Guide: Det skal du opleve i Mumbai

Den indiske millionby Mumbai har alt. Fra historisk arkitektur og trendy gourmetrestauranter til skinnende skjortevask og stemningsfyldte kvarterer.

Rejseliv imported photo
Mumbai er en storby fuld af farver og store kontraster. Fold sammen
Læs mere


1. Gå i Gandhis fodspor

Hvad: Mani Bhavan Gandhi Sangrahalaya
Hvor: Laburnum Road 19, Gamdevi

»Gandhi er en helt – ikke kun for Indien, men for hele verden«. 

Sådan skrev USA’s præsident Barack Obama i gæstebogen, da han og fru Michelle i november 2010 besøgte Gandhis private hus efter eget ønske.

I dag er matriklen omdannet til et museum, som på pædagogisk vis fortæller om Gandhis liv i både lyd, billeder og med dukker.
Her er også de breve, som fredselskeren Gandhi skrev til Hitler allerede i 1933 for at advare imod en ny verdenskrig og til USA’s præsident Franklin D. Roosevelt. 

Allerede omkring 1917 begyndte Gandhi herfra at udgive nyhedsbreve, faste og holde vigtige politiske møder i kampen for at udbrede sin »sandheds- og ikke-volds-filosofi«. En tilgang til magthaverne, som den amerikanske frihedskæmper Martin Luther King senere blev inspireret af i kampen for sortes borgerrettigheder. Derfor havde præsidentparret også en sten med fra Luther Kings mindesmærke, som nu hænger i hallen. 

Det mærkes tydeligt, at Mani Bhavan var et sted, hvor Gandhi levede. Som besøgende ser man bl.a. Gandhis spartanske arbejdsværelse, som også var hans stue og soveværelse. Her er alle hans ejendele samlet – hvilket er svært at forstå for nutidens teenager. For der er stort set kun en madras, en bedekrans, et par sandaler, en skrivepult, en telefon og en rok til at spinde bomuld, som var Gandhis yndlingsbeskæftigelse, når han skulle lægge taktik og strategi. 

gandhi-manibhavan.org 

2. Oksekød blandt hellige køer 

Hvad: Two One Two Bar and Grill
Hvor:  Hornby Vellard Estate 12a 

Mumbai boomer med fancy restauranter, som scorer højt på det internationale design-barometer.

Men det er Two One Two – opkaldt efter den Fahrenheit-temperatur, som får vand til at koge – som for alvor har fået mundvandet på de internationale gourmet-anmeldere fra New York Times, CNN og britiske aviser til at løbe. 

I køkkenet står den italienske kok, Alex Bignotti, som har stået i lære hos den tv-kendte og -berygtede Gordon Ramsay. Menukortet er primært italiensk/europæisk, så ingredienser som foie gras og trøfler kan være udsolgt på dagen, fordi nye varer ikke er nået frem.

Inderne selv kaster sig først og fremmest over pizzaerne med en tynd, knasende bund fra stenovnen til omkring 75 kroner stykket, for pizza er det helt store hit i Mumbai

Også salaterne og pastaretterne er i høj kurs. Så det er en god ide at bestille bord i forvejen, for Mumbais overklasse er vild med at komme her. 

De internationale gourmet-anmeldere og os andre især priser muligheden for at få ægte oksekød. Stort set alle indiske restauranter af enhver størrelse har »beef« på menukortet. Men da køer er hellige for hinduer, er der oftest tale om vandbøffel, som i konsistens ligger et stykke fra oksekød, men kan smage super. 

En middag for to med et glas vin/øl koster omkring 5.500 rupees (ca. 560 kroner) afhængig af valg af retter.   

3. Løbetur og livlighed 

Hvad: Mumbais strandboulevard
Hvor: Marine Drive

Som den berømte Macao i Havana på Cuba og den lige så berømte La Croisette i det sydfranske har Mumbai en bred strandboulevard, Marine Drive. 

Boulevarden strækker sig 4-5 kilometer fra velhaverområdet Malabar Hill i syd til forretningsområdet Narimar Point i nord –  forbi stranden Chowpatty  Beach, der er særligt populær blandt lokale indere. Og i det hele taget er den brede boulevard et samlingspunkt for mange lokale indere – unge som gamle, velhavere som fattige tiggere. 

