Guide: 7x St. Patricks dag i Dublin

Irernes national-dag fejres over hele verden, men det er ikke helt det samme festbrag som i den irske hovedstad, hvor hele byen hylder den irske helgen.

Den legendariske parade på selve St. Patricks Day er blot et ud af mange spændende tilbud i weekenden omkring helligdagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Øl

Historie og kultur lyder måske lidt tørt og kedeligt, men ikke når emnet er irsk øl.

Læs også: 5 irske pub-oplevelser

Hver dag under St. Patrick’s Festival (14.-18. marts) kan man besøge øl-landsbyen Irish Craft Beer Village, hvor man kan smage, hvad nogle af Irlands bedste mikrobryggerier har at byde på. Prøv en pint fra bryggerier som Galway Hooker og White Gypsy. Nogle af producenterne vil være til stede til at bistå smagsprøverne med snak om øllets historie, bryggeproces og alkoholprocenter. 

Der er ikke kun øl på programmet, det er også muligt at smage irsk cider og spise traditionel hjemmelavet irsk mad som røget laks, irsk stuvning og ost fra lokale mejerier – tilsat irsk live musik.

Arrangøren bag Irish Craft Beer Village, Seamus O’Hara, lover, at der også vil være klassisk øl-mad. 

»Der vil være frankfurtere, fordi det passer rigtig godt sammen med øl, og de er selvfølgelig ikke importeret fra Tyskland, men lavet i Irland

Info: Gratis adgang kl. 12-19 onsdag 13. marts til fredag 15. marts. Entré ca. 45 kr. efter kl. 19, samt hele lørdag, søndag og mandag.  irishfest.ie

Den officielle parade

St. Patrick’s Festival Parade gennem byen er fest, dans og musik for fuld udblæsning. Det er et af festivalens helt store højdepunkter og foregår selvfølgelig på selve St. Patricks dag.

Flere tusinde deltagere marcherer gennem gaderne i indre Dublin i opfindsomme og farverige kostumer i følgeskab af flåder med kæmpe figurer og dekorationer.

Musikken leveres af 17 forskellige orkestre, hvor størstedelen kommer fra USA, men også Irland, Tyskland og Italien er repræsenteret. De vil alle forsøge at levere deres bedste præstationer, da orkestrene bliver bedømt af en jury, der kårer paradens bedste. 

Det er ikke kun forbeholdt de officielle deltagere at gå parade. For første gang nogensinde inviterer St. Patrick’s Festival 8.000 irere og turister til selv at deltage i en parade i Dublin, den såkaldte The People’s Parade. Her går deltagerne de samme 2,5 kilometer gennem byen som den officielle parade, som forventes at få omkring 500.000 tilskuere.

Info: For at deltage i The People’s Parade skal man tilmelde sig ved personligt fremmøde i Dublin’s City Hall 15.-16. marts. stpatricksfestival.ie

Hurling og gaelic football

Umiddelbart ikke sportsgrene, der optager meget plads i de fleste danskeres bevidsthed. Ikke desto mindre er de noget af det allerstørste i Irland, og begge turneringer kulminerer i to finaler på St. Patricks dag.

Alle sportsudøvere er amatører, men holdene repræsenterer hver deres lille sogn, og så der er ære på spil. Finalerne spilles på Croke Park, der har plads til 82.300 tilskuere.

Er det ikke til at få plads på lægterne, kan man slå sig ned på en bar i Dublin-kvarteret Drumcondra, hvor også Croke Park ligger, og se kampen der. Niamh Donnellan, marketing manager for St. Patrick’s Festival, anbefaler den livlige bar Quinns. 

»Baren ligger tæt på stadion, og der er den bedste atmosfære og rigtig mange mennesker. Det er en god idé at komme i god tid.«

Info: Billetter kan købes på gaa.tickets.ie, priser fra 186 kr. Quinns ligger på 42 Lower Drumcondra Road, Dublin 9.

40 shades of green

Irland siges at have 40 nuancer af grøn, og farven – selv om blå også har stor betydning i den irske kultur – er blevet et symbol på Irland. Derfor vil flere bygninger i Dublins centrum blive badet i grønt lys, når mørket sænker sig over den irske hovedstad.

