Guide: 5 luksus-oplevelser i Rhone-dalen

Tag med på opdagelsesrejse i franske Ardéche. Nyd mad og vin, der er kælet for. Bo på specielle hoteller, i luksustelte, slotte og gamle landsbyhuse. Og forny appetitten med trekking, i kajak og på cykel.

Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sunde drinks i økologisk landsby

Hvad: Den økologiske landsby Le Viel Audon.
Hvor: En halv times gang ad sti fra landsbyen Balazuc.

Fra landsbyen Balazuc krydser vi broen over Ardeché-floden og tager en dukkert sammen med de mange andre, som bader fra en lille sandstrand. Bagefter følger vi en halv times tid en flot sti ved floden med duft af vild timian i næsen og udsigt til forunderlige, rundslebne klippeformationer. Turen går ud til den lille, økologiske landsby Le Viel Audon. Den begyndte som hippie-landsby, men er nu et stort foretagende med med gæstehuse til både turister og unge, som hjælper med at restaurere landsbyens gamle bygninger. Der kommer også mange gående turister på dagbesøg – som vi – for at opleve landsbyen og nyde dens lækkerier. Vi hilser på de gryntende grise og livlige geder. Landsbyguiden Pierre fremviser de frodige køkkenhaver, bambus, der filtrerer spildevand, bageriet, der bruger træ til opvarmning af ovnene, og osteriet. Menuen i restauranten, især den flydende del af den, giver mange valgmuligheder. Valg(ene) bliver friskpresset æblejuice og en udgave blandet med mørke bær. At dømme efter de fyldte borde på terrassen smager drinksene de tørstige gæster godt. Skulle man blive fristet af gastronomiske souvenirs, byder butikken på bl.a. friske gedeoste, kastanjer (puré, koncentreret, pasta) og lavendelsirup. Åben fra kl. 11-19 fra april til oktober, udenfor sæsonen mere ujævnt.
levielaudon.org

 

I luksustelt ud til Ardéche-floden

Hvad: Moderne lodge, bl.a. med luksus-telte, med flodudsigt.
Hvor: Tæt ved den berømte naturbro Pont d´Arc.

Da værtinden Antonie slår teltdøren til side, venter den mest luksuøse »camping«. Ikke noget med at kravle ind, for der er fuld loftshøjde og forfinet, enkelt luksusdesign: En flot himmelseng med myggenet står midt i rummet, og bagved findes det store åbne badeværelse – med kar, naturligvis. Efter en delikat middag på terrassen i den intime lodge med hjemmebagt brød, oliven-tapanade og ravioli, er det skønt at slå lidt af »ydervæggen« fra, så kun et myggenet danner en passende barriere. Dejligt at sove til skovens liflige dufte, lyde af vand fra floden og vågne til fuglefløjt – og alligevel have afsides privatliv. Jeg nyder en morgensvømmetur i flodens 20 grader varme vand, inden en forrygende morgenmad – også med alt lokalt produceret eller hjemmelavet. De fleste gæster tager en kajaktur. Den typiske tur tager et par timer og går hen under den 80 meter høje naturbro Pont d’Arc – kun med to fald af betydning herfra. Jeg klarer den – som de fleste – fint. Men enkelte laver sjove kunstner undervejs: Sidder fast mellem et par store sten, eller en partner ryger over bords og driver af sted, til mere smult vand giver ro til opsamling. 
Lodgen har telte til to, men også store til familier. Der er  desuden værelser i hovedhuset samt gæstehytter. 
Prehistoric-lodge.com

 

»Familiemiddag« på boutiquehotel

Hvad: Gammelt istandsat stort landsbyhus og god mad.
Hvor: I landsbyen Balazuc – præmieret som en af de smukkeste og mest interessante i Frankrig.

