Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
1) NORDVESTLIGE AUSTRALIEN
EXMOUTH
NINGALOO REEF
I det nordlige Vestaustralien ligger undervandsparadiset Ningaloo Reef, som er en del af UNESCO's verdensarv og et af verdens største kystnære rev. Det er mindre kendt, men lige så flot som østkystens revperle Great Barrier Reef.
Ningaloo løber 280 kilometer ned langs kysten og ligger som en forhave til kystbyen Exmouth, hvor du kan opleve de smukkeste broccolibuketter af koraller, havskildpadder, rokker, papegøjefisk og alt det imellem.
EXMOUTH
Strandene Turquoise Bay og Oyster Stacks er favoritterne, hvis du vil snorkle i »Exxy«. Særligt for Turquoise Bay er en naturlig strøm, som lader dig flyde med, mens du snorkelkigger på fisk. Skal du have en kold øl, så tag på bryggeriet Froth. Sæt dig i baren på en stol lavet af en gammel ølfustage og bestil et »ølbræt« (stedets Pale Ale og Amber Ale er favoritterne). Ølhuset er ejet af tre glade gutter, heriblandt Pete, som snakker lidt dansk og altid gerne vil give en rundvisning i bryggeriet.
Solnedgangen skal du se fra fyrtårnet i Cape Range National Park eller ved en af strandene lige ved. I sæsonen kan du også se skildpadder lægge æg (husk en infrarød lygte). De fleste tager til Jurabi Turtle Center, men et lokalt tip er at køre til Mauritius Access, hvor du har skildpadderne for dig selv. Højsæson er fra april til oktober, hvor det er muligt at svømme med rokker og bybusstore – men ufarlige – hvalhajer. Hvis du vil se revets guld uden at blive våd, kan du tage en af hotellernes (glasbåds)ture. Hiking sker i Charles Knife Canyon, prøv vandreruten Badjirrajirra Loop Trail.
2) PERTH
Perth er Australiens glemte perle, men en »up-and-coming« metropol med nye instagramværdige caféer. Byen er mere afslappet end Melbourne og Sydney og rummer flot natur i køreafstand og er oplagt for dig, som outdoorelsker at bade, surfe, hike og campe i det fri. Perth er også kendt for sine smukke strande, favoritten er Cottesloe Beach. Den ligger i skyggen af høje fyrretræer, hvor du kan finde læ for vinden i vandkanten, hvilket også gør det til et godt spot for windsurfing og paraglidning. Med håndklædevådt hår kan du så slentre til Il Lido og spise en »and med vaffel« (lyder sært, smager himmelsk).
Din bog kan du læse i Kings Park. Her slår de lokale sig ned for at se nytårsfyrværkeri, flyve med droner eller picnickysse. Før kl. 17 kan du gå over parkens glasbro til området Place of Reflection - en stille favorit. Vil du vandre, så gør det under eukalyptustræerne på Kitty's Gorge Track. Solnedgangen skal du opleve ved Scarborough Beach, hvor de lokale hver torsdag klapper solen ned (indtil 25. april 2019) under Scarborough Sunset Markets.
Er der gemt en surfer i dig, så tag til Trigg Beach, som – indtil nu – stadig holder sig under radaren. Cocktails får du i den hippe del af byen i Northbridge, fx på in-stedet Henry Summer dekoreret med grønne hængeplanter.
FREMANTLE
Tag en dagstur til hippiebyen Freo, hvor moden er ryglangt hår og ingen bh. Bread in Common serverer bagergodt surbrød med lufthuller, men er du glutenangst, kan du få en rejesalat på Bib & Tucker (det hippeste lige nu). Hver lørdag rykker Fremantle Markets ind i byen med kaffebønner og keramik. Din øl skal du drikke på Little Creatures udendørsterrasse med sol i øjnene.
3) ROTTNEST ISLAND
En smuk færgetur fra Perth ligger Rottnest Island med sine rå naturlandskaber og kalkhvide strande. I dag er Rottnest Island et populært turistspot, men få kender øens fortid som fængsel for indfødte fanger. Øen er særligt kendt for sine små ødyr, qukkae’r, som er blevet populære at tage #qukkaeselfies med.
Du oplever bedst Rottnest Island på cykelryg, men øen er ret bakket, og det kan også være fint at gå eller bruge øens shuttlebusser. Gode vandreruter er Karlinyah Bidi (5,9 km.), Ngak Wen Bidi (7,6 km.) og Gabba Karniny Bidi (9,7 km.).
