Guide: 5 x kage i Wien

Kaffehusene er en særegen del af Østrigs kultur, og landets hovedstad er fuld af caféer med hver deres stemning og historie. Rejseliv guider til fem steder med kaffe og overdådige desserter.

Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Den i centrum

Hvad: Cafe Griensteidl
Hvor: Michaelerplatz 2
Pris: 4,20 € for kager, mellem 2,60 € og 3,90 € for kaffe. Vil man have likør i kaffen, koster det lidt mere.

Hestehove klaprer over brostenene på pladsen, og en hestevogn knirker sig forbi det lysende skilt med navnet på Cafe Griensteidl. Duften fra staldene på Wiens berømte spanske rideskole hænger i luften over pladsen. 

Midt i byens centrum, tæt på både rideskolen og kejserfamiliens gamle palads, ligger et klassisk wiensk kaffehus, som besøges af både lokale og turister. 

Vi går ind i Cafe Griensteidl og sætter os i en sofa dækket af rød velour. Lokalet er fuldt af store spejle og indrammede billeder i art deco-stil. Ved væggen står et avisstativ, som understreger, at kaffehusene traditionelt har fungeret som intellektuelle diskussionsklubber, hvor man har siddet for at læse, skrive og tale om dagens begivenheder. Vi bestiller en esterhazytorte, som bliver bragt til os på et blankt, skinnende fad. Kagen er en klassisk østrigsk opskrift opkaldt efter en adelig familie, og med sin mønstrede glasur og sine mange lag passer den godt ind i de elegante omgivelser. Den har en cremet konsistens og smager lige tilpas sødt. 

Gennem de store vinduer kan man se hestevognene passere en efter en, og cafeens beliggenhed i centrum på den historiske Michaelerplatz gør det fristende at blive lidt længere. Så vi bestiller både vin og kaffe, som vi nyder stille og roligt, før vi bevæger os videre ud i byen. 

2. Den elegante

Hvad: Cafe Landtmann
Hvor: Dr.-Karl-Lueger-Ring 4
Pris: Vi giver 4,90 € for kaffen. En Apfelstrudel-Menu koster 10,90 €.

Da Sigmund Freud boede i Wien og udviklede sine teorier om psykoanalysen, foretrak han at drikke sin kaffe på Cafe Landtmann. 

Det kan man læse på caféens hjemmeside. Den fortæller også, at stedet blev grundlagt i 1873 og ud over psykoanalysens fader har haft besøg af forfattere, komponister og udenlandske politikere. Som mange andre wienske kaffehuse skilter caféen gerne med sin rige historie og sine berømte stemgæster. Cafe Landtmann ligger lige mellem Østrigs parlament og Wiens rådhus, og har derfor i dag en del politikere blandt stamgæsterne.

Vi sætter os under de hvide parasoller foran cafeen, hvor det summer af stemmer og klirrer af bestik, og tjenere i vest og butterfly serverer melange i guldrandede kopper. Vi har udsigt til rådhushaven og den nygotiske rådhusbygnings kunstfærdige spir. Indenfor er caféen dekoreret med spejle fra gulv til loft og gardiner, som folder sig i kunstfærdige buer. Bag en glasrude under disken kan man se et udvalg af Cafe Landtmanns kager. Croissanter, marcipankartofler, trøffelkager, yoghurtkager og tærter i tre, fire eller ti lag. Vi bestiller en apfelstrudel, som selvfølgelig serveres med en stor portion flødeskum. Ved siden af kaffen får vi en wienermelange. En klassisk wiensk kaffespecialitet med varm, skummende mælk.  

3. Den historiske

Hvad: Cafe Frauenhuber
Hvor: Himmelpfortgasse 6
Pris: En kop kaffe koster mellem 2,90 og 6,50 €,. Priserne på desserter ligger omkring 6-7 €.

Med sine perlebehængte lysekroner, indrammede malerier og glasskabe med mønstret porcelæn giver Cafe Frauenhuber indtryk af at befinde sig i et andet århundrede end den livlige gågade få hundrede meter derfra. Stedet er da også kendt som Wiens ældste kaffehus. På facaden hænger et skilt, som med svungne bogstaver fortæller beværtningens historie fra den åbnede som en restaurant, hvor både Mozart og Beethoven spillede musik for gæsterne, til den blev relanceret som kaffehus i 1822. Cafe Frauenhuber har de samme draperede gardiner og velourklædte sofaer som mange af byens kaffehuse, men stemningen er mindre mondæn, og når man har sat sig ned, får man hurtigt fornemmelsen af at være på besøg i en kaffeduftende dagligstue.

