Guide: 5 oplevelser i San Juan

Få steder kan man finde en blanding af latinamerikansk, caribisk og amerikansk kultur, som man kan i Puerto Rico. Ønationens dunkende puls er hovedstaden San Juan.

Foto: Sole Bugge Møller

Slentretur tilbage i tiden

Hvad: Puerto Ricos mest charmerende bydel
Hvor: Old San Juan

Puerto Ricos charmetrold er uden tvivl den gamle bydel Old San Juan. Mens kvarterer som Condado og Isla Verde efterhånden er plastret til med resorts, hotelkæder og Burger King, så har Old San Juan (eller Viejo San Juan på spansk) bevaret sin uskyld. Slentrer man gennem de smalle gader med de pastelfarvede huse, føler man sig hensat til det Puerto Rico, der var engang.
Flere af husene daterer tilbage til 1521 og er opført i spansk kolonialsk stil. Hver eneste bygning er et postkortfoto værdigt med sine lyserøde, limegrønne og himmelblå facader omklamret af store balkoner, hvor folk sidder og ser livet gå forbi.

Det er, som om alting går lidt langsommere her. På pladsen Plaza de Armas sidder ældre mennesker og spiller domino og drikker kaffe, og på det velrenommerede hotel El Convento kan man sippe rom i gårdhaven, mens en ældre mand spiller solen ned på et sort flygel.
Om aftenen vågner bydelen dog op til dåd og især omkring Calle Fortaleza summer det a f liv fra de mange restauranter, cafeer og barer.

Info: elconvento.com
 

Krudt og kanoner

Hvad: Rundtur på historisk fort
Hvor: Fuerte San Felipe del Morro i Old San Juan

Træder man ind bag fortet El Morros metertykke stenmure kan man nærmest mærke historien knage i væggene. San Juan har en omtumlet historie, som er indkapslet i fortets rolle som forsvarsbastion mod fjender, og dem var der mange af.
Fortet blev opført i 1539 af spanierne og er efter sigende det ældste spanske fort på den vestlige halvkugle. Det tog næsten 200 år at bygge, men gennem tiderne har det modstået talrige angreb fra hollænderne, englænderne og senere USA.
I 1595 kom San Juan under angreb fra Sir Francis Drake og hans flåde, men kanonerne fra El Morro skød deres skibe i sænk ligesom en lang metalkæde tværs over bugten stoppede skibene fra at sejle igennem. I 1898 faldt fortet dog og spanierne måtte overgive Puerto Rico til USA.

Ud over smuk arkitektur som de gule bygninger, der omgiver hovedtorvet og hvor tropperne samledes til parader og daglige inspektioner, har man en af de bedste udsigter over havet, bugten, Old San Juan og de grønne bjerge i Puerto Ricos midte.  Man kan gå langs med muren og træde ind i de små udkigsposter, kaldet garitas, hvor man har overblik over San Juan-kirkegården, som vel nærmest ikke findes smukkere, som den ligger der lige ud til havet.

Info: nps.gov/saju
 

Øde palmestrande

Hvad: San Juans mest eksotiske strande
Hvor: Piñones

Puerto Rico har hundreder af kilometer af smukke sandstrande, men San Juan-områdets bedste finder man 20 minutters kørsel øst for byen ad highway 187.
Hvis man vil have parasoller, liggestole og drinks serveret, så er det ikke her, man skal tage hen, for stranden er for det meste øde – og det er også dens største fordel. Men drømmer man om gyldent sand og kokospalmer, så er det Piñones, man har i tankerne.

Palmerne vokser helt ned til stranden, og gør af og til bizarre knæk midtpå, mens andre blot strækker deres hals ud over stranden. Vandet er varmt året rundt, og her kan man lulle sig selv væk i illusionen om at være på en øde sandstrand i sit eget lille paradis.
Bliver man sulten, er det bare at køre lidt ned ad vejen highway 187, hvor der langs vejkanten bliver solgt lechón (helstegt pattegris), dybstegt torsk og kolde kokosnødder fra små skure kaldet friquitines.
Det er autentisk og det er her, langt væk fra San Juans velfriserede strande med alle dens resort, at de lokale slipper væk fra det hele.
 

Sving hofterne til Puerto Ricos rytmer

Hvad: Salsadans
Hvor: Nuyorican Cafe, Calle San Francisco #312

Min dansepartner og jeg har ikke taget mange akavede salsatrin, før en puertoricansk pige kommer os til undsætning. Det er åbenlyst, at vores fødder har svært ved at følge med de latinske rytmer, men hun tager os i hånden, svinger hofterne og svinger os rundt på dansegulvet, og sådan får vi vores eget lynkursus i salsa.
For salsa er den rytme, hele Puerto Rico svinger til. Overalt, hvor man går, vrider de vuggende toner sig ud af bilradioer, cafeer og salsaklubber, og man har ikke mærket Puerto Ricos kultur, før man har  været en tur på dansegulvet.

Nuyorican Cafe (en betegnelse for puertoricanere opvokset i New York) er en af Old San Juans mest populære salsaklubber, og her spiller et liveband op til salsa de fleste nætter i højsæsonen – med trompeter, bongotrommer og koklokke. Dansegulvet er svedigt og småt, så man kommer hinanden ved, og trænger man til en pause, er det med at springe op i baren og bestille en mojito eller rom-punch og så ellers se på de lokale, der danser salsa, som havde de aldrig har gjort andet, og som man som turist næppe nogensinde kommer til at kunne efterligne.

Info: nuyoricancafepr.com
 

Vandring i regnskoven

Hvad: Frodig regnskov og badning under vandfald
Hvor: El Yunque National Forest 45 minutters kørsel fra San Juan

Brisen køler vores svedige pander en smule og er en velfortjent belønning efter tre kvarters opstigning. Tre kvarters vandring gennem tæt regnskov, hvor lyden af coquí-frøernes kald giver genlyd gennem trækronerne.
Men nu står vi her, på toppen af det runde tårn Mt. Britton Tower, og foran os breder hele El Yunque-regnskoven sig, så langt øjet rækker.
Mod nord kan vi se San Juans høje bygninger i det fjerne, mod øst Fajardo og Atlanterhavet, mens vi mod syd kan se helt til øen Vieques i Det Caribiske Hav.
Imellem os og havet er der grønt, grønt, grønt.

El Yunque er Puerto Ricos eneste regnskov og den eneste af de mange grønne områder, hvor der rent faktisk er afmærkede og hæderlige vandreruter, man kan følge. Puertoricanere er ikke vant til at vandre i timevis, så ofte deler man kun stierne med en håndfuld andre forbipasserende.
Undtagelsen er La Mina Falls, et cirka 15 meter højt, brusende vandfald midt i regnskoven, hvor folk stimler til for at hoppe i det kølige vandhul. Ankommer man uden for højsæsonen eller tidligt på dagen, er det dog ikke alt for overrendt og man kan rent faktisk nyde at plaske rundt i vandet eller svømme ind under vandfaldet og få vandmasserne dunket ned i hovedet.

Info: fs.usda.gov/elyunque


Se også: Caribien er det nye Thailand