Guide: Alaskas dyrerige

Uanset om man mest fascineret af bjørne eller ørne, kan Alaska med sine mere end en million kvadratkilometer opfylde drømmen om at opleve vilde dyr i en af verdens sidste ødemarker.

Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man behøver dog ikke gennemtrawle hele den amerikanske delstat. Bortset fra få arter er hele Alaskas dyrerige repræsenteret i »mini-Alaska«, en halvø på størrelse med Danmark.

Næste side: Laks og elge, Ørne og havoddere

»Tag det bedste fra Hudson-floden og fra Rhinen, fra Yosemite og fra hele Schweiz, så har du en svag idé om Alaskas storhed.«
Ordene er Eliza Ruhamah Scidmores. Hun var en amerikansk forfatter og fotograf, der i 1884 som en af de allerførste egentlige turister rejste til Alaska. Og skrev rejsebreve, som blev bragt i amerikanske aviser og magasiner og senere samlet til en bog, der skulle blive en klassiker om det øde stykke amerikansk land langt mod nord.

Siden dengang er der sket meget i Alaska. Men storheden har staten stadig. Trods guldgraver-æraen og olie-industriens og civilisationens indtog i det 20. århundrede rummer Alaska stadig tusinder efter tusinder af kvadratkilometer ødemark, hvor det er naturen, der bestemmer.

liza Ruhamah Scidmore sejlede til Alaska og havde mange uger til rådighed. Et af de steder, hvor man som turist anno 2012 kan opleve den uspolerede natur og dyr uden at behøve have ubegrænset tid, er Kenai-halvøen få timer syd for Anchorage, Alaskas største by, og der, hvor man kommer ind med flyet fra Europa.
Kenai-halvøen er enestående af to primære årsager: alle dyrearter i staten, bortset fra dem der lever på den arktiske tundra i nord, er repræsenteret her.  Og samtlige arter af de vilde dyr, der fandtes, inden den hvide mand kom hertil i 1700-tallet, stadig – trods sin nærhed til Anchorage – findes her.

Rejseliv har været på wildlife-safari på Kenai-halvøen.

Bjørne og ulve

Katmai National Park er bjørneland. Det er det meste af Alaska, men på disse 16.000 kvadratkilometer, en ødemark dobbelt så stor som Sjælland, lever Alaskas brune bjørne, grizzlybjørnene, særlig tæt. Den sidste officielle vurdering af antallet siger 3.000, hvilket gør Katmai National Park til det sted i verden med den højeste bestand af bjørne.

Katmai National Park ligger kun knapt 400 kilometer i lige linje fra Anchorage; den kunne imidlertid lige så godt ligge 4.000 km derfra, for parken er ekstremt isoleret, og man kan kun komme dertil med fly eller båd. 
Så det gør vi, flyver med et af de små vandfly, der på godt en time brummer sig fra den lille by Homer på Kenai-halvøen tværs over Cook Inlet til Katmai National Park.

At være passager i et vandfly er ikke for de flyveforskrækkede; vi sidder på primitive sæder så lave, at de langbenede må løfte hagen for ikke at støde den på knæene, larmen fra motoren er trods hovedtelefonerne gennemtrængende, og hver en krængning af den lille 10-personers Otter mærkes ganske tydeligt.
Trods det er vandflyvning en oplevelse, man aldrig nogensinde får i en Boeing 747. Og noget af det mest autentiske, man kan foretage sig i Alaska, hvor vejene er få, og hvor der er flere privatfly end noget andet sted i verden.
Da vi nærmer os Katmai, daler vi langsomt ned over søer og forblæste græsvidder, vi kan se de snedækkede bjerge i horisonten og brune prikker, bjørnene, under os. Der er ingen form for civilisation, uanset hvor vi ser hen.
Piloten sætter elegant flyet ned på en flod, og vi hopper direkte fra kabinen ud i floden. Heldigvis har vi waders på. Stilheden, da motoren stopper, og propellen falder til ro, er overvældende. Visheden om, at vi står et sted, hvor naturen og de vilde dyr bestemmer, er ditto. Ydmygheden indtræffer, og ingen siger noget.