Det vil blandt andet være ikoniske bygninger som Bank of Ireland, Guinness Store House og GPO, det irske postvæsens hovedsæde, som blev belejret under det legendariske påskeoprør i 1916 og brugt som hovedkontor af de irske oprørere, der kæmpede for uafhængighed fra Storbritannien. 

Lyset tændes kl. 17 hver dag under festivalen og er en god måde at se nogle af byens mest betydningsfulde bygninger.

Dublins centrum er af en overskuelig størrelse, hvilket gør, at de fleste bygninger ligger i en behagelig gåafstand.   

Info: stpatricksfestival.ie 

St. Patrick’s Cathedral

St. Patricks dag handler meget om at fejre og hylde irsk kultur, og helligdagen, som blev indført i starten af det 17. århundrede, har religiøse rødder.

St. Patricks dag falder altid 17. marts, som er den dato, den irske skytshelgen St. Patrick angiveligt døde.

Han gjorde det irske folk kristne og ifølge en legende brugte han en trekløver til at symbolisere Treenigheden Faderen, Sønnen og Helligånden i den kristne tro.

Trekløveren (på engelsk shamrock, red.) er siden hen blevet et symbol på Irland, og alle besøgende i St. Patrick’s Cathedral på St. Patricks dag får en trekløver med på vejen. På selve dagen vil der foregå flere kirkelige handlinger, som turister kan overvære.

Fredag 15. marts vil katedralen blandt have gratis guidede ture, og lørdag 16. marts vil der være aftengudstjeneste med katedralens drengekor.

Info: stpatrickscathedral.ie 

Whiskey

Whiskey og whisky er ikke bare to forskellige måder at stave den gyldne spiritus på. Herren være med den, der kommer til at forveksle de to og bestille en whiskey i Skotland eller en whisky i Irland (såfremt man altså staver din bestilling højt for bartenderen, der er nemlig ingen forskel i udtalen).

Whiskey fra Irland (og en række andre lande) staves med e, og whisky fra Skotland (og eksempelvis Japan) staves uden. Ud over oprindelsesland er der selvfølgelig forskel på, hvordan spiritussen er destilleret, men lad nu det ligge.

Er man i Dublin – og specielt under St. Patricks dag – bør man smage irsk whiskey. Der er ingen officiel whis-key-begivenhed, men Heidi Donelon bag den prisvindende guide Ireland Whiskey Trail peger på en række barer, som er specielt gode til whiskey. 

»Pubber som O’Neills Pub of Suffolk Street, The Temple Bar, The Palace Bar og Bowes på Fleet Street har et rigtig stort udvalg af nogle af Irlands bedste whiskey og er gode steder at opleve den specielle St. Patricks dag-atmosfære.« 

Info: irelandwhiskeytrail.com

Litteratur

En pubcrawl med afsæt i irsk litteratur er ikke kun for belæste akademikere. For det første har mange irske forfattere og digtere levet et dramatisk liv med et stort indtag af alkohol, tobak og kvinder, som bestemt er underholdende at høre om. For det andet er guiderne uddannede skuespillere, som fremfører passager i irske teaterstykker, fortæller levende om forfatternes liv og tager gæsterne med rundt på pubber i Dublin, der tidligere har været nogle af forfatternes faste vandhuller. 

Turen har ikke direkte noget med St. Patricks dag at gøre, men det er en rigtig god måde at se byen og lære den irske kultur at kende på.

Man besøger fire pubber og har et stop ved Trinity College, det smukke kollegium og universitetsområde centralt i Dublin, hvor blandt andet forfatteren Oscar Wilde boede og studerede.

Info: Der arrangeres pubcrawl under St. Patrick’s Festival 14.-16. marts, men ikke selve St. Patricks dag eller mandag 18. marts. Pris 104 kr. per person. dublinpubcrawl.com


Rejsen er betalt af Tullamore Dew

 

Læs også: Guide: 5 oplevelser på St. Patricks dag