Vi tager plads på caféen mellem de andre gæster, som til trods for beliggenheden i det turistbesøgte centrum hovedsageligt er lokale. Ingen lader til at have travlt. Gæsterne bladrer i deres aviser, tjenerne tager sig god tid til at snakke med kunderne. I nærheden af disken sidder cafeens nuværende ejer, en ældre dame, som ivrigt beretter om stedets historie. Hun fortæller os blandt andet, at cafeen har været ejet af den samme familie i generationer. 

Ligesom de fleste af byens kaffehuse har Cafe Frauenhuber et rigt udvalg af kager, og menuen byder på alle de klassiske desserter som sachertorte og strudel.   

4. Den moderne

Hvad: Palmenhaus
Hvor: Burggarten 1
Pris: En melange og en palmenhaustorte koster 7,30 €. Prisen på en morgenmadsmenu svinger fra 3,80 til 11,50 €.

Palmerne strækker sig mod drivhusets buede loft. Indenfor sidder gæsterne i røde sofaer med kaffe, kage eller cocktails. Over indgangen står caféens navn i rød neon. Det er mørkt udenfor, da vi besøger Palmenhaus. 

Caféen ligger i Burggarten, haven bag slotskomplekset Hofburg, som i århundreder husede Wiens kejserslægt. Midt i haven ligger et drivhus, som blev bygget i 1901 i jugendstilen. I dag rummer drivhuset caféen Palmenhaus, som serverer både mad, kaffe og desserter. Om vinteren kan man sidde indenfor i varmen og nyde synet af de kejserlige haver. Om sommeren er der også dækket op på terrassen foran drivhuset. Man kan vælge at kombinere besøget på caféen med en tur i slotskompleksets sommerfuglehus, hvor sommerfugle i alle farver flagrer mellem hinanden. 

Ligesom de fleste andre gæster sætter vi os uden for drivhuset for at nyde den varme sommeraften og synet af slottets have. Tjeneren kommer ud med menuen. Sammenlignet med personalet på de mere konservative wienske kaffehuse er han afslappet klædt i hvid skjorte uden vest og butterfly. Menuen byder både på kaffe, kage, mad og cocktails. 

Udvalget af kager spænder fra traditionelle specialiteter som sachertorte og apfelstrudel til palmenhaustorte, som ikke overraskende er opkaldt efter stedet.

5. Den fra filmen

Hvad: Cafe Mozart
Hvor: Albertinaplatz 2
Pris: Regn med 6 til 8 € for et stykke kage. 3-5 € for kaffespecialiteter og cirka 8 € for kaffe med likør.

Ved første øjekast er der ikke noget, som afslører, at Cafe Mozart er et rejsemål for filmelskere fra hele verden. De kunstfærdigt draperede gardiner folder sig om vinduet i rosa buer, lysekronerne glimter under loftet, og tjenerne balancerer med sølvbakker fulde af flødeskumskager og cremede kaffer. 

Caféen er et klassisk wiensk kaffehus med en stemning af luksus og et varieret udvalg af drikkevarer og desserter. Men den er også verdenskendt, fordi en scene fra den legendariske Orson Welles-film »Den tredje mand« udspiller sig på caféen. Desuden har kaffehuset været stamsted for forfatteren Graham Greene, som eftersigende sad på Cafe Mozart, da han skrev bogen bag filmen. 

Vi tager plads foran vinduet med cafeens guldfarvede logo. Logoet forestiller profilen af Mozart, komponisten som har givet caféen sit navn. 

Udvalget af kager er overdådigt. Vi ender med at bestille en såkaldt wienertrio med tre forskellige slags tærter. Den klassiske sachertorte, den cremede mozarttorte, som er liflig i toppen og fast i bunden, og topfen-weichseltorten med rød gele og hvid chokolade. Kagerne bliver bragt ind på et hvidt fad, og drikkevarerne serveres på en sølvbakke. Til sammen udgør miniaturekagerne en dessert i tilpas størrelse.

Se også: Guide til fem oplevelser i Wien