Det gamle byhus har udsigt over tegltage og romerske ruiner. Alle værelser – fem i alt – har hver deres særpræg. Det mest fornemme har privat terrasse. Fra mit vindue har jeg udsigt over landsby og landskab. Badeværelset ligger tre enkeltstående granittrin op. Den hemmelige bagvej ind går ad en lang, metersmal trappegade fra en »hovedgade« med cafeer og butikker, blandt andre »Le Buron« med spændende sten. Poolen i gården er 15 meter lang, smal og omgivet af gamle mure og blomster. Alle gæster mødes til snacks og drinks før middagen på Lucs og Florences veranda, også med et par venner inviteret. Selskabet i dag består af den unge lokale pottemager-designer, folk fra Norge, Italien, Tyskland, Frankrig – og Danmark. Snakken går, og det varer en time, inden vi når hen til det fælles bord. Og middagen, der strækker sig over to timer, er som at spise hyggeligt med ukendte mennesker, der forvandles til nye venner. Florence serverer kold agurkesuppe med pebermynte, tallerken med laks rullet med krydderurter, søde kartofler og desserttærte ledsaget af myntesorbet. Priserne er forskellige – alt efter værelse, sæson og valg af antallet af måltider. 
Chateaubalazuc.com

Vinsmagning med trekking 

Hvad: Vinsmagning på Chateau de la Selve, gåtur ved Font-Vive – og frokost i Le Table du Moulin.
Hvor: Området Grospierres og landsbyen Bres.

Vinslottet har smukke vinstokke omkring sig, friskmalede porte og en spændende kælder med egetræstønder. Jeg banker på en af dem – for sjov – og bliver stoppet med et »Nej, så vækker du vinen«. Derefter smager vi ved at gurgle og spytte ud, mens andre nyder en smagning udendørs. Vinene fra Selve er blevet hippe på restauranterne i Paris, smager godt – og er til at betale. Et kvarters kørsel derfra går vi en halv time ud til den lille klare, dybe sø Font Vive. Undervejs fortæller guiden Yvette om vild timian, sortebær og hvide egetræer. Søen er krystalklar med smukke spejlinger. Nu har vi fået opbygget en god appetit og kører til afsides La Table du Moulin, hvor Céline kokkererer og serverer de skønneste retter. Jeg troede ellers ikke, at jeg kunne spise fire retter, eller lade roen falde nok på mig til bare at lade tiden gå. Da kaffen har vækket os op igen, besøger vi olivenmøllen, som værtindens far tager sig af… sammen med barnebarnet Mia på tre år, som allerede kan forsyne ham med de rigtige flaskepropper og hjælpe med aftapningen.
Chateau-de-la-selve.fr og oliverdevincent.fr

 

Højt tempo  og højt humør

Hvad: Fornem og hyggelig overnatning i barokslot og cykeltur i vinmarker.
Hvor: Chateau Clément i Balazuc og cykling fra St-Péray i vinlandskabet ved Crussol.

Hold da op! Det er første reaktion ved synet af minislottet fra 1870, som nu er forvandlet til et hotel og har flotte rum på slottet og moderne lejligheder under. Det og parken er et studie i nænsom istandsættelse. Slotsfruen Marie-Antoinette viser rundt, imens hun håndterer sine fire børn – familien bor centralt i slottets stueetage. Alle værelser er nøje afstemt med nyt og gammelt interiør. Senere følger middagen. Efter mange timer, glas med vin, god snak og formidabel mad har jeg kun få trin op til sengen, heldigvis. Nogle af kalorierne bliver brændt af dagen efter: I St-Peray møder vi Fabien Louis og hans geniale el-mountainbikes. Først går det fladt derudad mellem grønne vinmarker … og så ellers opad. Der er det blot at trykke på »mode 2«, for at få et godt hjælpeskub. Vel oppe med storslået udsigt over økologiske vinmarker serverer Fabian snacks i form af lokale specialiteter (og lidt vin), inden vi stryger ned i højt tempo og højt humør og har samlet appetit til lunch under træerne i Des terasses du Rhone au Sommelier. Min delikate forret er krabbe serveret med citronsorbet.
Chateauclement.com og Ausommelier.com for el-mountainbike med og uden guide.

Læs også: Luksus i store mundfulde