige om, at det vigtigste er, at man har noget på, som man kan bevæge sig i, og som er vind- og vandtæt og åndbart. Og så ellers klæde sig på efter lag-på-lag princippet.

Læs også: Kom i form til skiferien med Sophie Fjellvang-Sølling

Det inderste lag
Skiundertøj. Undertøjet skal kunne transportere varmen og sveden væk fra kroppen. Derfor skal det sidde tæt og være lavet af et svedtransporterende materiale. Det vil sige aldrig bomuld, som binder fugt, men uld eller kunststof. Som tommelfingerregel varmer uld bedst og lugter mindst af sved, mens kunststof tørrer hurtigere og transporterer fugt bedst væk fra kroppen. Om man vælger uld eller ej, er for mange et religionsspørgsmål, nogle sværger til det, mens andre stadig er af den mening, at uld »kradser« og går efter kunststof. Begge materialer er dog i dag så udviklet, at rent funktionelt gør det ikke den store forskel, om man hopper i termoundertøj af merinould eller et syntetisk stof. 

Det er derimod vigtigt, at undertøjet er elastisk, så man kan bevæge sig uhindret, og helst uden sømme, der kan generere. Endelig er noget tøj fremstillet med sølvtråde i, som modvirker svedlugten. Det er ikke et must, men kan være rart at have.

Skisokker. De skal være lange, så de ikke laver folder i støvlerne, og uden riller, så der ikke er noget, der trykker på skinnebenet. De skal være tynde og lavet af f.eks. merino-uld (som er noget ganske andet end tykke uldsokker, som ikke kan lede sveden rigtigt væk fra foden). 

Det er vigtigt for både termoundertøj og skisokkernes vedkommende, at det/de er af god kvalitet. For kan kroppen ikke komme af med sveden, kommer man til at fryse.

Det mellemste lag
Formålet med det næste lag tøj er at give varme og at transportere den varme, kroppen selv danner, væk. Hertil er det genialt med en trøje af f.eks. microfleece. Det er tyndt materiale, som gør, at man ikke ligner en michelin-mand, og som man kan bevæge sit frit i. Samtidig transporterer det varmen ud. 

Mellemlaget er det lag, man kan variere efter vejrforholdene, sådan at hvis det for eksempel er bidende koldt, kan man tage en ekstra fleecetrøje på eller eventuelt en tynd dunjakke – gerne af slagsen, som ikke fylder noget og kan pakkes sammen, så den ikke fylder noget.

På benene kan man have fleecebukser.
Om det mellemste lag skal være af uld eller fleece, er igen et religionsspørgsmål. Hvis tøjet er uld, vil det stadig isolere, selv om det bliver vådt. Til gengæld bliver det tungt og er meget længe om at tørre. Tøj i et syntetisk fleece-materiale isolerer ikke optimalt, hvis det bliver vådt, til gengæld tørrer det hurtigt og vejer ikke meget, uanset om det er vådt eller tørt. 

 

Det yderste lag
Dette lag skal være vind- og vandtæt. Nogle skiløbere sværger til kæmpejakker, som er forede. Ulempen er, at man ikke bare kan tage den af, hvis det er lidt for varmt at have den på, for så kommer man til at fryse. På den måde er tykke jakker ikke ret fleksible (og kan i øvrigt også være lidt besværlige at bevæge sig i). 

Jeg foretrækker skalbukser og skaljakke – bukserne evt. med for – men begge dele i et godt materiale. Især for jakkens vedkommende skal man tjekke vandsøjletrykket, når man køber – altså hvor meget vand, jakken kan modstå. Gå efter jakker, hvor vandsøjletrykket er 15.000-20.000. Derudover skal der være god udluftning i jakken. Alt det har skaljakker, hvis man køber dem i en ordentlig kvalitet. 

 

Ud over de tre lag skal man huske:

1. Solcreme, også på læberne. Dette er særligt vigtigt på en skiferie – af flere grunde. Man befinder sig i tyndere luft end i Danmark, den kolde luft gør, at man ikke mærker solen, og endelig fordi sne reflekterer sol, så UV-strålingen forstærkes mange gange. Husk også at smøre solcreme på steder, man normalt ikke har risiko for at blive forbrændt – under hagen og bag ørerne. 

2. Solbriller eller goggles. Det er noget af det vigtigste på en skiferie, for kan man ikke se, kan man ligeså godt blive hjemme. Begge dele fås i mange designs og med mange slags glas, som kan skiftes alt efter vejret og lysforholdene. Køb desuden solbriller og goggles med UV-filter. 

3. Hue. De færreste har hue på under skihjelmen, men når man tager hjelmen af, har man brug for noget varmt til hovedet. Det er det eneste krav – at det er varmt. Nogle bruger en halsedisse (som man også kan have på sammen med hjelmen, hvis skijakken ikke går helt op i halsen), det kan man sagtens, men undgå et halstørklæde, det er noget rod sammen med alt det andet tøj, man har på. 

4. Handsker. Handsker skal være varme, men ikke så tykke, at man ikke har god kontakt med staven. Det er en god idé både at have tynde og tykke handsker, de inderste af uld eller et syntetisk materiale, så sveden kan ledes væk og man ikke kommer til at fryse, fordi man har våde hænder. Og når man så tager de yderste af, har man ikke bare fingre.

Læs også: Guide: Ski og støvler – købe eller leje?