Guide: 5 oplevelser i Vatikanet

I denne uge var alverdens øjne rettet mod én skorsten og farven på røgen fra den - men der er meget mere at kikke på i Pavestaten, verdens mindste land.

Rejseliv imported photo
Foto: Iris

1. Verdens mest besøgte kirke

Hvad: Peterkirken
Hvordan: Åben kl. 7-19 (om vinteren kl. 18) Husk påklædning i Vatikanet: Ingen bare skuldre, shorts eller miniskørter.
Info: vaticanstate.va

Den romers katolske kirke anser apostlen Peter for at være den første biskop af Rom og dermed den første pave. 

Kirken bygget på Skt. Peters grav, hvor de første kristne havde bygget et beskedent kapel for at mindes deres helgen. Et par hundrede år senere opførte Konstantin en enorm basilika på højen, og i 1502 besluttede den daværende pave, Nicolas V, at kirken både trægte til renovering og udvidelse.

Indtil for få år siden var kirken verdens største, og imponerende er basilikaen også med sin 112 meter lange og 44 meter høje facade - ni meter højere end Rundetårn. Den er så stor, at københavnske Frue Kirke kan stå i forhallen.

Selve kirkerummet er 200 meter langt, og over det er kuplen, som Michelangelo har tegnet. Byggeriet af den blev sat i gang i 1547, Michelangelo døde i 1564, hvorefter hans elev Giacomo Della Porta overtog ledelsen, og afsluttet det i 1590 - 42,5 meter i diameter og 136,5 meter fra gulv til korset på toppen.

Højalteret, hvor kun paven kan forrette messen, ligger lige under den store kuppel på kirkens helligste sted lige over Peters grav. Næsten oppe ved højalteret står den berømte bronzestatue af Sankt Peter. Hans fod er blank og helt slidt af mange pilgrimmes kys.

Nyd den fantastiske udsigt over Peterspladsen og Rom. Tag elevatoren op til taget, hvorfra der er 537 trin op til kuplens top.

2. Apostlen Peters grav

Hvad: Scavi-tur i Necropolis
Hvordan: Skal bookes i forvejen og god tid via e-mail til Vatikanets »Excavations Office«: scavi@fsp.va.
Info:vatican.va

Peterskirken har sit navn, fordi den ligger på det sted, hvor apostlen Peter er begravet.

Historien fortæller, at Skt. Peter blev korsfæstet af kejser Nero - efter eget ønske med hovedet nedad, fordi han ikke var værdig til at blive korsfæstet på samme måde som Jesus Kristus.

Clementine Chapel markerer i dag det sted, hvor han blev korsfæstet, mens hans gravsted ligger under Peterkirkens kuppel, og det kan man besøge.

Lige under gulvet ligger en stor krypt, de hellige grotter, hvor mange at paverne gennem tiden er blevet sat til hvile. For enden af krypten er en glasvæg, og herfra kan man kikke ned i etagen under til Skt. Peters gravmæle i Necropolis krypten med et altar dekoreret med lapis lazuli og den originale kiste af pavonazzo marmor, som for katolikker er det mest hellige i hele kirken.

Vil man ned i denne, skal man reservere plads i god tid. Vatikanet tillader kun et par hundrede besøgende hver dag, kun personer over 15 år og de lukkes ind i grupper på 12-15 peroner ad gangen fra klokken ni om formiddagen. Tidligere besøgende advarer, at lider man af klaustrofobi, skal man overveje besøget, og der er ofte meget varmt og fugtigt i kryppen. Den guidede tur tager omkring halvanden time.

3. En farvestrålende beretning

Hvad: Det Sixtinske Kapel
Hvordan: Åbent mandag-lørdag kl. 9-18. Fælles entrébillet til Vatikanmuset og kapelet 16 euro/120 kr. Plus sidste søndag i hver måned, hvor der er gratis adgang kl. 9-12.30.
Info: vatican.va

Kapellet har været lukket. Det er nemlig her, der er konklave, hvor kardinalerne lukkes inde for at vælge den nye pave.  Det var 266. pave i rækken de 115 kardinalerne skulle vælge. Hver gang de stemte om en kandidat, blev deres stemmesedler brændt. Var afstemningen uden resultat, var røgen fra skortenen sort - først da det endelige valg var truffet, og det skete hurtigt denne gang, hvor det tidligere har varet flere uger, var røgen hvid.

Det Sixtinske Kapel er også stedet, hvor der holdes dødsmesse for en pave samt påskemesse - ellers er det åbent for besøg.