Katmai har været nationalpark siden 1980, men fik allerede i 1918 særstatus for at beskytte området kendt som »The Valley of 10.000 Smokes«, der opstod efter et voldsomt vulkanudbrud i 1912. Udbruddet efterlod et 100 kvadratkilometer stort område med askelag, der er op til 700 meter dyb.

Mange tager til Katmai National Park for at se »vulkandalen«, nationalparken har også få lodges, man kan overnatte i, ligesom der er et enkelt turistkontor, hvor man kan få tips til vandreruter.
Vi skal ikke vandre, vi er her for at se bjørne. Og går kun få hundrede meter ad flodbredden, før vi får øje på den første. En stor bamse, der lunter af sted langs floden længere fremme. Vi går i bue udenom den, forsigtigt og uden at sige noget. Og sætter os ligeså lydløst ned i det høje græs på en bakketop lidt derfra.
Her sidder vi den næste time. Og kan følge bjørnens færden, desværre længere og længere væk fra os. De fleste har dog kikkerter med og kan derfor tydeligt se både den og de fire bjørne, der tuller rundt på den anden side af floden godt 500 meter fra os.

Ligesom vi senere kan se to ulve, der pludselig dukker op af buskadset længere ude over græssletten. De sætter sig roligt ned, med rank ryg og hovedet og de spidsede ører rettet direkte mod os. Indtil vi tilsyneladende ikke er interessante længere, og de ligeså roligt rejser sig op og forsvinder ned ad en skråning og ud af syne.
Guiden er begejstret; han ser bjørne hver gang, han er i Katmai National Park, men ulve er, siger han ophidset, virkelig sjældne at se.

Lidt skuffede over egentlig kun at have set bjørnene gennem kikkertlinsen glemmer vi formaningen om at være stille, så på vej tilbage til vandflyveren snakker vi så meget, at vi ikke bemærker en raslen i en samling små træer og buske lige venstre for stien. Først da guiden hysser på os, hører vi det – det rasler voldsomt i buskene derinde, grene knækker, og så braser en velvoksen, brun bjørn ud på græsset så tæt på os, at man ikke behøver zoom på kameraet.
Nogle er hurtige og hiver kameraet frem, andre lytter til guidens insisterende hvisken om at trække os tilbage, i sikker afstand fra bjørnen. Og overhører ham så alligevel, da vi i den anden retning får øje på endnu en bjørn, denne står på bagbenene, præcis der, hvor vi skal forbi for at komme tilbage til vandflyveren. Vi står helt stille, kun kameraernes hidsige og talrige klik høres. Selv guiden siger ikke noget, har bare et skarpt øje på den.
Så dumper den atter ned på alle fire og lunter væk. Vi ånder ud og griner henrykt. Fascineret af disse mægtige dyr.

Pris: 600 dollar per person.
baldmountainairservice.com
 

Hvaler og helleflyndere

Homer Spit har fået sit navn efter sin form. »The Spit« – spytklatten – henviser til den syv kilometer lange smalle tange, der rager direkte ud i havet på den sydvestlige del af Kenai-halvøen.
Set oppefra ser det vanvittigt ud – som om den mindre end 500 meter brede tange hvert øjeblik kan blive skyllet over af en kæmpe bølge. Og de, der bor her i de mestendels vejrbidte træhuse langs den eneste vej, er da også konstant udsat for vejrets luner.

Alligevel er Spitten ivrigt besøgt af turister. Og lokale. Som især kommer for det, Homer Spit er mest berømt for – farvandet syd for Kenai-halvøen, som har nogle af verdens største helleflyndere, denne ubestridt største af alle fladfisk med en vægt på op til 250 kilo.

