Guide: 5 oplevelser i Princes hjemby

Sidste weekend stod Prince på scenen i København. Vi har været et smut i Minneapolis, hvor han har sine rødder, og giver dig her fem bud på prince-oplevelser i hans hjemby.

Efter at have måttet aflyse sin koncert på Amager lørdag på grund af regn, leverede Prince et brag af en optræden om søndagen, hvor fotoet her er fra. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Beck, Scanpix

Spillestedet

Hvad: 1st Avenue & 7th street entrance
Hvor: Hjørnet af 1st Avenue og 7th Street, Minneapolis
Info: first-avenue.com

Som danske fans oplevede, da han holdt efterfest i Amager Bio efter sin forrige koncert på dansk grund, har Prince en forkærlighed for at overraske med koncerter på små spillesteder. En af karrierens første scener hører til på spillestedet 1st Avenue midt i Minneapolis, hvor han senest optrådte i 2007. 1st Avenue spiller også en central rolle i Princes første spillefilm. ’Purple Rain’ fra 1984. Det er her, The Kid (Prince) har fast job som sanger og guitarrist i et af de tre konkurrerende husbands. Og det er her, han første gang får øje på den smukke Apollonia, der netop er kommet til byen med drømmen om en bedre fremtid. I virkelighedens Minneapolis spillede 1st Avenue en rolle for udviklingen af The Minneapolis sound, som Prince er krediteret for at være manden bag. Her fik lokale bands mulighed for at prøve sig selv af foran et forholdsvist lille publikum., og før ’Purple Rain’ var det også her, Prince med ultrakort varsel gik på scenen for at prøve sine seneste sange af, mens aftenens bookede bands i stedet måtte se sig forvist til en anden aften. Efter filmen er 1st Avenue blevet en attraktion for lokale og turister, der håber, at stjernen pludselig igen hopper på scenen for at prøve nye numre af.

 

Flugtruten

Hvad: Hennepin Avenue Bridge
Hvor: Hennepin Avenue Bridge

Filmen og albummet ’Purple Rain’ var så stort et hit, at Prince i 1985 fik en Oscar for bedste originale filmsang for titelsangen ’Purple Rain’. Samme år var han nomineret til en Golden Globe for Purple Rain-sangen ’When Doves Cry’, men måtte se sig slået af Steve Wonders megahit ’I Just Called to Say I Love You’. Musikken spiller da også så stor en rolle i ’Purple Rain’, at størstedelen af filmen foregår til koncerter på 1st Avenue. Når det drejer sig om udviklingen af kærligheden mellem The Kid og Apollonia er der dog vigtige scener, der foregår andre steder i Minneapolis, som for eksempel da de to en aften nærmest stikker af på hans motorcykel. Broen’ de drøner hen over i den scene’ er Hennepin Avenue Bridge, der fører fra downtown Minneapolis til forstæderne. I stedet for at flygte fra det negative i hans liv, drøner han lige imod det. Målet for turen hans hjem, hvor Apollonia for første gang ser, hvordan hans far tæsker og tyranniserer moderen. Nogle Prince-fans mener, at Eminems film ’8 Mile’ fra 2002 er en kopi af Princes 80’er-film, og der er da også en del ligheder mellem de ordknappe, og alligevel så verbalt talentfulde, unge mænd, der spiller hovedrollerne og deres mangel på positive voksne forbilleder.

 

Udstyret

Hvad: Hard Rock Café
Hvor: 600 Hennepin Avenue
Info: hardrock.com

Han fylder ikke meget, den store Prince. Hans præcise højde er det ikke til at finde, men de fleste skyder på omkring 157 cm – uden hæle. Men det betyder jo heller ikke så meget, når man som ham er en stor stjerne. Få selv syn for sagen på Hard Rock Cafe i Minneapolis, der på førstesalen har en stor montre med en af hans hvide, snirklede guitarer, acessories og flere scene-outfits. Hans scenetøj har altid været meget feminint med flæser, glitter og rimeligt stramtsiddende, som det kan ses her. I udstillingsmontren står også en af de hvide ’sky guitarer’, som Prince har haft en del af gennem årene. Lige præcis denne guitar er dog aldrig blevet leveret, da grebet ikke var perfekt nok for hans Prince-hed.

 

Studiet

Hvad: Paisley Park Studios
Hvor: 7801 Audubon Road, Chanhassan
Info: paisleyparkstudios.com

Minneapolis-lyden, som Prince kreerede i 1980’erne, bliver ofte betegnet som en fusion af funk, rock, pop, R&B og New Wave, men så længe det lyder fedt, er det andet jo egentlig lige meget. Prince indspillede karrierens tidligste numre i Sound 80 Studio, men designede, byggede og åbnede i september 1987 sit eget studie, Paisley Park Studio, i forstaden Chanhassan små tre kvarter uden for Minneapolis. De hvide bygninger, der huser det stadigt aktive Paisley Park Studio, er desværre ikke åbent for turister, så I må nøjes med et ’drive by’-glimt fra vejen. På studiets hjemmeside er det dog muligt at kigge inden for på en virtuel tur, hvor det er tydeligt at se ejerens smag afspejle sig i indretningen – blandt andet er her en del lilla og vægmalerier med det symbol, han en overgang brugte som sit kunstnernavn. Det sker ofte, at Prince bliver overvældet af en trang til at spille for et live publikum, så med kort varsel bliver der sendt invitation ud til små koncerter og fester samme aften – en hel del af dem har været i Paisley Park, men det er sker sjældent i dag. Når nu det ikke er muligt at komme ind i studiet, kan man jo nøjes med at spise på Perkins Restaurant på 78th Street Ikke så langt herfra, som efter sigende er et populært mål for sultne bandmedlemmer efter optagelser i Paisley Park.

 

Sportsholdet

Hvad: The Metrodome, Minnesota Vikings hjemmebane
Hvor: Mall of America Field, 11th Avenue South, Minneapolis
Info: msfc.com og vikings.com

Personligt var det en stor overraskelse at opdage, at Prince akkurat som så mange andre amerikanske mænd er stor sportsfan. Måske fordi jeg ser ham som så meget mere en kreativ nørd end den normale amerikanske fodboldfan. Men ikke desto mindre er det Minnesota Vikings, det lokale american football-hold, der nyder godt af den lille, lilla stjernes kærlighed. Holdets farver er guld og lilla, men om det har betydning for Prince’s opbakning, skal jeg ikke kunne sige. Minnesota Vikings nyder ikke just samme enorme succes som deres lilla fan, Prince. Holdet har eksisteret siden 1961, og har spillet i Super Bowl fire gange og tabt hver gang, hvilket de efter sigende er det eneste hold, der har. For den beskedne pris af 4 $ pr. person er det muligt at komme på en guidet tur i The Metrodome hver onsdag, torsdag og lørdag fra april til november. Dog ikke på kampdage. Der kan ikke forudbestilles billetter, så bare mød op ved Gate F til turstart kl 11. Tager I med til en kamp, så husk at holde udkig efter en lille mand iklædt et stramtsidende eller flæsebeklædt måske glitrende sæt tøj.

Læs også: Guide: Drop de klassiske storbyer