Der har gennem tiden været forskellige holdninger til kapellets udsmykning med kritik af »for farverigt«, for nøgent, for personligt. 

Men imponerende er Michelancelos loft. Han lå på ryggen på et stillads i brændende hede i fire år og malede ene mand episoder fra skabelsesberetningen - fra Gud skiller lys fra mørke til Noahs drukkenskab, der kan ses for enden modsat indgangen. 930 kvadratmeter maleri med over 300 figurer, hvor Adams Skabelse med hænderne, der næsten rører hinanden, måske er den mest berømte.  

Men selv uden Michelangelos loft ville det Sixtinske Kapel være en seværdighed. Væggene er udsmykket af andre af tidens store kunstnere: Botticelli, Perugino, Ghirlandaio og Signorelli, som har malet episoder fra Moses og Jesus liv.

4. Syv kilometer gallerier

Hvad: Vatikan Museet
Hvordan: Åbent mandag-lørdag (undtagen religiøse helligdage) kl. 9-18. Entrébillet 16 euro/120 kr. Plus sidste søndag i hver måned, hvor der er gratis adgang kl. 9-12.30.
Info:vatican.va

Hvis det ikke er verdens største museum, så er det tæt på. Egentlig er det 12 forskellige museer i et. 

Vælg og vrag mellem arkæologi og egyptiske samlinger. Etrustisk kunst, klassisk kunst og malerier fra renæssancen. Bøger, håndskrifter og kort. Gobeliner og møbler.

Man kan bruge dagevis eller tage en guidet tur til højdepunkterne. Ud over Det Sixtinske Kapel er det Rafaels Stanzer - Raphaels Værelser - som  kunstneren arbejdede med samtidig med, at Michelangelo malede loftet i kapellet. Det var pave Julius IIs værelser, der skulle udsmykkes, og Rafael valgte at male det med hændelser fra pavens liv. I Sala della Segnatura, hvor det pavelige råd mødtes for at underskrive de forskellige dekreter, er malet fresker, som sidestiller antikkens filosofi og den kristne religion, og de antikke figurer har fået træk fra samtidig personer, Platon med fuldskægget ligner for eksempel Leonardo da Vinci. Og Stanza dell’Incendio har fået navn efter branden i Borgo, hvor legenden fortæller, at pave Leo IV i år 847 slukkede en frygtelig brand ved at slå korsets tegn.

Skt. Nicholas Kapel er et andet højdepunkt sammen med Appartamento Borgia, som tidligere var pavernes private lejlighed, men som nu også rummer en samling af nyere religiøs kunst udført af kunstnere som van Gogh, Gauguin, Kandinsky, Chagall, Klee, Dalí og Picasso. Borgia lejligheden og den moderne samling er også lukket under pavevalget.

5. Det lukkede paradis

Hvad: Vatikanets Botaniske Have
Hvordan: Kun på guidede ture. Der er flere firmaer, som arrangerer.
Info: rombilletter.dk og walksinsiderome.com

Over halvdelen af Vatikanstates areal er grønne områder, frugtplantager og vinmarker, der har været dyrket  siden middelalderen, appelsin- og citrontræer og parkanlæg med blomster, grønne plæner med skyggegrupper dannet af pinjetræer og cypresser.

Giardini Vaticani har været Pavens rekreative område siden den 13. århundrede. I dag er den grønne oase omgivet af mure, men kan man kikke ind i et større område bag det Sixtinske kapel og Peterkirken, når man går ned ad trappen fra museets cafeteria.

Vatikanets have kan også opleves på en arrangeret sightseeingtur, som enten foregår i Vatikanets egen minibus, så tager turen to timer, eller på en guidet tur til fods, som tager dobbelt så lang tid.

Det er en rejse gennem 2000 års historie, hvor man på nærmeste hold kan opleve de engelske, franske og italienske haver. Pave Julius II fik nyanlagt haverne i 1509, og deres barok- og renæssanceanlæg er bibeholdt med springvand, skulpturer og monumenter. Turens højdepunkter er Rosenhaven og den nøjagtig kopi af Lourdes Grotto.

Og mellem blomstrende renæssance-anlæg gemmer sig helt nye anlæg: Vatikanstatens heliport, hvorfra paven begynder sine rejser - hurtigt og sikkert - og radiotårnet sat op i 1931 af radioens opfinder, Guglielmo Marconi, hvorfra Radio Vaticana sender programmer på 47 forskellige sprog.

Læs også: Vatikanet dødtræt af letpåklædte turister