Guide: Fem ferier i telt

Har du ikke overnattet i telt, siden du var spejder i Rødkælk-patruljen, kommer det nok bag på dig, hvordan nutidens teltferier kan se ud. Her er fem muligheder – fra det helt enkle til det vildt luksuriøse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Danmark dejligst

I disse kolde og fugtige dage er det nok ikke lige teltferie i Danmark, man drømmer om, men om et halvt års tid, når bøgetræerne står lysegrønne, og skovbunden er fuld af blomster, er det en helt anden snak. Så er Danmark dejligst.

Et af de steder, vort land er allerdejligst, er ved Svanninge Bakker på Sydfyn. Her finder man et af de flere end 140 steder i Naturstyrelsens skove (og det vil sige vores allesammens), hvor man frit kan slå sit telt op. Komtessens Plantage hedder skovområdet, som ligger umiddelbart nord for Svanninge Bakker, der med sit markante landskab med bløde bakker presset op af en istids-gletscher har været et populært udflugtsmål gennem flere end hundrede år.

Teltpladsen, der kan findes via Naturstyrelsen hjemmeside, er som de øvrige af overnatningsstederne rundt omkring i landet ganske enkel og uden faciliteter – der er dog en bålplads, hvor man kan lave mad – og man må kun overnatte der én nat, inden man traver videre og overlader pladsen til de næste gæster, men til gengæld er det gratis at benytte den.

Det er naturligvis oplagt at vandre i skovområderne ved Komtessens Plantage, men man kan også enten gå mod nord til De Fynske Alper eller mod syd, hvor man finder den 220 km lange Øhavsstien, der omkranser Det Sydfynske Øhav og bringer én fordi landsbyer, herregårde og formidable udsigter. Begynd eksempelvis turen i hyggelige Faaborg, der ligger blot tre kilometer fra Komtessens Plantage.

Hvad: Tilbage til naturen

Hvor: Svanninge Bakker, Sydfyn

Telttype: Eget telt; højst trepersoners

Naturstyrelsen.dk, detsydfynskeoehav.dk

 

2. Klassisk ved Gardasøen

Camping ved Gardasøen. For mange er det selve klichéen på en campingferie og nok til at få dem til at forkaste alle tanker om selv at prøve netop den ferieform. 

Men der er langt fra 1970ernes klaustrofobiske vi-har-ikke-råd-til-en-chartertur-ferier på luftmadrasser i alt for små telte, hvor der var dåse-kalvefrikassé på menuen og morgentandbørstning ved fællesvasken, og så til nutidens ferier på de store luksuscampingpladser ved den italienske sø.

I dag har pladser som eksempelvis Camping Toscolano ved Toscolano-Maderno på vestsiden af Garda-søen både sportplads, legeplads, egen strand, swimmingpool-område med separat børnepool, restauranter og indkøbsmuligheder. Fra pladsen, der er indrettet på et tidligere abbedis område, kan man tage på smutture rundt til områdets mange hyggelige småbyer eller tage en båd tværs over søen til forlystelsesparken Gardaland.

Og man behøver ikke selv at have hverken campingvogn eller telt for at kunne tage på campingferie ved naturskønne Gardasøen. Flere bureauer udlejer mobilhomes og store rummelige familietelte, der står klar til at rykke ind i. 

Der kan bo op til seks personer i Camping Toscolanos telte, der har en far-og-mor-sovekabine med dobbeltseng og en stor børne-sovekabine, som kan deles op til to separate enheder med to enkeltsenge i hver. Teltet har et fuldt udstyret køkken med køleskab, og desuden er der haveborde, stole, solstole og parasol. 

Hvad: Familiecamping

Hvor: Camping Toscolano, Italien

Telttype: Bungalowtelt på 25 kvdm

vacansoeil.dk, eurocamp.dk

 

3. Under ørkenhimlen

Duften af krydret, stegt lammekød breder sig i lejren, mens folk sidder samlet om bålet og drikker sød mynte-te og hyggesnakker. Du rækker hånden op mod den sorte nattehimmel, der glimter af stjerner. Du har aldrig set så mange på én gang før, og det er som om, at stjernene er så tæt på, at man kan pille dem ned med hænderne. Et sted derude mellem sanddynerne lyder der lavmælte, gutturale lyde fra kamelerne, som I red hertil på. Det føles næsten som at være med i storfilmen »Laurence of Arabia«.