Hvorfor Homer Spit er spækket med udbydere af fisketure, der med store reklameskilte med billeder af fiskere flankeret af deres fangst lokker med muligheden for at få en sådan krabat på krogen. 
Vi stævner ud en tidlig morgen i juni. Sejlturen ud til det dybe vand i Kachemak bugten, hvor helleflynderne lever, er lige godt tre timer. Det regner lidt, både vipper en smule, og for os, der aldrig rigtig har set lyset i at hale en fisk i land, er det en lang og lidt ligegyldig tur. Som ikke bliver mere spændende, da kaptajnen stopper motoren, og vi kaster snørerne ud. For der er voldsom strøm i havet, og snørerne vikler sig ind i hinanden, inden de når ned til fiskene. Ingen fanger noget af nævneværdig størrelse, og det er råkoldt herude midt på havet.

Kaptajnen hiver ankeret ind, og vi sejler videre. Og stopper på det, der for det utrænede øje ligner ethvert andet sted i havet. For kaptajnen og hans ekkolod er det imidlertid fiske-himmerige.
Jeg lader snøren med madding og det voldsomt tunge blylod, som skal trække krogen de 500 meter ned til bunden, falde i vandet. Linen ruller ud, fortsætter i noget, der ligner en uendelighed; der er langt til bunden. Imens lader jeg stangen hvile på rælingen og kigger ud over havet efter de hvaler, der efter sigende holder til her. Det er næsten meditativt, bare at stå her midt ude på havet og være tavs sammen med den blanke havoverflade.

Så giver det et kraftigt ryk i linen. Jeg flyver fremover, urutineret uforberedt, og når kun lige at gribe stangen, som med fiskens hidsige kamp mod krogen dernede i dybet har fået den til at smutte ud af min hånd.
»Jeg har bid,« råber jeg, ophidset, har glemt alt om hvaler og meditation, er med ét forvandlet til fiskeentusiast, og kampen mod det, jeg forestiller mig er mindst 200 kg fisk, er pludselig verdens vigtigste opgave.
Jeg ruller linen ind, puster og stønner, for den er tung, får hjælp af kaptajnen til det sidste stykke, og så brydes havoverfladen af en sprællende fisk.

Som ikke er en helleflynder, men et stort orange bæst.
»Se min fisk,« skriger jeg. »Jeg har fanget en orange fisk, jeg har fanget en kæmpestor orange fisk. Se min orange fisk.«
Jeg er i ekstase. Poserer foran kameraerne med min fisk, beundrer den, da den med et klask havner på dækket, og kaster ivrigt snøren ned i dybet igen. Og får øjeblikkeligt en ny fisk på krogen. Denne gang en helleflynder.
»En lille en,« siger kaptajnen, »Max. 10 kilo, vil du smide den ud igen?«
Vi har kun licens til at fange to helleflyndere og en enkelt yelloweye, som den orange sag hedder, så den ryger tilbage. Jeg har fået fiskekuller og vil fange den største i havet.

Det gør jeg ikke, 12 kilo er min største fangst, og jeg har lige sat stangen fra mig, lidt skuffet over høsten, da vandoverfladen brydes ganske tæt på båden, og to spækhuggere dukker op.
Dykker ned. Kommer op igen. Majestætisk glider de forbi os. Kameraerne klikker, en enkelt hvisker wauw, ellers er vi helt stille. Selv de lokale gutter, der er med på turen, lader fisk være fisk og står bare og ser på hvalerne. Indtil de majestætisk og helt lydløst er gledet forbi os, dykker en sidste gang, og så er de væk.

Pris: 250 dollar per person + 20 dollar for fiskekort. Fiskene renses på vej tilbage til Homer Spit, så de kan nedfryses og transporteres hjem til Danmark
halibutcharters.com

Næste side: Laks og elge, Ørne og havoddere