Guide: 5 ud af Centre Courts skygge

Det er ikke kun tennisbaner, der er trækplaster i Wimbledon. Området er med sine pittoreske landsbygader, historiske bygninger og frodige parker en endagsudflugt fra London værd.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Tudortidens velhaverly

Hvad: Den oprindelige landsby
Hvor: Wimbledon Village

Der er Wimbledon og Wimbledon Village. Den første ligger lige udenfor tube-stationen af samme navn, og går man til venstre, er byen lidt kedelig, præget af moderne shoppingcentre. Men der er også et par få historiske og arkitektoniske seværdigheder tilbage som eksempelvis The New Wimbledon Theatre fra 1910 og det moderniserede stormagasin Elys, grundlagt i 1876, der er et af de få familieejede stormagasiner i landet. 

Går man til højre op ad Wimbledon Hill Road, kommer man efter 10 minutter til High Street, og her begynder landsby-idyllen at blomstre.  

Siden Tudor-tiden (1500-tallet) har landsbyen været hjem for de tre store familier – Cecil, Spencer og Churchill – og deres indflydelse tiltrak mange politikere, forretningsfolk og udlændinge, der slog sig ned i store velhaverhuse i de landlige omgivelser, der er bevaret med Wimbledon Common som et 460 hektar stort grønt åndehul for alle, og hvor der spadseres, cykles, rides og luftes hunde året rundt. 

I hjertet af the Common ligger Wimbledon Windmill, bygget i 1817 og nu indrettet som museum med weekend-åbning. I møllerhuset ved siden af skrev generalløjtnant og veteran fra kolonierne i Afrika og Indien Robert Baden Powell i 1907 »Scouting For Boys«, der blev starten på den internationale spejderbevægelse.

Info: wimbledonwindmillmuseum.org.uk

2. Den italienske greves fristed

Hvad: Cannizaro park
Hvor: Cannizaro Road/West Side Common

På vestsiden af den vildtvoksende Common finder man  en anderledes trimmet besøgspark. Den ligger gemt bag det firestjernede hotel Cannizaro House  og har egen indgang på højre side af bygningen, hvor en stor turkis keramikvase fungerer som vartegn og springvand. 

For godt 60 år siden »adopterede« byrådet disse grønne arealer, som ellers havde været i privateje i 300 år, så alle nu gratis kan vandre rundt på de 14 hektar meget varieret natur delt op i forskellige temaer og stemninger med mange sjældne træer og planter. 

Jorden blev i 1705 købt af en velhavende London-købmand, som byggede to palæer på grunden, og det ene af dem står endnu som det nuværende hotel. Det skiftede prominente hænder og familier flere gange, indtil det i 1817 blev lejet af en fattig siciliansk greve, der giftede sig til penge med en skotsk arving. Greven blev senere udnævnt til Hertugen af Cannizaro, og det gav huset sit navn. 

Efter en periode som hjem for den sidste Maharajah af Punjab, sårede soldater fra Første Verdenskrig samt Wimbledons pensionister, er det nu genopstået i sin oprindelige glans med moderne kunst som kontrast til det klassiske interiør og en nybygget terrasse-restaurant med udsigt over parken. Værelser fra 500 pund.

Info: cannizarohouse.com

3. Luksus i indkøbsposen

Hvad: Shopping
Hvor: High Street og Chruch Road

Ligesom i gamle dage tiltrækker landsbyen stadig indbyggere med smag for »det gode liv«, og det ses på gallerierne, mode- og indretningsbutikkerne, der ligger som perler på snor langs de få hundrede meter hovedgade. 

Traders Antiques i nr. 17 har antik og kuriosa, mens R.Kade i nr. 70 har seriøs antik og moderne vintage. Two Sisters Home i nr. 3 på Church Road har enkle, moderne ting til lyse hjem, inspireret af fransk og nordisk stil, og overfor i nr. 4 har Le Creuset alt til køkkenet i alle regnbuens farver, mens The Mint Source længere nede i nr. 23 har humoristiske husgeråd og gaveartikler. 

I denne ende af gaden finder man også gallerierne Wimbledon Fine Art og The Curzon Gallery. 

Der er ingen undskyldning for ikke at være velklædt og velplejet på disse kanter, selv om den afslappede stil med gummi- og ridestøvler er meget populært i bybilledet. Der er en filial af hertuginde Catherines yndlingsbutik i London, L.K.Bennett, ved siden af andre populære engelske mærker som Hobbs, Matches, Reiss og Whistles samt kjole-dronningen Diane von Furstenberg. 

Og er den friske landluft ikke nok for teinten, ligger skønhedsimperiet NK.Space Apothecary i svinget af High Street, lige inden man når ud på The Common.

4. Den lokale smag

Hvad: Pubs og spisesteder
Hvor: High Street og the Common

Al den traven rundt i den friske luft giver en god appetit, og Wimbledon Village har noget for enhver smag. 

Der er selvfølgelig flere pubber, men den mest kendte er The Dog and Fox midt på High Street, der for mange lokale altid har været et »forsamlingshus«, hvor man holdt sine familiefester. De serverer en god traditionel menu, men vil man prøve nogle af de nye gastro-pubber, er The Fox and Grapes på Camp Road ved the Common et godt bud.

I kanten langs med det rekreative område ligger også The Hand in Hand og The Crooked Billet, hvis man bare skal have en pint. Den hurtige frokostsandwich eller -salat får man hos Maison St. Cassien i nr. 71, og er vejret til picnic på the Common, kan man købe lækkerier med fra deli’en Bayley & Sage i nr. 60. 

Skal der kød på bordet, så har slagteren i The Butcher & Grill i nr. 33 indrettet restaurant i sin butik, hvor han kun serverer mad fra egne dyr på græs i Sussex. Ikke så langt derfra – i nr. 67 – ligger den nye elegante The Lawn Bistro, som er finere europæisk fusionsmad med afsæt i det franske køkken, men primært lavet på lokale råvarer i sæson.

Og er man bare til kage og kaffe, er der det restaurerede The Lawn Bakery fra 1860, som var en af de første levnedsmiddelbutikker i landsbyen. 

5. Monument for den hvide sport

Hvad: Wimbledon Lawn Tennis Museum
Hvor: Church Road

Det er og bliver tennissporten, der har sat Wimbledon på verdenskortet, og derfor er museet et must. Man kan gå fra landsbyen gennem den smukke Wimbledon Park til spilleanlægget og museet, men man kan også tage toget til Southfields station og gå eller tage bus 493 derop. 

Museet ligger i en ny bygning fra 2006 lige udenfor Centre Court som erstatning for det gamle og meget mindre fra 1921. Det er topmoderne med touch-screens, tableauer, film og John McEnroe i hologram, så man tror, han står inde i det omklædningsrum fra hans storhedstid, der er bygget op. 

Hvert år bliver udstillingen opdateret med tøjet fra de seneste vindere, og det er spændende at se udviklingen i både ketchere og tø. For eksempel spillede de første tennis-kvinder i 1887 i tournure-kjoler, som vejede næsten 5 kg. Der er også René Lacostes originale cashmereblazer med den broderede krokodille på brystlommen samt søstrene Williams’ nutidige mikroskopiske spilledragter. 

Museet er åbent hele året for alle med adgang til en særlig udsigtsplatform inde på Centre Court, men under turneringen, der i år begynder 24. juni, er det kun publikum med billet til kampene, der kan komme ind. Billetter til museet koster 10-12 pund, til kampene 20, 40 og 100 pund.

Info: www.wimbledon.org/museumwww.visitbritain.dk

Læs også: Bag kulisserne på Downton Abbey