Man skal være noget af en kold fisk, hvis ikke man bliver forført af den romantiske stemning, der hersker ved aften- og nattetide i en beduinlejr i Sahara, og derfor har de fleste selskaber, der arrangerer rejser til lande som Tunesien, Egypten og Jordan da også korte ørkenture med overnatning i en beduinlejr på programmet. Eksempelvis tilbyder Altantis Rejser en to-dages ørkenudflugt på sine rejser til Djerba i Tunesien.

Har man mod på mere end blot et par overnatninger i ørkenen, kan man bo i enten beduintelt eller luksustelt på The Rock Camping 14 km nord for oltidsbyen Petra i Jordan. Pladsen har 15 beduintelte med plads til to i hver samt 12 luksustelte med plads til fire personer i hver. Der er fælles »spisetelt« og særlige toilet- og badetelte til henholdsvis mænd og kvinder.

Ud over turene til Petra og ud i ørkenen oplever man på The Rock elementer af den traditionelle beduin-levevis.

 

Hvad: Udflugt i forbindelse med pakkerejse

Hvor: Djerba, Tunesien

Telttype: Beduintelt

 atlantisrejser.dk, therockpetra.com

 

4. I Bror Blixens spor

En ægte britisk gentleman skifter naturligvis tøj inden aftensmaden, drikker te præcis kl. 17, og går i karbad. Uanset om man er hjemme på godset, i byhuset i London eller på Serengeti-sletten i Afrika.

Imperiet er forlængst gået heden, de tidligere kolonier er blev selvstændige, og gentleman’en er erstattet af metroseksuelle, men derfor kan man jo godt drømme sig tilbage til dengang, hvor en mand var en mand, og en bøsse var noget, man skød elefanter med.

Og ikke mange steder er bedre at drømme den drøm end i Kirawira Luxury Tented Camp i Tanzania. Campen er – ifølge dens egen hjemmeside – indrettet som kopi af de lejre, legendariske storvildstjægere som Bror Blixen og Denys Finch Hatton boede i på deres månedlange jagtture ud i bushen.

De 25 telte i lejren står på træplatforme, så man slipper for alskens kryb, og er indrettet i edwardiansk stil med rejsekufferter, skrivebord, kæmpe seng med quilt-tæppe, persiske tæpper og messinglamper. Lejren har naturligvis også overdådige fællesområder, hvor man kan få sublim mad serveret på ægte porcelæn, gode vine og store cigarer. 

Om dagen tager man naturligvis på safari, hvor man dog ikke kan lege storvildtsjæger men må nøjes med kameraet, og om aftenen hygger man sig i campen med de andre.

Man kan selv arrangere opholdet eller købe en pakkerejse hos eksempelvis danske Team-Benns. 

Hvad: Safari i kolonitids-stil

Hvor: Tanzania

Telttype: Overdådigt luksustelt 

team-benns.com, serenahotels.com/serenakirawira/

 

5. Grøn ferie i det grønne

Det argument, man oftest hører for teltferier, er, at man kommer tæt på naturen. Vil du rigtig tæt på – og i så høj grad som muligt på naturens egne betingelser – skal du på dét, der på engelsk hedder et »eco lodge«.

Det er et sted, hvor bæredygtighed er i højsædet i den forstand, at stedet og dets gæster skal slide mindst muligt på naturen og helst undgå at påvirke omgivelserne for meget. Økologisk mad og drikke er ønskeligt, men det er ikke så meget det, det handler om.

Stadig flere steder har man fået øjnene op for, at økoturismen kan skabe indtægter, der kan bruges til at bevare naturen, og samtidig skabe arbejdspladser for de lokale indbyggere.

Ofte er der tilknyttet forskellige projekter for de lokale, eksempelvis omkring at udnytte vedvarende energikilder eller at slippe af med affald mest skånselsfuldt for naturen.

Centralamerikanske Costa Rica er et af de lande, der satser voldsomt på økoturismen. Her finder du f.eks. det familieejede La Leona Eco Lodge ved Corcovado National Park, hvor du kan kombinere ture ind i regnskoven, der blandt andet rummer et fantastiske fugleliv, med badeferie ved Stillehavet.

Der er 20 store telte med senge, bord og stole. Morgenbadet foregår udendørs under bruseren, og du skal ikke være for genert, for det kan være, at en flok aber kigger på. 

Af aktiviteter kan nævnes rideture, kajakture, fuglekigning, natture for at se nataktive dyr og vandreture.

Efter turene om dagen kan du jo spare lidt energi ved at snuppe en lur i hængekøjen på træterrassen foran teltet. 

Hvad: Økoferie i regnskoven

Hvor: Puerto Rico

Telttype: Bungalowtelt

laleonaecolodge.com