Du kan også tage på tur med frivillige guider, fx til fyrtårnet Wadjemup Lighthousee eller saltsøen Pink Lady, som bliver eventyrlyserød flere gange om året. Salmon Bay, The Basin og Parakeet Bay er nogle af de smukkeste badestrande. Skift tøj bag en rå klippesten, og 1,2,3 – hop så i. Det mere end 100.000 år gamle rev er et snorkelsyn værd. Ellers er det også en smuk oplevelse at sætte sig på en stenafsats og nyde fuglekvidder med en vildt-kikkert.
Skal du overnatte på øen, er mulighederne bedst ved Thomson Bay Settlement. Her bor også de fleste af øens 300 faste beboere. Morgenbrødet kan du få hos Rottnest Bakery eller The Lance Café, som også laver god kaffe. Ved øens to vestligste punkter, Cathedral Rocks og Cape Vlamingh, kan du finde kæmpe kolonier af australske søløver og newzealandske pelssæler - et fantastisk syn.
4) VESTAUSTRALIEN
MARGARET RIVER, BUSSELTON & HAMELIN BAY.
Området syd for Perth er populært blandt campere såvel som turister. Her ligger Margaret River, som er et vindistrikt i verdensklasse. Alle vinbønderne serverer fantastiske druesafter, så her må du selv på druejagt. I Margaret Rivers lille lokalhyggelige by kan du få det fornødne; tun og LED-lygter til din campingovernatning.
Spis på Brookwood Café og drik din øl på mikrobryggeriet Bootleg Brewery. Er du træt af vin, kan du også prøve at finde ind til labyrinthjertet af Giant Hegde Maze, som står royalrank og grøn lidt udenfor byen. Længere sydpå, ved Busselton Jetty, kan du fiske blæksprutter langs den 153-årige mole.
Orker du ikke at gå de 1,8 kilometer til vejs ende, kan du også tage moletoget. Her findes et undervandsobservatorium, hvor du kan se på koraller, fisk og søgræs. Fyraftensøllen kan du tage på The Goose med udsigt til molen.
Syd for Busselton Jetty er der flere fine udsigter, som er værd at køre efter, blandt andet Injidup Natural Spa (tag et naturligt spadyp) og The Wilyabrup Sea Cliffs. Til slut skal du besøge Hamelin Bay, hvor du (næsten altid) kan se et væld af pigrokker.
Mange vælger at overnatte i området omkring Margaret River, fordi det ligger som et fint mellemrum mellem de vestaustralske perler. Er du camper? Så er Conto Campsite favoritten. Parker bilen under de store eukalyptustræer og nyd en nat i det fri.
Andre gode campingpladser er Honeymoon Pool eller Stockton Lake, som ligger i Wellington Nationalpark. Hvis du ikke camper så sov på The Grange on Ferrely, som har en lille naturhave.
5) SYDVESTLIGE AUSTRALIEN
DENMARK & ALBANY
Vestaustralien er kendt for at omfavne nogle af verdens smukkeste strande og klippeformationer, og kysterne ved Denmark og Albany er ingen undtagelse.
DENMARK
En af favoritterne i Denmark er klippeformationerne Elephant Rocks, der ligner en flok elefanter, som hviler sig på lavt vand. Tæt på ligger den turkisgrønne naturpool Greens Pool, hvor lokale svømmer baner i det fri.
Vil du trætopsvandre, så tag til Giant Tree Top Walk og gå 40 meter over land blandt hviskende træer. Vil du hellere sole, så tag til Mandalay Beach, en smuk, lille strandperle, som endnu ikke er kendt af så mange. Måske du kan få alle sandkornene for dig selv!
ALBANY
I Albany ligger den store stenbro The Natural Bridge. Over tid har bølger skrabet hul i granitten og efterladt et gabende hul.
Lige ved ligger kalkstenen The Gap, som danner ramme for et frit fald på næsten 25 meter. Synet af de skummende bølger kan tricke enhver højdesyge.
En kort køretur væk rejser Albanys fyrtårn sig stolt og gør sig til som et godt solnedgangsspot. I byen gemmer sig to fish & chips-perler, som er blevet kåret til Australiens bedste - Hooked (vinder i 2018) og Ocean & Paddock (vinder i 2017).
Men det skal ikke være nemt at få fedtede fiskefingre; stederne har nogle mærkværdige åbningstider. Hvis du har lyst til en afternoondrink, så tag forbi Liberté, hvor du kan sidde i tunge velourmøbler og lukke-øjne-lytte dig væk til franske, store stemmer fra de brølende 20’ere.
Indtil 25. april kan du også opleve lysmarken The Field of Light, som ærer faldne mænd under 1. verdenskrig på Albanys store boulevard Avenue of Honour.