Boulevarden har 2-3 kørebaner i hver retning og et bredt fortov med en lav mur ud mod et smågrumset vand, der i horisonten flyder ud i det Arabiske Hav. Fortovet er fyldt med mennesker fra morgen til aften – løbere, power-walkere, kærestepar, familier og turister, der alle finder deres vej frem og tilbage fra syd til nord og tilbage igen. Alle finder deres åndehul i en by, hvor der ofte kan være tæt smog med 16 millioner indbyggere og tusindvis af larmende biler. 

Besøg gerne Marine Drive flere gange. En løbetur om morgenen er en tur i indernes forhold til motion, hvor mange har løbetøj på, men flertallet går og taler – og kun få lunter afsted i adstadigt tempo. Dagstimerne byder på travlhed og indere på vej på job. Og ved aftentid er her en masse kærestepar – eller enlige på udkig efter kærligheden. 

Marine Drive er samtidig en fantastisk mulighed for at se de mukke bygninger, der hver i sær har stor arkitektonisk klasse, men bygningernes forfald udstiller også Mumbais økonomiske situation og mangel på investeringer.  

4. Mumbais vaskeby

Hvad: Dhobi Ghat
Hvor: Mahalaxmi Dhobi Ghat 

Tusindvis af kridhvide skjorter skinner i den stærke sol –hængende på snore på kryds og tværs i et fattigkvarter i den nordlige del af Mumbai. Stedet har navnet Dhobi Ghat og er en levende vaskemaskine, hvor professionelle vaskere gennem 140 år har vasket, gnubbet og skrubbet. 

Synet med vasketøj og vaskekar er gengivet i den Oscar-vindende film »Slumdog Millionaire«, der bestemt fortjener et gensyn op til et besøg i Mumbai. Filmens smukke, barske og poetiske skildring af den fattige Mumbai-drengs liv har mange fine snapshots af den indiske storby. Og Dhobi Ghat er da også en af de attraktioner, som »Slumdog  Millionaire«-skuespillerinden, Freida Pinto, altid viser sine udenlandske gæster.  

Den bedste udsigt findes fra broen, som krydser jernbanesporene. Her har tiggere og sælgere fundet væg  at sælge deres ting fra, og de klæber op af de turister, der vil se det imponerende syn af de store mængder vasketøj. Ikke desto mindre er det hele oplevelsen værd – både som indblik i Mumbais fattigdom og som et enestående syn. 

Det er muligt at nå til Dhobi Ghat med billig taxa, men oplevelsen er endnu større med tog fra den tætpakkede Churchgate Station til Mahalaxmi Station. Toget har særlige kupeer for kvinder og handicappede, og kører uden døre med en indregnet risiko, hvor der dør passagerer hver uge. Hold armene og ben indenfor og nyd oplevelsen af indisk kaos, når det er bedst.  

5. Taj Mahal Hotel  

Hvad: Taj Mahal Palace
Hvor: PJ RamChandanai Marg (Strand Road) 

Der er en helt særlig glans over »Taj Mahal« i Indien. 

Sig navnet  –«j« bliver til »sj« og »h« udtales med hård kant: Taj Mahal. 

Gravmælet Taj Mahal ligger 1.200 kilometer fra Mumbai og er en længere rejse væk. Men i selve den indiske millionby ligger Taj Mahal Hotel, der med terrorangrebet i november 2008 blev verdensberømt på et tragisk grundlag. 164 døde, endnu flere sårede og en af nyere tids mest berygtede historier i sammenstødet med islamiske fundamentalister. 

Terrorangrebet sætter sit tydelige præg på Taj Mahal. Hotellet er bevogtet som en europæisk lufthavn med sikkerhedstjek ved alle indgange – dog på Taj Mahal-vis med rene hvide handsker. Og foran holder en række af politivogne parkeret på gaden. 

Indenfor er Taj Mahal blevet restaureret for 4-500 millioner kroner med stort fokus på at genskabe hotellets unikke arkitektur og høje kvalitet. Eksklusive butikker, fantastiske konferencerum og smuk stuk i loftet er et par af detaljerne i et hotel, hvor det både er muligt at checke ind på et af de 560 værelser og blot besøge den eksklusive te-salon eller en af restauranterne. 

Terrorangrebet på Taj Mahal er en undtagelse i en millionby – og i et land – hvor muslimer, kristne og hinduer ellers lever side om side. Samlivet mellem religioner er et varemærke for Mumbai og store dele af Indien. 

tajhotels.com